Samfund

Politisk flertal vil give børn ret til juridisk kønsskifte

Børnene render ind i en masse praktiske problemer i hverdagen, fordi de har et cpr-nummer, der ikke passer til den måde, de ser ud på, mener forening.

Personer under 18 år skal have mulighed for et juridisk kønsskifte.

Det mener et politisk flertal i Folketinget bestående af Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre, skriver Kristeligt Dagblad.

Siden 2014 har det været lovligt for personer over 18 år, men nu ønsker de fire partier at indføre en model, der også omfatter ikke-myndige personer.

Enhedslisten: Et presserende problem

Det er en løsning på et presserende problem, mener Mai Villadsen, der er ligestillingsordfører hos Enhedslisten.

- Vi ved, at det betyder meget for de børn, der ikke identificerer sig med det køn, der står på deres cpr-nummer. Det medfører ubehagelige oplevelser for dem, siger hun til avisen.

Enhedslisten har dog ikke lagt sig fast på en aldersgrænse, men ifølge Villadsen kunne det være "interessant" at se til Norge, hvor man siden 2016 har tilladt børn, der er fyldt seks år, at foretage et juridisk kønsskifte.

Sidste år nedsatte den daværende VLAK-regering et udvalg, der skulle undersøge, om det bør være muligt for personer under 18 år at skifte køn. Dengang var Venstre og Liberal Alliance åbne for idéen.

Udvalget har endnu ikke afsluttet sit arbejde, men Venstres Eva Kjer Hansen (V) siger nu, at partiet er klar til at sænke alderen for juridisk kønsskifte.

Socialdemokratiet bekræfter også, at det er positivt indstillet, ligesom de radikale er åben for en aldersgrænse på 15 år.

Praktiske problemer i hverdagen

Den politiske velvilje skaber glæde hos Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn.

- Vi regner med, at det er noget, som der er nogle, der vil arbejde med efter sommerferien, siger forperson for foreningen Marie Elisabet Lind-Thomsen.

Ifølge hende oplever transkønnede børn og unge dagligt problemer, fordi deres cpr-nummer ikke stemmer overens med deres udseende.

- Børnene render ind i en masse praktiske problemer i hverdagen, fordi de har et cpr-nummer, der ikke passer til den måde, de ser ud på, og den måde, de opfatter sig selv på.

Står det til FSTB, skal der ikke være nogen aldersgrænse for, hvornår en person må foretage et juridisk kønsskifte.

Ifølge næstformand i FSTB, Helge Sune Nymand, bør alle børn have ret til at foretage juridisk kønsskifte.

Debattør: - Det er uhørt

Det er dog ikke alle, der er lige positivt stemt over for det politiske flertals intentioner.

Mia Amalie Holstein, debattør, medlem af Det Etiske Råd og velfærdspolitisk chef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, kalder det ”uhørt”, hvis børn helt ned til seksårsalderen skal have mulighed for juridisk kønsskifte.

- Den eneste, der kan afgøre, om man er landet i det rette køn, er én selv, og jeg er i tvivl om, hvorvidt alle seksårige ved det, siger hun.

Holstein udtrykker, at hun bedre ville kunne forstå en ændring af aldersgrænsen til 15 år, da det er ved denne alder, en person bliver lyttet til og taget med på råd i sundhedsvæsenet.