Cecilie Hother får tatovering som hyldest til mistet søn - vil bryde tabu

16x9
Cecilie Hother har fået tatoveringen som en hyldest til sin afdøde søn Karl. Foto: Privatfoto

Cecilie Hother håber, at hun kan være med til at bryde tabu om fosterdød.

I foråret oplevede TV 2-vært Cecilie Hother, hvad hun selv kalder en umenneskelig sorg.

Hun mistede sin ufødte søn, Karl, en dag i marts.

Og nu viser hun en nyerhvervet tatovering frem på Instagram med sønnens fodaftryk i størrelsesforhold 1:1.

- Jeg fik ikke lov til at se dit smil eller høre din latter. Jeg kommer ikke til at se dine første skridt, eller høre dit første ord. Dine små arme kommer ikke til at ligge om min hals om natten, skriver hun i opslaget og fortsætter:

- Du lå hos mig, da du blev født, og du var så uendelig smuk og fin, også selv om du ikke trak vejret. Og selvom det var lånte timer, vi havde sammen, var det nogle af de bedste timer i mit liv.

Til TV 2 forklarer hun, at tatoveringen er en hyldest til sønnen Karl.

- Det er en måde at få afløb for al den kærlighed, som jeg ikke har fået givet, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke have ham i dagligdagen og tage tusind billeder af ham og kramme ham, men så kan jeg have lidt af ham alligevel. Jeg vil gerne mindes.

Cecilie Hother har datteren Ellinor med sin mand Thomas Honoré.
Cecilie Hother har datteren Ellinor med sin mand Thomas Honoré. Foto: Simon Skipper / Scanpix

Ikke alene

Cecilie Hother er langtfra alene om at mindes et barn, som ikke er hos hende længere.

Fire ud af 1000 graviditeter ender i fosterdød. Det kaldes fosterdød, når barnet dør efter graviditetens 22. uge og inden fødslen. Indtil da betegnes det som en abort, hvis barnet dør.

I efteråret 2015 satte Landsforeningen Spædbarnsdød en vandreudstilling med fotos op, der hed 'Mindesmærker'. Motiverne var tatoveringer, som rigtig mange forældre tidligere har fået lavet om og af deres døde børn. Man så både navne, hånd- og fodaftryk eller årstal.

Formålet var at sætte fokus på spædbarnsdød på en anderledes måde.

- Vi ved, at spædbarnsdød er stærkt tabuiseret, og med denne vandreudstilling håber vi at skabe en anderledes og mere positiv indgangsvinkel til at tale om et svært emne, sagde Jesper Gade Nissen, den daværende formand for Landsforeningen Spædbarnsdød, dengang.

Tabuiseret at miste

At spædbarnsdød kan være tabuiseret, oplevede Cecilie Hother også i høj grad. Hun vidste godt, at emnet kan være enormt svært at tale om, men hun var nødt til at melde noget ud, da hun havde stået med en gravid mave på skærmen, og pludselig var maven væk.

- Jeg var enormt overrasket over, at det var et tabu. Altså, jeg var slet ikke klar over, at der var så mange, der mistede i deres graviditetsforløb. Og grunden til, at jeg ikke vidste det, er, fordi der ikke bliver talt om det, forklarer hun og fortsætter:

- Jeg tror, der er et tabu, fordi det kan være svært for nogle at forstå. At selvom man ikke har haft tid med barnet efter graviditeten, har man har jo stadig lavet relationer, og der er stadigvæk kærlighed og varme. Nogle synes måske også, at man bare skal komme videre. Nu har du været ked af det noget tid, op på hesten igen. Og sådan fungerer det bare ikke rigtig.

Cecilie Hother tror, at mange er flove over at sige, at de stadig sidder fast i sorgen.

- Livet kører jo videre. Toget kører, men man sidder bare stadig på perronen. Og det er ikke, fordi man ikke vil videre, men man kan bare ikke, siger hun.

Ikke okay

Cecilie Hother forklarer, at sorgen er en ufrivillig stor kraft. Men at tatoveringen ikke betyder, at hun ikke værdsætter den datter, de bonusbørn og den mand, som hun har.

- Det er ikke frivilligt, at jeg “hænger fast” i sorgen og savnet, for det ville da være så meget lettere, hvis jeg ikke gjorde, siger hun.

Og selvom tabet er kommet på afstand, er savnet stadig overalt, og hun er stadig ikke ok. Men tatoveringen vil hjælpe hende til at mindes.

- Din krop var lille og fin, men din sjæl var stor og god og har sat det største aftryk på mit liv. Og der går ikke en dag, hvor jeg ikke er misundelig på himlen og den engel, den er blevet rigere. Men nu er du lidt hos mig hver dag, skriver hun afsluttende i sit opslag.