Skipper gør 'nedslående' fund i maven på syg torsk: En enorm katastrofe, siger biolog

Skipperen får skrald med i sit net, hver eneste gang han hiver det op af havet.

På en kutter ud for Hvide Sande i Jylland gjorde skipper Jørgen Olesen mandag et skræmmende fund.

En af de torsk, som besætningen havde fanget, så helt forkert ud.

- Den var tydeligvis syg. Helt mager og afpillet, fortæller Jørgen Olesen, da TV 2 fanger ham på en skrattende forbindelse.

Udover at fisken tydeligvis ikke havde været i stand til at indtage føde længe, var der også noget andet ved den, som fangede Jørgen Olesens opmærksomhed. Ud af maven stak nemlig et stort stykke plastik. Da skipperen sprættede fisken op, fandt han en næsten intakt pakke pålæg fra Tulip.

Denne mængde skrald har Jørgen Olesen fået op i løbet af seks dages fiskeri.
Denne mængde skrald har Jørgen Olesen fået op i løbet af seks dages fiskeri. Foto: Privatfoto

Se videoen over artiklen.

- Man har jo set hvaler, der er fyldt med plastik, eller skildpadder, der har plastik viklet rundt om skjoldet. Det tænkte jeg da på, da jeg åbnede fisken, siger Jørgen Olesen.

Langt fra første gang

Jørgen Olesen fra Hvide Sande og hans besætning om bord på kutteren fangede fisken 250 kilometer nordvest for hjemhavnen.

Det var på kutteren RI427 Anette-Helene, at den plastikfyldte fisk blev hevet i land.
Det var på kutteren RI427 Anette-Helene, at den plastikfyldte fisk blev hevet i land. Foto: Privatfoto

Og det er langt fra første gang, de garvede fiskere oplever den slags plastik både i fiskene og i deres omgivelser.

- Vi ser tit både gamle støvsugere, malerbøtter og en masse andet skrald ligge og flyde rundt i vandet. Vi får også tit den slags i vores net, siger han.

Toiletbræt, sko, malerbøtter og et hav af forskellig plastik er bare nogle af de fund, som Jørgen Olesen har gjort i havet de sidste seks dage.
Toiletbræt, sko, malerbøtter og et hav af forskellig plastik er bare nogle af de fund, som Jørgen Olesen har gjort i havet de sidste seks dage. Foto: Privatfoto

Jørgen Olesen fortæller, at de får skrald med op i nettet, hver eneste gang de trækker det ind.

- Det er en del af hverdagen. Heldigvis kan vi gratis aflevere det i de danske havne. I Holland skal de for eksempel betale for at komme af med det, siger han.

Enorm katastrofe

Det her er endnu et eksempel på, hvilken enorm katastrofe vi står midt i, lyder det fra Jens Peder Jeppesen, der er marinbiolog og akvariechef på Københavns Universitet.

Han er ikke overrasket over videoen fra Jørgen Olesen - men til gengæld er han nedslået.

- Mængden af affald er virkelig eskaleret. Der har været affald i havene i mange år, men ikke i de mængder, vi ser i dag. Og mængden i de danske farvande er endda ikke så slem som andre steder i verden. Vi lukker trods alt mindre ud, men farvandene er jo forbundne, siger han.

Ifølge kommunernes internationale miljøorganisation KIMO dumpes der hvert år 20.000 tons affald i Nordsøen. Det svarer til 45 fuldt lastede jumbojets. KIMO anslår, at ud af de cirka 20.000 tons affald synker cirka 70 procent til bunds.

Og det er altså her, at fisk som torsken møder affaldet.

- Den har med al sandsynlighed troet, at Tulip-pakken var en fisk. Og den har måske også duftet godt, siger Jens Peder Jeppesen.

Når fiskens mave fyldes ud med en plastikpakke, så er der ikke plads til anden mad. Fisken føler sig simpelthen ikke sulten, forklarer marinbiologen.

- Og hvis den alligevel har held til at spise, så er der ikke plads til, at den får næring nok i systemet. Det dør den af, siger han.