41-årig fik tildelt førtidspension – nu brygger han øl i hele verden
Det danske bryggeri People Like Us har primært ansat folk med diagnoser. For Rune Lindgreen har det givet ham følelsen af at have en funktion.
Rune Lindgreen er produktudvikler og brygger.
Han rejser rundt og udvikler ølopskrifter med nogle af de bedste bryggerier i verden, og herhjemme holder han ølsmagninger og gør folk klogere på alt fra gæringsprocesser til humle.
Men det var slet ikke en selvfølge, at 41-årige Rune Lindgreen skulle ansættes som brygger.
For siden 2010 har han været på førtidspension, fordi han har Aspergers syndrom.
Bryggeriet, han arbejder for, hedder People Like Us, og 85 procent af de ansatte har en eller flere diagnoser.
Den rette mand til jobbet
People Like Us blev startet af et brødrepar i 2016. Ingen af dem var uddannet bryggere, men som skolelærer og psykolog havde de begge arbejdet med mennesker med diagnoser i mange år.
Bryggeriet har ikke deres egne lokaler, men samarbejder i stedet med bryggerier over hele verden og låner deres maskiner i ølproduktionen.
Rune Lindgreen har stort set været med fra begyndelsen, og han blev en del af projektet, fordi han allerede vidste meget om ølbrygning.
Først da han var i slutningen af 20’erne, fik han konstateret Aspergers syndrom, og inden da havde han læst biologi.
- Mens jeg læste, begyndte jeg at brygge øl hjemme i min mors køkken. Ølbrygning er sådan set anvendt biologi, fortæller han.
I 2005 startede han bryggeriet Djævlebryg sammen med et par venner, og et par år senere tog han også en diplombryggeruddannelse.
Ølbrygningen forblev dog et hobbyprojekt og aldrig noget, han tjente penge på.
Ved siden af kæmpede han for at få tildelt førtidspension, og det lykkedes i 2010.
Da det nyopstartede People Like Us seks år senere manglede en produktudvikler, var Rune Lindgreen det oplagte valg. I mellemtiden var han blevet klar til at blive ansat i et skånejob, og det blev han.
Har en funktion
Selvom han officielt stadig er førtidspensionist, har jobbet med at finde på nye ølopskrifter i den grad hjulpet Rune Lindgreen.
- Det er meget tilfredsstillende at føle, at man har en funktion. Når man møder andre mennesker, er noget af det første, de spørger om, hvad man laver. Før blev jeg nødt til at sige, at jeg var på førtidspension, og det er ikke den måde, jeg ønsker, folk skal møde mig på, siger han.
- Det gjorde det til et minefelt at møde nye mennesker, for når det var det første, folk hørte, så så de mig allerede i et andet lys. Det var en ret ufed situation at være i, husker han og fortæller, at han er langt mere glad og tilfreds i dag.
Det hjælper ham også, at han nu får løn for det arbejde, han udfører. I hans øjne er det evidens for, at der bliver sat pris på hans evner.
I begyndelsen var Rune Lindgreen ellers lidt i tvivl om, hvorvidt han kun var blevet ansat på grund af sin diagnose.
- Jeg var bange for, at det var et charity-projekt, hvor jeg bare var en kronjuvel, der kunne vises frem, og hvor min diagnose var vigtigere end, hvordan øllen smagte, siger han.
Heldigvis var det ikke tilfældet, og nu gør det ham stolt at se de øl, han har været med til at udvikle, på butikshylderne.
Fleksible arbejdstider
Umiddelbart kan hans job måske lyde alt for hårdt for en, der er på førtidspension, men for Rune Lindgreen er det en fordel, at det er så fleksibelt – og så komprimeret, når han er ude at rejse.
- Jeg har det svært med faste rammer, især fordi jeg har problemer med at sove. Hvis jeg skal være et sted en morgen klokken otte, får jeg katastrofetanker og bliver bekymret over, om jeg nu kan falde i søvn. Det bliver let en ond spiral, og så bliver de næste dage påvirket, fortæller han.
Derfor passer det ham godt, at han kan lave størstedelen af sit arbejde hjemmefra på de tidspunkter, det passer ham. Det er jo ligegyldigt, hvornår på døgnet han finder på en ny ølopskrift, som han siger.
Når han rejser ud og besøger andre bryggerier, er der mere faste rammer, men fordi der er ro resten af tiden, går det også.
- Hvis jeg skal til London og brygge i to dage, ved jeg, at det nok skal gå, selvom jeg ikke får megen søvn. Når jeg siger det til mig selv, sover jeg paradoksalt nok bedre, fortæller han.
Udlandsrejserne kræver dog, at han selv får lov at booke fly og hotel – så har han det bedst.