P-bøder er blevet en underskudsforretning i flere kommuner

16x9
Parkeringsafgifterne er blevet en underskudsforretning i flere kommuner. Foto: Claus Bech Andersen / Scanpix Nordfoto

I Esbjerg koster parkeringskontrollen kommunen én million kroner om året. Alternativet er dog værre.

Når en parkeringsbøde bliver betalt, er det ikke altid lig med flere penge i kassen.

Det har flere kommuner måttet sande, efter at nye parkeringsregler trådte i kraft 1. januar.

De ændrede parkeringsregler betyder nemlig, at 70 procent af afgifterne nu går til staten, mens kommunen må nøjes med 30 procent. Tidligere var det ligeligt fordelt mellem kommune og stat.

Flere kommuner har nu droppet p-kontrol som følge af regelændringen. Det er ganske enkelt blevet en underskudsforretning at udskrive parkeringsafgifter.

Koster kommunen én million om året

I Esbjerg Kommune har man regnet ud, at de nye regler kommer til at koste kommunekassen omkring én million kroner ekstra om året.

Hver gang en borger betaler en parkeringsbøde, ender kommunen med at betale mellem 110 og 120 kroner, efter løn- og logistikomkostninger er modregnet.

Og det er ikke særlig logisk, mener Søren Heide Lambert (S), formand for Teknik- & Byggeudvalget i Esbjerg.

Reglerne blev indført, fordi den tidligere regering og Dansk Folkeparti ville undgå, at kommunerne tjente penge på bilister og parkeringsafgifter. Siden ændringerne blev en realitet i april 2018, har Esbjerg Kommune undersøgt, hvordan underskuddet kunne dækkes.

Undersøgelsen viste ifølge Søren Heide Lambert blandt andet, at kommunen skulle udskrive 2,5 gange så mange p-bøder, hvis regnskabet skulle gå i nul.

- Det droppede vi, fordi det ville blive en heksejagt på bilister, siger han.

En skjult skat

I stedet forsøgte kommunen at gøre omkostningerne ved p-kontrollen billigere ved at have kommunens egne medarbejdere til at udføre tjekkene.

Men den løsning viste sig at være endnu dyrere end det nuværende samarbejde med Parkeringskontrol Nord fra Aalborg.

Muligheden for at regulere på p-bødernes størrelse blev også skrottet - det var ikke lovligt.

Alligevel vælger kommunen indtil videre at fortsætte med parkeringskontrol. Konsekvenserne ved en manglende parkeringskontrol er for store, vurderer kommunen. Det er en glidebane mod Det Vilde Vesten for parkeringer.

- Indtil videre håber vi på, at politikerne kommer til fornuft og får lavet en anden model. Selve intentionen om, at vi ikke skal tjene på det, kan vi godt forstå. Men at det skal koste penge, der synes jeg, kæden hopper af, siger Søren Heide Lambert.

- Det er jo sådan set en skjult skat, der er lagt ud på kommunerne.

Det voksende underskud - som i løbet af året vil nå én million - er indtil videre skubbet videre til efterårets budgetforhandlinger.

Kommunen har nu rettet henvendelse til regeringen, i håb om at den efter sommerferien kan tage hånd om problemstillingen.

Flere kommuner har droppet parkeringsvagter

I juni meldte Thisted Kommune ud, at de dropper parkeringskontrollen til nytår. Til TV 2 Nord forklarede næstformanden i Thisted Kommunes udvalg for klima, miljø og teknik, Peter Skriver Nielsen (S), at de nye regler koster kommunen 90.000 kroner om måneden.

Flere andre kommuner i Nordjylland har tidligere afskaffet parkeringskontrollen. I Brønderslev Kommune har der ikke været en parkeringsvagt siden 2010 - og det har ifølge kommunen ikke ført til parkeringskaos.

Derimod overvejer Hjørring Kommune at genindføre parkeringskontrollen, som ellers blev droppet i 2011. Kommunen oplever, at bilister ofte parkerer ulovligt, og at det er svært at finde en parkeringsplads.

Andre skruer op for bødetallet

Også nabokommunen Struer tager nu konsekvensen og slutter sig til listen over kommuner, der ikke længere har parkeringsvagter til at tjekke, om borgere overholder parkeringsreglementet.

I denne landsdel tæller listen eksempelvis også Herning, Ikast-Brande, Holstebro og Ringkøbing-Skjern, hvor det nu er politiets opgave at håndtere ulovlige parkeringer, skriver TV Midtvest.

På Fyn sluttede Nyborg sig i 2017 til Kerteminde, Assens, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn og Nyborg, som ikke kontrollerer parkeringen, skriver Fyens.dk.

I Sønderjylland har ændringen i stedet betydet, at kommunen via Parkeringskontrol Syd skruer op for antallet af bøder.

Således har parkeringsselskabet sat et mål om, at der i år skal udskrives 2500 flere bøder i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder end sidste år. Her udskrev p-vagter i byerne tilsammen 7457 parkeringsbøder.

Kan du dine parkeringsregler?