Tom sejlbåd drevet i land - stor eftersøgning i gang

En sejlbåd uden mandskab er drevet i land nord for Bagenkop på Langeland. En tysk sejler formodes at være faldet overbord allerede fredag aften.

Myndighederne er lørdag formiddag i gang med en stor redningsaktion efter en mandlig, tysk sejler i vandet omkring Langeland.

Det skyldes, at en tysk sejlbåd er drevet i land nord for Bagenkop - uden besætning.

Politiet har besigtiget båden og undersøgt dens sikkerhedsudstyr.

- Da vi finder båden, kan vi se, at han har været i havsnød. Han er ikke om bord, og der mangler en redningsflåde, så vi formoder, at han er i den lige nu, fortæller seniorsergent Peter Franzen fra Forsvarets Operationscenter.

Erfaren sejler

Peter Franzen tilføjer, at der er meldinger om, at bådens mast er knækket.

Sejlbåden sejlede fredag fra Marstal på Ærø mod Tyskland, så de tyske myndigheder hjælper også til.

Ifølge forsvaret formodes manden at være faldet overbord fra sin sejlbåd allerede fredag aften.

Peter Franzen siger til TV 2 Fyn, at den tyske sejler kommer fra Kiel. Han er en meget erfaren sejler, som tit har sejlet i dansk farvand.

Helikoptere og skibe leder efter mand

Derfor er der også håb for, at manden kan overleve i vandet, hvis han har redningsvest på.

I alt syv skibe og to helikoptere deltager i eftersøgningen, skriver TV 2 Fyn.

- Vi har en af vores egne helikoptere, en tysk helikopter, tre tyske både, tre danske både og et af forsvarets skibe i gang. Så vi er massivt til stede, siger Peter Franzen til TV 2 Fyn.

Eftersøgnings- og redningstjenesten blev tilkaldt kort før klokken 08.00.