Flere faglærte tager en videregående uddannelse

Tallene overrasker Dansk Metal.

Flere tager vejen fra en erhvervsuddannelse videre til en universitetsuddannelse. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ifølge Politiken.

I alt er det omkring hver femte, der efter en erhvervsuddannelse til eksempelvis murer, tømrer eller kok, som bagefter griber bøgerne og begynder på en videregående uddannelse såsom en universitets- eller professionsuddannelse.

Analysen er lavet således, at AE har kigget på de to årgange, der blev færdig med deres erhvervsuddannelse i henholdsvis 2006 og 2011.

Derefter har AE kigget på, hvor stor en andel af årgangene, der fem år senere er gået i gang med en videregående uddannelse.

Næstformand: Mange varianter

I den seneste årgang var hver fjerde begyndt på en videregående uddannelse i 2016.

Den stigende interesse mærker næstformand i ungdomsuddannelsernes vejlederforening, Benny Wielandt.

- Der findes mange varianter, af dem der læser videre. Der er dem som læser videre, fordi de vil starte egen virksomhed, det er især i byggebranchen, hvor nogle måske vil overtage forældrenes virksomhed. Andre bliver ingeniører eller konsulenter. Så kan de snakke med både håndværkere og cheferne på en byggeplads, siger Benny Wielandt til TV 2.

Overrasket

At det er så mange, der læser videre, overrasker dog Dansk Metal. Det fortæller Kasper Palm, der er forbundssekretær i fagforeningens uddannelsesafdeling til Politiken.

- Der findes jo den her fortælling om, at en erhvervsuddannelse er en endestation, hvor man uddanner sig til et arbejde, som så fortsætter resten af livet.

- Det her punkterer myten om, at kun gymnasier er et springbræt, siger han.

Natten mellem torsdag og fredag kommer svar på, hvem der i år er kommet ind på de videregående uddannelse.