Samfund

Minister afviser at hjælpe husejere ramt af tørkeskader

Flere hundrede danske husejere blev sidste år ramt af tørkeskader, men der er ingen hjælp at hente fra politisk side.

For enden af Lars Jørgensens røde murstensvilla står et massivt træstillads forankret.

Der har det stået, siden den rekordvarme sommer sidste år fik den lerholdige jord under villaens fundament til at svinde ind, resulterende i at husets ene gavl pludselig løsrev sig.

Stilladset skulle blot stå der, indtil sagen var behandlet hos familiens forsikringsselskab. Men til Lars Jørgensens store overraskelse ville hans forsikring ikke dække, da tørkeskader ikke kategoriseres som "pludselige skader".

Siden har Lars Jørgensen og flere hundrede andre husejere ventet på en håndsrækning. Enten fra deres forsikringsselskab eller fra politisk side, hvor flere partier sidste sommer åbnede for at se på sagen. Men nu - efter et års venten - slår erhvervsminister Simon Kollerup fra Socialdemokratiet fast, at hjælpen ikke vil komme fra staten.

- Vi har et fremadrettet fokus fra regeringens side. Derfor vil jeg, når vi kommer til efteråret, indkalde Folketingets partier til en drøftelse af, hvad vi fremadrettet kan gøre for at sikre danskerne mod at komme til at stå i de her situationer.

Husets ene gavl hviler mod et træstillads.

Et snævert håb brast

De mange skadesramte husejere så ellers et lille lys forude, da den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti satte tørkeskaderne på den seneste finanslovsaftale.

Her stod det skrevet, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som skulle "undersøge forholdene omkring tørkeskader på huse og forsikringsvilkår i forhold til tørkeskader samt mulige modeller for løsninger fremover".

Men selvom tørkeskaderne nu fik politisk opmærksomhed, mente den daværende erhvervsminister, Rasmus Jarlov fra de konservative, at problemerne fra 2018 skulle løses hos forsikringsselskaberne.

Nu, hvor magten har skiftet hænder, sætter den nye socialdemokratiske erhvervsminister igen streg under, at det politiske arbejde kun skal se på fremtidige tørkeskader.

- Jeg synes, at man som husejer i den her situation skal appellere til sit forsikringsselskab.

Flere steder både inde og ude har huset slået revner.

Omkostninger femdoblet

Siden skaden sidste sommer har Lars Jørgensen klaget til sit forsikringsselskab tre gange, men har fået afslag. Også i Ankenævnet er sagen blevet afvist.

Derfor står stilladset der stadig i dag. Og mens Lars Jørgensen for et år siden anslog, at det ville koste omtrent 100.000 kroner at reparere skaderne, mener han i dag, at tallet er mindst femdoblet:

- Vi skal have lavet de udvendige gavle, gulvet, væggene og alle skaderne på første sal. Og så ved vi jo stadig ikke, hvor meget der skal til under jorden. Det kommer oveni, siger han.

Før sidste sommer var der ingen danske forsikringsselskaber, der tilbød sikring mod tørkeskader, men de mange anmeldelser har siden fået GF Forsikring til at tilbyde dækning til fremtidige husejere - ikke husejere i samme situation som Lars Jørgensen.

Billedet herunder viser, hvordan Danmark så ud fra luften før og under tørken sidste sommer. Det første billede er taget 13. maj, mens billede nummer to er taget 18 juli.

Et grønt Danmark set fra satellit den 13. maj 2018.
Visne blade på træerne og udtørret vegetation har givet Danmark et brunligt udseende den 18. juli 2018.

Ét selskab dækker skader

Selvom flere hundrede husejere i dag kæmper med små og store skader fra sidste års tørke, er det kun Vestjylland Forsikring, der har besluttet at hjælpe de kunder, der allerede er blevet ramt.

En beslutning, som giver erhvervsministeren grund til at tro, at der stadig er håb forude - uden statslig indblanding vel at mærke.

Også selvom forsikringsselskaberne har meldt hus forbi og sagt, at det ikke er omfattet af forsikringen.

- De har jo mulighed for at sige, at det her vil de ikke hjælpe deres kunder med, men omvendt synes jeg jo, at der er noget fint i, at nogle kunder allerede er blevet hjulpet af deres selskab. Det kunne jeg ønske, at flere selskaber ville lade sig inspirere af, siger Simon Kollerup (S).

Kan ikke sælge hus

De tre afviste klager hos forsikringsselskabet giver ikke Lars Jørgensen nogen grund til at tro, at de vil gå i Vestjylland Forsikrings fodspor og pludselig tilbyde at dække skaderne.

Men uden forsikringspengene er Lars Jørgensen og hans familie låst økonomisk. De bliver nødt til at finde pengene til at reparere huset, hvis de vil blive boende. Hvis ikke ser han ingen anden mulighed end at sælge huset som byggegrund. Selv da er der en begrænsning:

- Undergrunden kan vi ikke gøre noget ved. Den er, som den er, her hvor vi bor. Og finder man ikke en fremadrettet løsning, så bliver det ikke nemt at få en ny køber til at sætte en underskrift på huset.

I et svar fra Erhvervsministeriet til Folketingets boligudvalg fremgår det, at 200 husejere per 26. september 2018 havde kontaktet deres forsikringsselskab om tørkeskader.

I klippet herunder kan du se, hvordan det så ud, da tørken sidste år fik fundamentet i et hus i Asperup på Fyn til at slå store revner:

Forleden nat vågnede Niels Jørgensen ved en voldsom lyd, men først næste morgen stod det klart, at murstensvillaen havde fået revner i fundment og på vægge indvendigt. Video: Anne Brandbjerg