Samfund

Stor forskel på unges drukvaner i Danmark og Sverige - aldergrænse kan være afgørende

Spørger man de unge svenskere på gaden i Malmø, er det dog ikke svært at få fat i alkohol, selvom man er under 18.

Hvis du er over 16 år, har du i Danmark mulighed for lovligt at købe drikkevarer med en alkoholprocent på op til 16,5.

Men det bør være slut, lyder det i en ny rapport, som er udarbejdet af Videnscenter for Forebyggelse. Ifølge forskerne bag bør aldersgrænsen hæves til 18 år, hvis man vil den ”massive drukkultur” blandt unge til livs.

Kaster man et blik over Øresund, ser alkoholvanerne da også noget anderledes ud.

I Sverige ligger grænsen for at købe alkohol i supermarkeder netop på 18 år. Hvis de svenske unge vil have fingrene i dråber med over 3,5 procent, skal det købes i de såkaldte 'Systembolaget'-butikker, hvor aldersgrænsen ligger på 20 år.

Systembolaget

Systembolaget er en svensk, statsejet butikskæde.

De har monopol på detailsalg af spiritus, vin, øl og andre alkoholholdige drikke med mere end 3,5% alkohol.

Aldersgrænsen for at købe ind i butikken er 20 år. 

Alkoholfrie gymnasiefester

17-årige Josefine Kamp Nielsen har danske forældre, men er født og opvokset i en lille by uden for Malmö. For hende betyder aldersgrænsen, at hun endnu ikke kan købe alkohol selv.

Men ifølge Josefine Kamp Nielsen er det intet problem. Interessen for de stærke dråber dominerer ikke i hendes vennekreds.

- Vi har filmaftener, biografture, badeture. Næsten alt andet end noget, der involverer alkohol, siger hun.

Josefine er 17 år og kommer fra en dansk familie, som er bosat i en lille by uden for Malmö.

På gymnasiet Pauliskolan, hvor Josefine Kamp Nielsen lige har afsluttet 1.g, er alkohol heller ikke i højsædet - faktisk er den helt ude af billedet.

Sådan er det overalt i landet. Svenske gymnasier må "absolut ikke" hverken sælge eller servere alkohol for eleverne, oplyser Centralförbundet för alkohol- och narkotikaupplysning i et skriftligt svar til TV 2.

Danmark stikker af

Vendes blikket mod tallene i rapporten fra Videnscenter for Forebyggelse, taler de også deres tydelige sprog. I Danmark svarede 32 procent af eleverne i niende klasse, at de havde været fulde inden for den seneste måned. Det er den største andel i hele Europa.

I Sverige var det ni procent, og de svenske unges forbrug af alkohol er på det laveste nogensinde.

En af forklaringerne på forskellen er en markant anderledes alkoholkultur, men også den højere aldersgrænse spiller ind, lyder det fra Janne Schurmann Tolstrup, der er professor i epidemiologi og en af forskerne bag rapporten.

- De meget tydelige grænser, de har i Sverige, er helt sikkert noget af det, der gør, at de unge ikke drikker lige så meget, som de gør i Danmark, siger hun.

Det er ikke kun forskerne, der mener, at det er en god idé at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol. Faktisk er 64 procent af danskerne ifølge en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken enige i, at den skal hæves fra 16 år til 18 år.

Mor: Højere aldersgrænse er en tryghed

Spørger man de unge svenskere på gaden i Malmø er det dog ikke svært at få fat i alkohol, selvom man er under 18.

- Ja, det lykkedes jo, fordi man havde ældre venner, siger 24-årige Love Okerström.

Det er intet problem at skaffe alkohol, selvom man er under aldersgrænsen på 18 år, lyder det. Video: Cæcilie Dohn Christensen

Alligevel giver de hårdt optegnede grænser i Sverige en tryghed for forældrene, siger Josefine Kamp Nielsens mor, Susanne Schou Nielsen.

- Det er rart, at man ikke skal føle, at Josefine vil føle sig presset til at gå til festerne, eller at hun bliver presset til at drikke og er utryg i det.

Familien fra Danmark

Som tilflyttere fra Danmark følger familien også med i den danske drukkultur gennem Josefines danske fætre og kusiner. En kultur, som for Susanne Schou Nielsen virker ”voldsom”.

Hun oplever slet ikke den samme interesse for alkohol blandt de unge svenskere, lyder det.

Josefine Kamp Nielsen er dog ikke i tvivl om, at hendes unge slægtninge også kigger mod Sverige og undres over hendes forhold til de sprittede dråber.

- Det ville ikke forbavse mig, hvis de synes, jeg er lidt kedelig, griner hun.