Samfund

Billede af knivdræbt pige lå flere timer på Instagram

Den nye kritik af Instagram kommer kort efter sagen om bloggeren Fie Laursen, der lagde et selvmordsbrev på det sociale medie.

Instragram får voldsom kritik i USA, efter et billede af liget af en 17-årig pige lå på det sociale medie i to timer, før det blev fjernet.

Bianca Devins blev forleden stukket ihjel i Utica i delstaten New York. Den formodede gerningsmand, en 21-årig mand, lagde efterfølgende et billede af liget på Instagram.

Selv om billedet blev indberettet til Instagram af flere brugere, afviste det sociale medie i første omgang at fjerne det.

- Vi finder ikke, at billedet overtræder vores retningslinjer, lød svaret fra Instagram.

Først efter flere timer fjernede Instagram billedet, som flere brugere havde nået at dele.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Facebook, der ejer Instagram.

Men en talsmand for Facebook siger ifølge Rolling Stone, at man har gjort "enhver tænkelig indsats" for at fjerne billedet fra dets platforme. Derudover har man brugt billedgenkendelses-teknologi til at "mærke" billedet, så det ikke kunne oploades flere gange af forskellige brugere. Talsmanden kan dog ikke svare på, hvorfor det tog flere timer at få fjernet billedet.

- Man skal være mere effektiv i at håndtere de her sager. Når et stort antal brugere henvender sig direkte til Instagram, skal man gøre noget. Det kan skade andre mennesker at se indhold som det her, og det skaber utryghed på platformen, siger Troels Runge, Ph. d. i digital kommunikation på IT-universitetet i København.

Prøvede forgæves at fjernet billeder

Den nye kritik af Instagram kommer kort efter sagen om bloggeren Fie Laursen. Hun lagde i sidste uge fire billeder på sin profil, der tilsammen udgjorde et selvmordsbrev. Fie Laursen blev efterfølgende fundet i live.

I flere dage forsøgte både Fie Laursens mor Anette Laursen og bror samt flere andre Instagram-brugere at få opslaget fjernet - men uden held.

Instagram mente ikke, at opslaget overtrådte nogen retningslinjer.

- Vi ville gerne have opslaget fjernet, men vi kunne ikke. Det skar i hjertet, for vi tænkte, at det kunne inspirere andre unge, sagde Anette Laursen til TV 2.

Brevet fik lov til at ligge i over to døgn, mens masser af mennesker kommenterede og likede opslaget, inden familien fik koden til Fie Laursens Instagram af hende selv, så de kunne fjerne opslaget.

Fie Laursen har 335.000 følgere på Instagram, og da brevet blev fjernet, havde det fået omkring 30.000 likes og cirka 8000 kommentarer.

Drabet på 17-årige Bianca Devins lå i flere timer på Instagram.