Berlins bystyre køber 670 lejligheder for at dæmpe utilfredshed

16x9
Lejlighederne ligger ved Karl-Marx-Allee, der går gennem kvartererne Mitte og Friedrichshain. Foto: John Macdougall / Ritzau Scanpix

- Man kan sagtens forestille sig noget lignende i København, siger Charlotte Lund (EL) fra Socialudvalget i København.

Berlins bystyre har købt 670 lejligheder af en privat ejer. På den måde håber bystyret at dæmpe den øgede uro omkring boligsituationen i Berlin, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Stigende priser på lejeboliger er blevet et problem for mennesker, som har brug for bolig i byen, og i enkelte områder er huslejen steget til det dobbelte i løbet af de sidste ti år.

I juni besluttede delstatsregeringen i Berlin at fastfryse lejepriserne i fem år gældende fra 2020.

- Berlin er nødt til at genvinde større kontrol over udlejningsmarkedet. Disse 670 lejligheder er første skridt i den retning, sagde Michael Müller, socialdemokratisk borgmester i Berlin, da købet af de 670 lejligheder blev offentliggjort i denne uge.

Bystyret i Berlin har ikke oplyst, hvad prisen for de 670 lejligheder er. De ligger ved Karl-Marx-Allee i det tidligere kommunistiske Øst-Berlin.

Tusindvis af lejere i Berlin har i de senere år mærket prisstigninger, fordi private ejendomskoncerner har overtaget ejendomme og hævet huslejerne. Det har blandt andet udløst et borgerinitiativ i Berlin, som arbejder på at nationalisere boligkoncerner, der ejer over 3000 lejligheder i Berlin.

I april demonstrerede 40.000 mennesker i Berlin mod "huslejevanviddet" i en demonstration, som gik fra Alexanderplatz til Kreuzberg.

EL: Det kan man godt forestille sig i København

I København kan Charlotte Lund, medlem af Socialudvalget for Enhedslisten, godt se et lignende kommunalt boligkøb for sig.

- Vi har tidligere foreslået, at man købte boliger ved metrobyggeriet, siger Charlotte Lund til TV 2.

Hun vil nu drøfte initiativet i Berlin i Enhedslistens gruppe i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, hvor Enhedslisten har 11 pladser ud af de i alt 55.

- Vi skal lige kigge på økonomien i deres initiativ også. Men vi kan sagtens forestille os noget lignende i København, siger Charlotte Lund.

Men hos Lejernes Landsorganisation (LLO) ser man hellere, at der bliver bygget nye lejeboliger.

- Vi ser hellere, at der bliver bygget flere almene boliger. I Sverige er det kommunerne, der ejer det almene boligbyggeri, og så bliver de solgt, når kommunen har brug for det. I Danmark er det selvejende institutioner, der står for de almene boliger, og det synes jeg er et bedre princip, siger Claus Højte, direktør i LLO, til TV 2.

Analyse: En lukket fest

Sidste år viste en analyse for tilgængeligheden på boligmarkedet i København, som Københavns Kommunes økonomiforvaltning stod for, at det private lejemarked i København langt hen ad vejen er en lukket fest.

- I størstedelen af de private udlejningsboliger foregår udlejningen i delvist lukkede systemer, ofte via venner og bekendte af ejeren eller administrator, hedder det i analysen.

Den viste også, at huslejen på lejemarkedet i København er steget drastisk i de senere år.

- På ti år er huslejenævnets niveau, for hvad der er en rimelig husleje for en renoveret lejlighed i København, steget med op mod 41 procent, ifølge Lejernes Landsorganisation, hedder det i analysen.