50 danskere smittet med bakterie fra kyllingekød

Der er tale om en tarmbakterie, der minder om salmonella.

50 personer er siden februar blevet smittet med campylobacter fra dansk kyllingekød.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Annette Perge, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen, fortæller til TV 2, at der er tale om en tarmbakterie, som minder om salmonella, og som giver de samme symptomer – nemlig opkast og diarre.

- Det er ikke livsfarligt, det hører til de mildere sygdomme, men det er meget mere udbredt end for eksempel salmonella, siger hun.

Samarbejder om forskningsprojekt

De cirka 50 tilfælde er blevet konstateret siden februar i forbindelse med et forskningsprojekt i Nordjylland, som Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut samarbejder om.

Hidtil har det været svært at opdage og opklare campylobacterudbrud. Formålet med projektet er at finde ud af, hvad forbrugerne bliver smittet af, når de bliver syge af campylobacter.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere til at være særligt opmærksomme på hygiejnen i køkkenet. For eksempel skal man holde råt kød og færdigtilberedt mad adskilt.

- I sommervarmen skal man være ekstra påpasselig, fordi mange bakterier trives fremragende i varmen. Man bør altid have en god hygiejne i køkkenet, når man tilbereder mad - også når man griller, siger Annette Perge.

Gennemsteg kødet

Hun råder folk til at gennemstege kyllingekød og hakket kød og undgå, at kødsaft fra rå kylling spredes til for eksempel salat.

- Det er også vigtigt ikke at bruge den samme grill-tang til råt og færdigstegt kød, siger hun.

Fødevarestyrelsen oplyser, at der hvert år registreres 4500 personer smittet med campylobacter. Man vurderer, at det reelle antal smittede kan være op mod 12 gange højere.