Samfund

15.000 undgår klip i kørekort da it-system ikke er klar

Politiets it-system ventes først i september at kunne håndtere klip i kørekort for at tale i håndholdt mobil.

Selv om det fra årsskiftet skulle have kostet et klip i kortet at tale i håndholdt mobil under kørsel, slipper 15.000 bilister med en bøde. Det skyldes, at Rigspolitiets it-system endnu ikke er klar til at løfte opgaven.

Det skriver Berlingske.

Håbet er ifølge Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, at loven kan håndhæves fra 10. september.

- Vi vil selvfølgelig gerne have, at systemet virker hurtigst muligt. Men systemet skal være helt færdigt, således der ikke opstår fejl, når det tages i brug. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan sige, at vi har en dato, hvis alt virker, som det skal, siger han til avisen.

Klip i kørekortet

Siden årsskiftet er 15.373 bilister blevet stoppet for at tale i håndholdt mobil eller anvende lignende elektronik, der ikke er monteret i bilen, mens de kørte.

Folketinget vedtog i december, at sanktionen for at bryde færdselsloven skulle være større end en bøde på 1500 kroner.

Derfor blev det tilføjet, at bilisterne også skulle have et klip i kørekortet, hvis de brød sig mod bestemmelsen.

Får man tre klip i kørekortet, bliver det frataget betinget, og man skal op til en ny teori- og køreprøve. Mindre erfarne bilister kan hurtigere miste kortet.

Inden for de første tre år, efter at man har taget kørekortet, har man kun to klip, før kortet fratages.

It-system driller

Den nye skærpelse kan dog først træde endeligt i kraft, når systemet kan håndtere opgaven. Og det har vist sig sværere end som så.

En af grundene til det er ifølge Berlingske, at Rigspolitiets it-system har været gennem en større omlægning de seneste måneder.

Når systemet fungerer efter planen, og skærpelsen træder i kraft, bliver der ikke uddelt bøder bagudrettet, oplyser politiassistent Christian Berthelsen oplyser til avisen.