Trump hader kæmpe babyballon - nu følger den efter ham til Danmark

Den seks meter høje babyballon af Donald Trump med ble og en smartphone i hånden kommer til Danmark under præsidentens besøg i næste måned.

Den gule og orange babyballon "Trump Baby" kommer til at møde Donald Trump i København, når USA's præsident lander i Danmark 2. september.

Det har Morten Skovgaard, der står bag Facebook-eventet "Bring Trump Baby to Denmark!", sørget for. Han har nemlig kontaktet folkene, der står bag "Trump Baby". De hedder The Babysitters og fik idéen til ballonen, da Trump besøgte London sidste år.

- Og i aftes skrev de "it's a goer", siger Morten Skovgaard til TV 2.

Skabt i protest mod Trump

Den gigantiske ballon er en karikeret udgave af Donald Trump som baby med en smartphone i hånden. Den havde sin debut i London 13. juli 2018.

Den blev skabt af en britisk vennegruppe i protest mod Donald Trump, hans politik og hans opførsel, og siden da har den fulgt efter præsidenten, når han tager på statsbesøg over hele verden fra Paris til Argentina.

Det Hvide Hus er blevet et absurdteater

Morten Skovgaard, der står bag Facebook-eventet "Bring Trump Baby to Denmark!"

Men allerede inden Donald Trump landede i den britiske hovedstad, var han rasende over ballonen.

- Når de sætter luftskibe op for at få mig til at føle mig uvelkommen, er der vel ingen grund til, at jeg kommer til London, sagde han dengang til The Sun fra Air Force One.

- Jeg plejede at elske London som by. Jeg har ikke været der i lang tid. Men når de får dig til at føle dig uvelkommen, hvorfor skulle jeg så blive der.

Babyballonen var godkendt af Londons borgmester, Sadiq Khan, der blev mødt med kritik over den beslutning. Også fra Donald Trump, der samtidig fastholdt, at almindelige briter elskede ham - selv om over 200.000 var mødt op for at demonstrere mod ham.

Seks meter høj fuck-finger

Morten Skovgaard glæder sig til at se Trump Baby vaje over København i september

- Det er en seks meter høj, oppustelig fuck-finger til Donald Trump, siger han til TV 2.

- Kameraerne elsker den, og den får masser af opmærksomhed, og det, han hader allermest, er, at noget får mere opmærksomhed end ham selv.

Når de sætter luftskibe op for at få mig til at føle mig uvelkommen, er der vel ingen grund til, at jeg kommer til London

Donald Trump, da han i 2018 skulle på statsbesøg i Storbritannien

Morten Skovgaard er i kontakt med folkene bag to demonstrationer, der er i støbeskeen. Og han er godt klar over, at Donald Trump hader babyballonen.

- Jeg så den over London, og jeg syntes, det var en skæg og superfed måde at lave en demonstration på. Og den passer jo godt til vores humor i Danmark, hvor vi har tradition for at revse magthaverne med satire, siger Morten Skovgaard til TV 2.

Selv ser Morten Skovgaard ballonen som en "sjov og fredelig demonstration" og som "magtfuldt symbol for dem, der har behov for at puste sig op".

- Det Hvide Hus er blevet et absurdteater, der har travlt med at frame og fake, hvor stort Trumps publikum er, og hvor meget folk elsker ham, men den her kan de ikke gøre noget ved.

Morten Skovgaard vil mandag søge tilladelse hos politiet til at anvende ballonen.