Folkekirken prøver at trække turister til

Fællessang og pilgrimsvandring er på listen over de ting, folkekirkerne i år tilbyder turister.

Antallet af medlemmer af folkekirken har aldrig været lavere.

Nu forsøger kirker rundt om i landet at få tag i turisterne. De seneste år har kirkerne fornyet sig med blandt andet drop in-dåb og -bryllupper samt spaghettigudstjenester, og i år satser flere kirker massivt på at tilbyde sommeraktiviteter til turisterne.

Blandt andet i Harboøre på vestkysten. Her har menighedsrådet fået trykt tysk- og engelsksprogede brochurer og arrangerer gratis rundvisninger og pilgrimsvandringer.

Fælles salmesang

Den helt store succes har dog vist sig at være salmesang på stranden hver onsdag klokken 20.

Ved det seneste arrangement dukkede 70 mennesker op. En af dem var Lise Nørgaard, som var på ferie i området og så en brochure med kirkens turisttilbud. Her bed hun på både en syv kilometer lang pilgrimsvandring og fællessang ved Vesterhavet.

- Jeg tænkte, det da lød rigtig spændende. Normalt synger jeg i kor en gang om ugen, men det har jeg sommerferie fra, så jeg synes, det er dejligt at få lov at synge hernede ved havet.

Lise Nørgaard var en af de 70 fremmødte.
Lise Nørgaard var en af de 70 fremmødte. Foto: TV 2

Kirkens opgave at række ud

Formålet med arrangementerne er blandt andet for kirken at gøre sig mere synlig, fortæller biskop Henrik Stubkjær.

Det er lykkedes, mener en af strandens besøgende, Casper Lykkegaard. Han var onsdag taget med hele familien til fællessang for at snuse lidt til lokalområdet - også selvom han ikke selv besøger kirken flittigt i det daglige.

- Det er en måde for kirken virkelig at gøre sig relevant på, lød det fra Casper Lykkegaard.

Men er det kirkens opgave at lave arrangementer som det her?

- Jeg synes da, det er kirkens opgave at række ud. Og det må man sige, at de gør i dag.

Dalende medlemstal

Selvom antallet af medlemmer af folkekirken er faldende, mener menighedsrådsformanden i Harboøre, Ebbe Ravn Sørensen, ikke, at turistarrangementerne er lavet for at få flere medlemmer. Det er ment som en ekstra service i et forsøg på at "komme ud og møde folk dér, hvor de er".

- Vi vil gerne behandle vores gæster godt, og vi anser dem, der kommer i sommerhusene og gerne vil holde ferie, som vores sommergæster. Hele sognets og byens. Vi vil gerne vise, at kirken kan tilbyde andet end at holde nogle gudstjenester en gang imellem og forkynde nogle evangelier, og så gør vi det for at få kontakt til nogle flere mennesker, siger Ebbe Ravn Sørensen.

Rapport har svaret

Idéen har Harboøre hentet fra en rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter med titlen 'Kirken i sommerlandet'. Her er Aalborg, Viborg og Ribe stift gået sammen om at indhente viden om, hvordan de kan gøre sig relevante for sommerens turister.

På stranden ved Harboøre har kirken inviteret turister til fælles salmesang.
På stranden ved Harboøre har kirken inviteret turister til fælles salmesang. Foto: TV 2

Her konkluderer de, at turister har et behov for kirken og "et ønske om dens tilstedeværelse i sommerlandet".

Rapporten er lavet på baggrund af interview med turister fra de tre stifter, som ifølge konklusionen har sat pris på, når kirken har holdt arrangementer ude i naturen eller har budt på musik i den ene eller anden afskygning.

Stifterne evaluerer sommerens arrangementer til efteråret, men kan allerede nu sige, at det er noget, de vil gøre igen næste år.