Stævnet for at downloade og dele pornofilm 110 gange
Anni Pape er uforstående overfor, at hun skal møde i retten med et krav om 7500 kroner for download af en film, hun aldrig har set.
For nylig modtog 68-årige Anni Pape en stævning, hvori der stod, at hun skal møde ved Retten i Lyngby for at betale 7500 kroner for have downloadet og delt pornofilmen 'Big Tits Only' over 110 gange.
Men Anni Pape kender ikke noget til filmen, fortæller hun til TV 2.
- Det er fuldstændig gakkelak, at jeg skal bevise, at ingen i min husstand på det specifikke tidspunkt for to år siden har downloadet porno, siger Anni Pape, hvis husstand i Charlottenlund består af fire beboere.
- Man er fuldstændig fortabt i hele det her it-univers.
Flere i samme situation
Ifølge stævningen, som advokatfirmaet Njord har sendt på vegne af det Cypern-baserede selskab Mircom, der bistår filmproducenter med at håndhæve ophavsrettigheder, har Anni Pape downloadet filmen 3. april 2017 klokken 19.54.
Af stævningen fremgår det også, at advokatfirmaet Njord forud for stævningen sendte et brev til Anni Pape 5. marts 2018, hvori krænkelsen blev påtalt.
Men Anni Pape afviser, at hun skulle have modtaget brevet.
Til gengæld har hun modtaget adskillige henvendelser fra folk, der står i samme situation som hende selv, efter hun valgte at dele sin oplevelse på Facebook.
- Det er et aggressivt brev at få, siger Anni Pape, som heller ikke kan forstå, hvorfor hendes teleselskab har udleveret hendes navn bag ip-adressen.
To muligheder for juridisk bistand
Hos Forbrugerrådet Tænk kender vicedirektør Vagn Jelsøe udmærket til både forligsbreve og stævninger med erstatningskrav til danske forbrugere efter ulovlig download af film.
Han opfordrer folk til at tage det med ro, hvis de modtager en stævning.
- Mange bliver forskrækkede og ser tårnhøje advokatudgifter for sig. Men sådan behøver det ikke at være, siger Vagn Jelsøe.
Han forklarer, at mange danskere har en retshjælpsforsikring i deres indboforsikring. I så fald bør man kontakte en advokat og undersøge muligheden for, at udgifterne bliver dækket af forsikringen.
Hvis man ikke er dækket af forsikringen, er der ifølge Vagn Jelsøe flere muligheder for gratis juridisk retshjælp flere steder i landet, hvor man i første omgang kan bede om rådgivning.
- Hvis man ikke mener, at man har begået noget ulovligt, skal man ikke bare hoste op med penge, siger Vagn Jelsøe.
En klemme på folk
Det har Anni Pape heller ikke tænkt sig at gøre. Tværtimod vil hun nu undersøge sagen nærmere, inden hun skal møde i retten til september.
- Det tyder på, at vi har at gøre med et lyssky firma på Cypern og advokatfirmaer, som vil tjene penge på uskyldige mennesker, mener Anni Pape.
- De har en klemme på folk. Det er mig, der skal bevise, at jeg ikke har gjort noget forkert. I princippet er man fuldstændig retsløs i det her.
Vagn Jelsøe kan godt forstå Anni Papes frustration. Samtidig understreger han, at det stadig er sagsøgeren, i dette tilfælde Mircom, som skal bevise, at Anni Pape skylder virksomheden penge.
- Det er stadig dem, der skal dokumentere påstanden. Det er ikke sikkert, man bliver dømt til at betale. Stævningen åbner for en myriade af spørgsmål, som den juridiske bistand skal klargøre, siger han.
Flere klager over advokatfirma
Forbrugerombudsmanden har ikke modtaget klager om Mircom. Det oplyser fuldmægtig Marie Asmussen til TV 2.
Derimod har Forbrugerombudsmanden siden 2016 modtaget en stribe klager, som vedrører advokatfirmaet Njord.
I 2016 modtog Forbrugerombudsmanden 11 klager om Njord. Dertil kommer tre klager, som vedrører både Njord og Opus (et andet advokatfirma, som har sendt forligsbreve ud til danskere, red.). Året efter vedrørte fem klager Njord, mens der i 2018 er registreret to klager og én enkelt klage i 2019.
Forbrugerombudsmanden kan ikke oplyse om afgørelserne i forhold til de konkrete klager.
Af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden i december 2016 fremgår det, at Advokatnævnet har afgjort seks sager vedrørende advokaters udsendelse af opkrævninger af forbrugere i forbindelse med download af film, hvori sagen enten blev afvist eller advokaten frifundet.
TV 2 har prøvet at få en kommentar fra Njord, der ikke er vendt tilbage på henvendelsen.
Til Berlingske siger advokat hos Njord Jeppe Brogaard:
- Vores opgave er at hjælpe og beskytte rettighedshaverne, og vi handler inden for det, som er fair.