Over 200 ruder smadret i eksplosion - men Nørrebro-borgerne bliver boende

Beboerne på Nørrebro bevarer roen efter eksplosion.

Det er dagen derpå på Nørrebro i København, efter en kraftig eksplosion natten til lørdag ødelagde en nærpolitistations facade på Hermodsgade 3 og smadrede mere end 200 vinduer.

Gerningsmanden, som stod bag eksplosionen, er fortsat på fri fod, men politiet har ophævet afspærringerne på Hermodsgade og Tagensvej.

Politiet har fået 114 henvendelser fra borgere, der muligvis kan have set noget, og politiet opfordrer fortsat borgere til at kontakte dem, hvis de har set personer, der kan have relation til eksplosionen.

Imens kan borgere og forretningsdrivende nær gerningsstedet bruge søndagen på at gøre status.

- Min første tanke var, skal man flytte?

Jonas Hindsberg er forretningschef og bor tyve meter fra, hvor eksplosionen fandt sted på Tagensvej - en sidegade til Hermodsgade.

Her blev hængslerne på vinduerne revet af, vinduerne blev åbnet, og alle ventilationerne blev blæst igennem på ejendommen.

- Det var lidt for tæt på. Min første tanke var, skal man flytte? Men igen. Lynet slår ikke ned det samme sted to gange. Jeg er ikke nervøs for at bo her, siger han.

Naboen til nærpolitistationen er en butik fra dagligvarekæden Fakta. Her tager man også episoden med ophøjet ro.

- Vi er i gang med at kontakte medarbejderne, der er ved godt mod. Skaderne på butikken er også minimale, og vores butik holder åben, siger Klavs Sørensen, salgsdirektør i Fakta.

Jan Malinowski bor tæt på gerningsstedet og er aktiv i initiativet 'Vi ta'r gaderne tilbage', der blandt andet arrangerede optog efter skyderierne på Nørrebro.

Han beretter, at enkelte har været lidt utrygge, men at man som Nørrebro-borger er vant til lidt af hvert.

- Der har været brændt biler af og blevet skudt, så kuglerne er fløjet om ørerne på os. Det er mere utrygsskabende end et angreb mod en offentlig bygning, selvom det da er ubehageligt og ikke burde ske. Men vi Nørrebro-borgere tager det i stiv arm, siger han.

Politiet efterlyser også tre konkrete vidner

Gerningsmanden beskrives som en mand i alderen 15-25 år, 170-180 cm høj, almindelig af bygning. Han var iført en sort jakke med afstivet skygge på hætten og hætten trukket over hovedet, mørke løstsiddende bukser med en lomme på højre bukseben, lyst mærke på lommen på buksebenet og sorte sko med sorte såler. Manden bar en handske på venstre hånd.

Politiet frigav lørdag aften en video af den formodede gerningsmand.

En ny video fra politiet viser den person, der er mistænkt for at have bragt en bombe til eksplosion foran en politistation på Nørrebro.

Det er lykkedes politiet at kortlægge potentielt væsentlige bevægelser omkring gerningsstedet og nærliggende gader op til og efter eksplosionen.

Københavns Politi vil meget gerne i kontakt med personer, som må have befundet sig tæt på nærpolitistationen i Hermodsgade natten til lørdag.

- Vi vil gerne høre fra føreren af en lys bil, der i minutterne inden eksplosionen kører ad Hermodsgade fra Sigurdsgade mod Tagensvej.

- En taxachauffør, der kort forinden kører den modsatte retning ad Hermodsgade fra Tagensvej mod Sigurdsgade.

- To cyklister, der lidt over et minut inden eksplosionen kører i hastig fart ad Hermodsgade fra Tagensvej mod Sigurdsgade.

En person iført lyse sko, der kommer gående fra Tagensvej, som politiet lørdag efterlyste, har de nu talt med, lyder det lørdag aften fra Københavns Politi til TV 2.