Samfund

Letbane kører igen efter dødsulykke - test afslørede ingen fejl

En far og en søn mistede lørdag livet, da letbanen kørte ind i en personbil med en norsk familie.

Der har siden søndag morgen været normal søndagsdrift på Letbanen i Østjylland, oplyser trafikselskabet Midttrafik.

- Vi kører lige nu på hele letbanesystemet. Vi kører relativt regelmæssigt og har haft ganske få aflysninger, siger direktør for Aarhus Letbane Michael Borre til TV 2.

Dermed er trafikken ikke længere påvirket af lørdagens ulykke i Trustrup på Djursland, hvor en personbil med en norsk familie kørte ud foran et tog. En far og en søn mistede livet, mens en mor og en datter overlevede.

Aarhus Letbane har afprøvet anlægget i overkørslen, hvor ulykken skete. Desuden er køreledningsanlægget målt op, fordi bilen efter sammenstødet med toget røg ind i masten.

- De er blevet gjort klar i går aftes af vores tekniske ansvarlige. Intet indikerer at overkørslen er i uorden. I afprøvningen i går virkede det som det skulle, siger Michael Borre til TV 2.

Han fortæller, at Aarhus Letbane har rådført sig med Havarikommissionen, som oplyste, at det var op til Aarhus Letbane selv at beslutte, hvorvidt driften skulle genoptages søndag.

Et sikkert system

Trods gårsdagens ulykke, er Michael Borre tryg ved, at letbanen kører igen.

- Vi mener stadig, at vi har et sikkert system. Anlægget virker efter foreskrifterne. Derfor kører vi, siger han.

Han har svært ved at se, at Aarhus Letbane skulle have overset noget i undersøgelserne.

- Situationen for os i dag er ikke så meget anderledes, end den var i forgårs. Nemlig, at vi har en forventning om, at anlægget virker. Vi kan ikke finde nogen fejl i anlægget overhovedet, siger Michael Borre.

Han er opmærksom på, at beboere i området omkring ulykkesstedet efterfølgende har forklaret, at signalet flere gange ikke har virket. Men igen understreger Michael Borre, at der ikke er registreret hændelser i systemet, siden strækningen blev åbnet 30. april.

Hvis lysanlægget ved baneoverskæringen havde svigtet, ville der være blevet registreret en fejl i anlægget, og i så fald ville toget være blevet nødbremset, forklarer direktøren for Aarhus Letbane.

Lørdag blev al togdrift på Letbanen mellem Hornslet og Grenaa indstillet på grund af politiets arbejde i kølvandet på ulykken. På strækningen Odder-Hornslet kørte der kun ét letbanetog i timen i hver retning.

Der kan gå flere dage

Mens der igen er normal drift på Letbanen, er Havarikommissionen i fuld gang med at undersøge årsagen til ulykken.

I alt fire - et forældrepar, en søn og en datter - måtte bringes til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter sammenstødet. Familien kommer fra Norge og befandt sig i personbilen, der kørte ud foran toget.

Ifølge undersøger ved Havarikommissionen Bo Haaning vil der gå flere dage, før man kan sige noget om de nærmere omstændigheder.

- Vi har iværksat vores undersøgelser og er i gang med indsamle data, der vedrører ulykken. Det fortsætter vi med de kommende dage.

- Jeg kan kun konstatere det, som vi ved i forvejen: At en bil kørte ud foran et letbanetog, og at to norske statsborgere desværre omkom ved ulykken, lyder det fra Bo Haaning søndag.

Den overlevende kvinde i bilen skal også afhøres, oplyser undersøgeren ved Havarikommissionen til Aarhus Stiftstidende.

- Vi indhenter selvfølgelig viden fra eventuelle vidner herunder kvinden i bilen så hurtigt, MEN så skånsomt som det kan lade sig gøre i respekt for den voldsomme tragedie hun har været - og stadig er - igennem, siger Bo Haaning til Aarhus Stiftstidende.

Haverikommissionen er opmærksomme på lokale beboeres kritik af signalet, som de fortæller ikke har virket i dagene op til ulykken. Derfor vil det også blive undersøgt.

Overskæring uden bomme

Bo Haaning forsikrer, at Havarikommissionen vil underrette myndighederne, hvis der undervejs i undersøgelserne bliver opdaget noget, som kan have betydning for sikkerheden omkring Letbanen.

- Hvis vi finder noget, som kan være sikkerhedskritisk, så orienterer vi myndighederne, siger Bo Haaning.

Lørdagens ulykke skete ved en jernbaneoverskæring på Albøgevej i Trustrup. Overskæringen er uden bomme, men med lyssignal og klokker.

Der er dog planlagt opsætning af bomme, fordi hastigheden på strækningen skal sættes op fra 75 til 100 kilometer i timen.