Samfund

Den danske frihedskæmper Lis Mellemgaard er død

Lis Mellemgaard, der var medlem af modstandsgruppen Holger Danske, er død. Hun blev 95 år.

Den danske øjenlæge Lis Mellemgaard, der er kendt for sin tid i modstandsbevægelsen Holger Danske under den tyske besættelse, er død.

Det oplyser familien i en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.

Lis Mellemgaard døde 5. juli og blev 95 år.

Danmarks befrielsesdag blev lørdag 4. maj 2013 markeret i Mindelunden i København. Hovedtaler var Lis Mellemgaard, medlem af Holger Danske-gruppen under besættelse.

Lis Mellemgaard blev født i København, blev uddannet læge og gik i 1930'erne ind i den grundtvigiansk-inspirerede politiske bevægelse Dansk Samling.

Bevægelsen blev efter den tyske besættelse i 1940 også en af de måder, hvorpå man kunne komme i forbindelse med modstandsbevægelsen.

Skyggede stikkere og begik indbrud

Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske arbejdede Lis Mellemgaard på et illegalt trykkeri. Og i krigens sidste periode bevægede hun sig ind på mere farlige områder.

Blandt andet begyndte hun at beskæftige sig med at skygge stikkere eller begå indbrud i mistænktes lejligheder for at skaffe beviser for, at de virkelig var stikkere.

I de sidste måneder af krigen blev mange modstandsfolk henrettet eller dræbt af tyskerne. Herunder syv fra den gruppe, som Lis Mellemgaard tilhørte, der blev anholdt i februar 1945.

Lis Mellemgaard er blevet tildelt flere hædersbeviser.

Hun undgik selv at blive anholdt, fordi hun var syg med en streptokokinfektion og derfor ikke opholdt sig i den bygning i Skindergade, hvor gruppen holdt til.

Lis Mellemgaard udgav i 1998 en erindringsbog under titlen 'Pige i modstandskampen'.

Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser. Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond Schacks Mindelegat.