Samfund

Ville være håndværker, men fik at vide, at han var "meget bedre end det"

Tømreren Anders Nielsen er træt af, at folk ser ned på ham og kollegerne på grund af karrierevalget. 3F genkender tendensen.

Da Anders Nielsen i 2007 fortalte sin ekskæreste, at han ville tage en håndværkeruddannelse, sagde hun:

- Jamen Anders, du er da meget bedre end det.

Det er ifølge ham et udtryk for, hvordan mange danskere ser på håndværkere: At de er dumme.

Den opfattelse er han godt træt af – så træt, at han nu kommer med et opråb på Facebook, som på bare et døgn er blevet delt mere end 20.000 gange.

- Jeg ved godt, hvordan samfundet kigger på mig, og jeg oplever fordommene gang på gang, når jeg bevæger mig rundt i mit arbejdstøj, eller endda når jeg udfører opgaver hos folk.

Det er både på og uden for jobbet, at Anders Nielsen ikke har følt sig hørt gennem sine 11 år i branchen.

- Jeg har tit i selskab med bygherrer og byggeledere kommet med kvalificerede forslag til, hvordan man opnår det flotteste byggemæssige resultat, men er af begge parter blevet negligeret og overset, siger han.

Han peger derudover på, at han ofte har stået i situationer, hvor han er blevet behandlet forskelligt, alt efter om han havde håndværkertøj på eller ej.

Mange tusinde danskere har kommenteret Anders Nielsens opråb.

- Vi skal stoppe med at bedømme intelligens ud fra et uddannelsesniveau, vi skal stoppe med at bedømme intelligens ud fra forskellige logiske prøver. Intelligens er, hvordan du udnytter de egenskaber, du har fået, skriver Rasmus Rosenvinge Riis Jensen eksempelvis i en kommentar, der har fået over 200 likes.

Selv er håndværkeren, som også optræder som stand-up-komiker, blevet overrasket over modtagelsen af Facebook-opslaget.

- Jeg havde slet ikke forudset den her succes. Jeg synes, at jeg har råbt højt om problemet længe, men nu var danskerne åbenbart modtagelige, siger Anders Nielsen.

Afstemning

Har du fordomme om håndværkere?

En tendens i mange år

Hos 3F kan man nikke genkendende til problemstillingen.

- Der har i mange år været en kedelig tendens i det danske samfund til at undervurdere den indsats og det arbejde, de faglærte og de kortuddannede – med og uden specialkompetencer – udfører, lyder det fra 3F's forbundssekretær, Søren Heisel.

Han er desuden næstformand i SkillsDenmark, danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelserne. Og Søren Heisel mener, at den slags tiltag gør, at fordommene er blevet mindre blandt de unge de senere år.

- Men fordommene er desværre nok sværere at få nedbrudt hos de unges forældre, som jo helt naturligt har stor indflydelse på deres børns valg af ungdomsuddannelse, siger han.

Brug for andet syn på håndværkere

Anders Nielsen havde igennem sin ungdom selv en opfattelse af, at en håndværker kun var noget, man skulle blive, hvis alle andre muligheder glippede.

Han valgte dog at følge sin mavefornemmelse, og det er den bedste beslutning, han nogensinde har taget.

Der er brug for et andet syn på håndværkere

Anders Nielsen, tømrer og stand-up-komiker

- Jeg får lov til at opleve fredede bygninger i hele København. Jeg har været med til at renovere tårnene ved Dronning Louises Bro. Jeg har fået lov til at gå i underjordiske gange, og jeg har oplevet udsigter, ingen andre får lov til, skriver han i sit Facebook-opslag.

Anders Nielsen vil med sit opslag gerne være med til at udbrede den gode fortælling om at være håndværker.

- Der er brug for et andet syn på håndværkere. Ikke for min skyld, for jeg hviler nok i mig selv til at være stolt af det, jeg laver. Men for de usikre unges skyld, der hellere vil følge strømmen end at følge drømmen, siger han.