Unge drikker alt for tidligt, mener fire ud af fem danskere

Forældrenes eget alkoholforbrug og normer omkring deres børns alkoholforbrug har stor betydning for, hvor meget de unge drikker, mener ekspert.

Kun hver femte dansker synes, at det er i orden, at unge drikker alkohol, før de er fyldt 16 år. Det viser en meningsmåling lavet af Megafon for TV 2.

Men selvom holdningen blandt de voksne er klar, stĂĄr det anderledes til blandt de unge i virkeligheden.

De seneste tal viser, at fire ud af fem 15-årige allerede har prøvet at drikke alkohol.

De seneste ti år har unges alkoholforbrug ellers været faldende, men de nyeste tal fra Skolebørnsundersøgelsen viser, at den ellers positive kurve er ved at vende. Undersøgelsen foretages af Statens Institut for Folkesundhed hvert fjerde år.

I undersøgelsen svarer hvert tiende 11-årige barn derudover, at han eller hun har prøvet at drikke alkohol, mens en tredjedel af de 13-årige har prøvet at drikke alkohol.

Et af de unge mennesker, der debuterede tidligt, er Miia Nilsson. Hun prøvede at drikke sig fuld første gang, da hun var blot 13 år.

- Jeg synes, det er grineren at drikke alkohol. Være lidt mere sjov og mere på. Alkohol visker lidt dine grænser ud, så du tør flere ting, siger Miia Nilsson, som medvirker i TV 2-programmet ’Din teenagers hemmelige liv’.

Og Miia Nilsson er bestemt ikke alene.

Danmark er ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO fortsat det land i Europa, hvor flest unge drikker sig fulde.

Tidlig debut kan have store konsekvenser

Læge og misbrugsekspert Henrik Rindom peger på flere årsager til, at unge drikker. Først og fremmest har forældrenes eget alkoholforbrug og normer omkring deres børns alkoholforbrug stor betydning for, hvor meget de unge drikker, og hvor tidligt de begynder.

Tidlig debut og et stort alkoholforbrug som ung er ifølge Kræftens Bekæmpelse forbundet med en højere risiko for at drikke mere end andre voksne senere i livet.

Ifølge interesseorganisationen Alkohol og Samfund har unge med et stort alkoholforbrug ofte forældre, som accepterer, at de drikker.

Mens unge med forældre, der er stærke modstandere, drikker mindre.

- Der er en direkte sammenhæng mellem, hvor meget danske unge drikker, og hvilke aftaler de har med deres forældre omkring alkohol, lyder det fra Anett Wiingaard fra Alkoholdialog.dk, der blandt andet laver undervisningsmateriale til skoler.

Og spørger man danskerne, er det vigtigt at sætte klare grænser for de unges alkoholforbrug. I undersøgelsen fra Megafon mener 56 procent, at børn under 16 år slet ikke skal drikke alkohol. Mens 30 procent mener, at det er forældrenes opgave at bestemme, hvor meget de unge må drikke. Kun én procent synes, de unge selv skal have lov til at sætte grænsen.

Alkohol er lettilgængeligt i Danmark

Det er ikke kun i hjemmet, at alkoholvanerne opstår. Også venner, skolemiljøet og den generelle alkoholkultur i samfundet har stor betydning for de unges debutalder og alkoholforbrug.

Danmark er et af de europæiske lande, hvor alkohol er allermest tilgængeligt for unge. Vi ligger faktisk på en tredjeplads på WHO's rangliste over, hvor nemt det er at få fat på alkohol som ung.

Og så er Danmark et af de 12 lande, hvor man må købe alkohol, før man er fyldt 18 år. I størstedelen af de europæiske lande skal man være fyldt 18 år.

Den grænse bør dog hæves, mener 64 procent af danskerne. De svarer i Megafons undersøgelse, at de er helt enige eller overvejende enige i, at man skal være 18 år for at købe alle former for alkohol. Hver fjerde er uenig.

Henrik Rindom arbejder til dagligt med misbrugere. Han peger netop på tilgængeligheden som den vigtigste faktor. Vi ville ikke have nogen problemer med misbrug, hvis vi kunne sikre, at ingen rørte alkohol eller stoffer, før de blev over 20 år, mener han.

Alkohol ødelægger hjernens udvikling

Henrik Rindom mener samtidig, at det er helt forkert, at unge mennesker starter så tidligt med at drikke alkohol. Både fordi man risikerer at lægge grundstenen for et overforbrug af alkohol senere i livet, men især også fordi hjernen ikke er færdigudviklet, når man er teenager.

Han forklarer, at alkohol er det eneste organiske opløsningsmiddel, som kan blande sig med både vand og fedt. Det betyder, at alkohol helt uhindret kan trænge ind i alle celler i kroppen. Og det er især problematisk, når det kommer til hjernen, som hos teenagere stadig er i gang med at udvikle det neurale netværk.

Det sker blandt andet i frontallapperne, som først er færdigudviklet, når du er mellem 20 og 24 år.

- Og det er ude i frontallapperne, at direktøren sidder. Her er de egenskaber, vi bruger til at træffe beslutninger i vores liv, siger Henrik Rindom til TV 2.

Mød Miia Nilsson, hendes mor og en række unge teenagere i 'Din teenagers hemmelige liv' torsdag aften på TV 2 og TV 2 PLAY.