Hver niende studerende føler sig ensom
Følelsen af ensomhed handler mere om at savne nærhed end at savne kontakt, lyder det fra seniorforsker.
Svedige håndflader, rustur og pensumbøger.
Om få uger er det for 65.000 unge lig med studiestart, men livet som studerende betyder også på en hverdag i ensomhed. I hvert fald for nogle.
Hver niende studerende på landets universiteter føler sig nemlig ofte eller altid ensom. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening.
Den evige ensomhed kender 31-årige Marie Samuelsen alt til. Gennem hendes ungdomsliv har hun i perioder haft ensomheden i ryggen.
I dag læser Marie Samuelsen til mediegrafiker på Roskilde Erhvervsskole. Men da hun var i starten af tyverne, startede hun på studiet som ernæringsassistent.
- Jeg tænkte, at det kunne være en ny start. Jeg havde den her drøm om, at nu skulle jeg bare blive en del af et nyt fællesskab, fortæller hun.
Dog faldt hun hurtigt i fælden.
Hun prøvede at undgå øjenkontakt og var sjældent den første til at sige ”hej” til sine studiekammerater. Og som skoledagene fortsatte, blev Marie Samuelsen hende, ”der sad ovre i et hjørne og kiggede ned i bordet”:
- Jeg blev hurtigt stemplet som hende den stille type. Jeg kunne se, hvordan de andre piger havde det sjovt sammen, mens de spiste frokost i pausen. Jeg blev aldrig en del af den pigegruppe, og det savnede jeg, fortæller Marie Samuelsen.
Unge savner nærhed
7000 af de studerende, der om få uger begynder på landets uddannelsesinstitutioner, vil kunne relatere til Marie Samuelsen situation om at føle sig ensom på studiet. I hvert fald hvis man tager udgangspunkt i, at hver niende bliver ensom.
For ifølge Mathias Lasgaard, der er seniorforsker og psykolog hos Defactum i Region Midtjylland, så er ”studiestart og overgange mellem uddannelser ofte forbundet med øget risiko for ensomhed.”
- Jeg opfatter her følelsen af ensomhed som noget naturligt. Man er usikker over at starte et nyt sted og bliver mindet om, at man skal danne nye relationer, siger han.
Mange af dem, der føler sig ensomme, er ofte sammen med andre mennesker i dagligdagen. Dog er det ikke altid løsningen.
- En del unge har kontakt med venner og studiekammerater. Men følelsen af ensomhed handler mere om at savne nærhed end at savne kontakt.
Mangel på mod
Under studietiden var Marie Samuelsen også ofte omringet af mange studerende. Alligevel gav det ikke ensomheden et skub.
I den værste tid kunne der gå op til flere uger, før hun havde en aftale med en veninde.
Marie Samuelsen havde aldrig modet til at gå hen til pigerne i spisepausen. Det manglende mod gav også mangel på lyst til at møde op på studiet. Hun fik for meget fravær og blev til sidst smidt ud.
En pige fra samme kollegium, som Marie Samuelsen boede på, opfordrede hende til søge hjælp hos rådgivningstilbuddet Ventilen i Hillerød. Et sted, der hjælper og vejleder unge, der føler sig ensomme.
- Det var skræmmende. Men jeg håbede, at det kunne blive min vej ud af ensomhed, siger Marie Samuelsen.
Og det blev skridtet i den retning. Før var det grænseoverskridende for Marie Samuelsen at tage initiativ. Men i dag er det blevet nemmere at være en del af et større fællesskab. Og nu føler hun i større grad, at koden mod ensomhed er knækket.
- Det handler om at tro på sig selv og ikke tage en afvisning for tungt. Små ting som at spørge folk, om de vil drikke kaffe. Det rykker for hvert skridt, man tager.