Samfund

Efter moskéangreb: Danske muslimer hyrer private vagter

Frygten for angreb får flere muslimer til at hyre private vagtværn til religiøse højtidsfejringer. Her ses en Eid-fest i 2018

Ifølge et privat sikkerhedsfirma hyrer stadigt flere muslimer private vagter i forbindelse med de næste par dages fejring af Eid ul-Adha.

Efter et angreb mod en norsk moske lørdag, der efterforskes som terrorforsøg, er efterspørgslen på private vagter til de næste dages fejring af den muslimske fest Eid ul-Adha steget.

Det fortæller direktøren for det private sikkerhedsfirma The Real Security and Service, Ahmad Jakob Meshal, der siden lørdagens angreb har modtaget flere bekymrede henvendelser fra både almindelige muslimer og imamer.

Folk er bekymrede for det, der sker ude i verden med bomber og skyderier i moskeer

Ahmad Jakob Meshal, direktør for The Real Security and Service

- Der er kommet rigtig mange ønsker om vagter, og folk vil gerne vide, om der er risiko for, at den slags kan ske i Danmark. Folk er bekymrede for det, der sker ude i verden med bomber og skyderier i moskeer.

Med sit vagtfirma betjener Meshal alle slags kunder, men efter eget udsagn er han en af de eneste i Danmark, der har en fast kundekreds af moskeer og muslimske begivenheder.

- Vi har et stort samarbejde med muslimer. Jeg er jo selv muslim, så jeg forstår deres bekymring, når man ser, hvad der sker rundt omkring os, siger han.

Der er aldrig sket noget alvorligt, mens Ahmad Jakob Meshals firma har ydet sikkerhed til en begivenhed. Men der har ved flere lejligheder været nogen, der har opført sig så mistænkeligt, at vagtfirmaet har meldt det til politiet.

Efterspørgsel er steget gennem flere år

En bevæbnet mand gik lørdag til angreb mod Al-Noor Islamic Centre-moskéen i Bærum i Norge. Ifølge politiet blev flere skud affyret, men ingen mistede livet, da manden hurtigt blev overmandet og fastholdt, indtil politiet kom til og anholdte manden.

Men det er ikke kun efter angrebet i Norge, at efterspørgslen på vagter til muslimske fester er steget. Ifølge direktøren har han kunnet mærke en generel tendens til, at der gennem de seneste år er kommet højere efterspørgsel på sikkerhed ved muslimske fester.

- Vi forsøger at gøre dem trygge, og vi sørger for orden og sikkerhed. Begivenheden skal kunne ske på deres præmisser, uden at de skal tænke over, hvem der kommer ind ad døren, forklarer Ahmad Jakob Meshal.

Politiet: Vi assisterer, hvis der opstår en situation

Hos Københavns Politi er man også opmærksom på, at muslimer i de kommende dage fejrer en religiøs højtid, men vagtchef Henrik Brix understreger, at den slags plejer at forløbe uden uroligheder.

- Men selvfølgelig kommer vi og assisterer, hvis der opstår en situation til en privat fest, siger han.

Eid ul-Adha fejres de næste dage med start enten 11. eller 12. august. Højtiden fejrer Ibrahims vilje til at ofre sin søn Ishmael og markerer afslutningen på den muslimske pilgrimsrejse til Mekka 70 dage efter Ramadanen.