Samfund

Blev erklæret død ved en fejl og krævede 70.000 i erstatning - får 445 kroner

Sidste år blev mindst syv personer erklæret døde ved en fejl i forbindelse med indlæggelser i Syd- og Sønderjylland.

Kirsten Kristensen har brugt mange kræfter på at "genoplive" sig selv digitalt, efter hun sidste år blev registreret død på sygehus i Esbjerg.

Region Syddanmark vil kun betale 445 kroner i erstatning til 70-årige Kirsten Kristensen, som fejlagtigt blev registreret død under en indlæggelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg sidste år.

Det fremgår af et brev, kvinden har modtaget fra koncerndirektøren i regionen, skriver Jydske Vestkysten.

Det er langt fra de knap 70.000 kroner, som kvinden krævede i erstatning for psykisk tort, svie og smerte og for at skulle "genoplive" sig selv digitalt.

Koncerndirektøren mener dog ikke, at der er hjemmel i loven til at dække mere end et nyt kørekort og sygesikring, fremgår det af brevet.

Den 70-årige kvinde føler sig trådt på:

- Jeg føler mig fuldstændig hjælpeløs, og at jeg simpelthen bliver pisset på, siger Kirsten Kristensen til Jydske Vestkysten.

Digital genoplivning

Det startede med en lungebetændelse og en indlæggelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg sidste år, men endte med, at Kirsten Kristensen fejlagtigt blev erklæret død.

Da hun blev udskrevet og kom hjem fra hospitalet, lå der flere breve i hendes postkasse, hvor hun til sin store overraskelse kunne læse, at hun var død.

Med den digitale død begyndte et tidskrævende og "besværligt" arbejde med at genoplive sig selv hos både forsikringsselskab, bank, pension, ATP og skat. Desuden skulle hun bestille nyt nem-ID, pas og kørekort.

Derfor havde Kirsten Kristensen søgt om en erstatning hos Region Syddanmark for det psykiske pres, hun siden indlæggelsen sidste år har været udsat for, samt erstatning for det tidsforbrug, hun har haft i forbindelse med den digitale genoprettelse. I alt 69.195 kroner.

Koncerndirektør Kurt Espersen siger til Jydske Vestkysten, at forløbet ikke har været "særlig smukt", og at de gerne ville have gjort det bedre. Men:

- Vi har et lovsæt, som vi bliver nødt til at holde os til.

Af brevet fremgår det blandt andet, at regionen ikke kan yde godtgørelse for tort, fordi det kun er "relevant i situationer, hvor for eksempel en persons frihed eller ære er blevet krænket på en særlig grov måde".

Ikke råd til at anke

Fra 2010 til 2018 blev syv personer ved en fejl erklæret døde på sygehuse i Region Syddanmark.

Men med den nye afgørelse er der ikke udsigt til, at de kan få nogen stor erstatning.

Kirsten Kristensen har mulighed for at prøve regionens tolkning af reglerne i retten, men det har hun ikke råd til, oplyser hun.

I første omgang vil Kirsten Kristensen derfor starte med at "sunde sig" oven på forløbet og vende sagen med sin familie, læge og psykolog, inden hun tager endelig stilling til det kommende forløb, skriver DR.

Sygehusene i Region Syddanmark har ændret procedure vedrørende de digitale dødsregistreringer, så det bliver sværere at lave fejlen.