Samfund

En dukkert kan være livsfarlig i tordenvejr

Det er vigtigt, at man ikke er i vandet, når det lyner og tordner, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.

Den seneste uges sommervejr har fået mange mennesker til at besøge de danske strande. Men planlægger man en strandtur i de kommende dage, skal man være opmærksom på risikoen for lyn og torden.

Rammer det, mens man er i bølgen blå, skal man skynde sig op af vandet, lyder anbefalingen fra TrygFonden Kystlivredning.

- Det er vigtigt, at man ikke er i vandet, når der er lyn og torden, siger Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i kystlivredningstjenesten.

- Vandet kan godt lede strømmen. Så hvis lynet slår ned 100 meter fra en, kan man stadig godt få strøm igennem sig.

Der er ikke større sandsynlighed for, at lyn slår ned i vand end på land. Men vandets salte og mineraler fungerer som strømledere. Et kraftigt lyn kan derfor slå en person, der befinder sig i vand, ihjel - også selv om lynet slår ned 100 meter væk.

Lyn over København.

Søg indenfor under uvejret

Når det lyner og tordner, er det ikke blot i vandet, at man skal være forsigtig. Det gælder også på land. Iwersen anbefaler, at man søger indenfor eller ind i en bil, hvis det er muligt.

- Man skal ikke gå ind under et træ eller andre genstande, der rager op, siger han og fortsætter:

- Det er faktisk bedst at gøre sig så lille så mulig. At krybe sammen kan være en god idé, hvis man er på en helt åben strand og ikke kan søge ind i en bil.

Besøger man en strand med livreddere har man mulighed for at søge informationer hos dem og det flag, som de hejser i toppen af livreddertårnet.

- Hvis der er tordenvejr og lynnedslag i området, vil livredderne sætte det røde flag og advare de folk, der er på stranden, og bede dem om at komme op af vandet, siger Michael Iwersen.

Modsat det røde flag signalerer livreddernes rød-gule flag, at der er almindelige badeforhold. Er flaget derimod gult signalerer det, at man skal være særlig opmærksom på et fænomen som for eksempel fralandsvind.

Gode råd i tordenvejr

  1. Badning frarådes helt

    Der er ikke større risiko ved at være i vandet end på stranden, men bliver du slået bevidstløs af lynet, vil du drukne i vandet.

  2. Undgå så vidt muligt sejlads

    Undgå sejlads i både med master, da der er forholdsvis stor risiko for lynnedslag i masten.

  3. Hold afstand til hegn og rør

    Hold afstand til elektrisk ledende genstande som hegn og rørføringer.

  4. Brug ikke mobilen

    Undgå unødig brug af mobiltelefoner, radio og kommunikationsradioer.

  5. Søg indenfor

    Undgå tårne, åbent terræn og strande. Søg i stedet indenfor og luk døre og vinduer.

  6. Overvej, hvor du slår telt op

    Sæt ikke telt op ved master, skovbryn eller ved siden af enkeltstående træer. Der er relativt sikkert i tæt skov.