Din feriesouvenir kan være sundhedsskadelig, advarer Fødevarestyrelsen
Udenlandsk keramik kan indeholde tungmetaller, der smitter af på mad og drikke. I værste tilfælde kan det have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.
I Sydeuropa og Middelhavsområdet bugner de lokale markeder med keramik i sirlige mønstre og klare røde, grønne, blå og gule nuancer, som fanger turisterne blikke.
De populære souvenirs bliver i stor stil bragt med hjem til Danmark, hvor de indtager spisebordet som dekorative salatskåle, vandkander eller frugtfade.
Men det kan i værste tilfælde være direkte sundhedsskadeligt, advarer Fødevarestyrelsen.
- Man skal altid være opmærksom på, om de produkter, man anvender til fødevarer, er egnede til formålet, siger Mette Holm, som er biolog og chefkonsulent i Fødevarestyrelsens afdeling for kemi og fødevarekvalitet.
Pyntegenstande eller keramik af ældre dato kan nemlig afgive store mængder af tungmetallerne bly og cadmium, til mad- eller drikkevarerne.
- En pyntevase kan for eksempel forveksles med en karaffel til vin. Men hvis ikke den er beregnet til det, så har producenten ikke nødvendigvis taget stilling til, om der er en risiko for afsmitning af kemiske stoffer, siger Mette Holm.
Farvet glasur kan afgive bly
Det kræver en professionel kemisk test at måle, hvor meget af de skadelige stoffer et stykke keramik afgiver. Derfor har Fødevarestyrelsen et par enkelte tommelfingerregler til ferieindkøbene:
- Hvis der kan være den mindste tvivl om, om det er sikkert at bruge, så spørg i butikken, om varen kan bruges til fødevarer, eller se efter mærkningen med for eksempel glas- og gaffelsymbolet, tilføjer hun.
Glas- og gaffelsymbolet viser, at varen er beregnet til mad, og overholder EU's grænseværdier for afsmitning af tungmetaller.
Det er oftest den farvestrålende glasur på keramikken, der afgiver for meget bly og cadmium, så de fleste større keramikproducenter i Europa er gået over til nye, sikre typer glasur. Men nogle mindre producenter bruger stadig de traditionelle metoder. Det gælder navnlig i de sydeuropæiske lande, hvor der er knald på keramikprodukternes farver.
- De genstande, man skal være mest opmærksom på, er fra små produktioner af kunsthåndværksmæssig eller traditionel karakter, siger Mette Holm.
Antikt keramik kan også være problematisk, da dette er produceret inden grænseværdierne blev indført i 1980'erne, understreger biologen. Og køber man keramik helt udenfor EU, kan man ikke regne med, at EU's regler overholdes.
Risikabelt for gravide og børn
Fødevarestyrelsen ser med alvor på importen og brugen af udenlandsk keramik, fordi det kan have store konsekvenser at indtage for meget bly.
Bly omsættes ikke i kroppen, og det kan hobe sig op og forårsage skader på organerne. Blyforgiftning øger risikoen for hjerte- karsygdomme og nyreskade, skriver Patienthåndbogen.
Børn og gravide er særligt sårbare overfor tungmetallerne. Hos fostre og børn kan det nemlig hæmme deres udvikling af motorik og påvirke både adfærd og læringsevne negativt.
Der har tidligere været eksempler på danskere, som har fået blyforgiftning, fordi de brugte keramik til deres mad. Et særligt grelt eksempel stammer fra 2001.
Her blev en mand fra Vejle indlagt med stærke mavesmerter som følge af blyforgiftning. Kilden til forgiftningen viste sig at være en keramikkande, som han havde købt på den græske ø Samos. Kanden indeholdt mere end 100 gange de tilladte EU-grænseværdier for afgivelse af bly, viste en analyse.
Blyforgiftning kan i langt de fleste tilfælde behandles, og i dag er det sjældent, at det opstår, fastslår biolog Mette Holm, men der kan være danskere i risiko.
- Der kan i princippet være forbrugere, som får et for højt indtag af bly eller cadmium fra mange forskellige kilder, som potentielt kan udgøre en sundhedsmæssig bekymring på lang sigt, siger hun.
Hvis man mistænker noget af sin keramik for at afgive bly, skal man dog ikke blive bange. Man skal blot stoppe med at bruge det til mad eller drikke, så man ikke eksponerer sig selv for bly-afsmitningen, lyder rådet.