Samfund

Over 100 er kommet slemt til skade på løbehjul

En ny patientgruppe har meldt sig på banen. Det er oftest voksne, og i flere tilfælde er alkohol involveret.

Siden midten af januar har der været godt 100 ulykker med elløbehjul, hvor personer er kommet slemt til skade i københavnsområdet.

Det viser en opgørelse fra Region Hovedstaden, skriver Berlingske.

Der er typisk tale om ansigtsskader, og det er især gået ud over dem i alderen 18 til 25 år. Over en tredjedel af dem, der er kommet til skade, har været påvirket af spiritus.

- Vi har set, efter at forsøgsordningen trådte i kraft i januar, at der har meldt sig en ny gruppe af akutpatienter i Region Hovedstaden. Elløbehjul kan køre med op til 20 kilometer i timen, og det giver nogle alvorlige skader, når folk falder på gaden og tager fra med ansigtet, siger forsker Stig Nikolaj Blomberg fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Oftest er det brugeren af elløbehjul, der er kommet til skade, men der har også været 15-20 tilfælde, hvor folk er kommet til skade ved at falde over et elløbehjul eller blive påkørt af et.

- Der er uhensigtsmæssig adfærd i omgangen med elløbehjul. Det er blandt andet det her med, at folk kører berusede, men også at løbehjul parkeres uhensigtsmæssigt. Vi ser mange mennesker, der falder over dem - især ældre mennesker, der kommer alvorligt til skade, så der må sendes en ambulance, siger Stig Nikolaj Blomberg.

Ikke et problem uden for København

På Aarhus Universitetshospitals akutafdeling er man først for ganske nylig begyndt at registrere skader på grund af elløbehjul. Her oplever man dog ifølge hospitalets pressechef ikke, at de er et stort problem.

I Odense er det også meget nyt, at man på OUH er begyndt at registrere, hvis en skade er sket på grund af et elløbehjul. Indtil videre har man kun statistik på juli måned.

- Her er der sket to hændelser, hvor patienten var på elløbehjul. Den ene forsøgte at bremse med foden, da han ikke kunne få bremsen aktiveret, og den anden væltede blot, skriver hospitalets Ulykkesanalysegruppe i et dokument, der er blevet udarbejdet ved udgangen af måneden.

Spirituskørsel forbudt

Elløbehjulene har været tilladt på cykelstier, siden en forsøgsordning trådte i kraft 17. januar.

Især udlejningsløbehjul giver problemer i København, fordi de flyder på fortove og i gader. Derfor har kommunen sat loft over, hvor mange løbehjul der må stilles op i byen.

Også politiet er opmærksom på de elektriske løbehjul, der kan køre 20 kilometer i timen.

I begyndelsen af juli lavede Københavns Politi en målrettet kontrol, hvor 28 blev sigtet i løbet af en weekend for at køre på elløbehjul under påvirkning af alkohol eller narkotika. Se reglerne for kørsel på løbehjulene her.