Ni tilskadekomne efter bådulykke

Ulykken skete under det årlige Copenhagen Poker Run i Dragør Havn.

I alt ni personer er kommet til skade under et bådarrangement i Dragør Havn. Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2.

Tre personer blev siden da vurderet som værende i kritisk tilstand, men kort før klokken 20 lørdag aften er det ikke længere tilfældet.

- De har brækket nogle knogler, men det vurderes, at de ikke længere er i kritisk tilstand, siger Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi.

- Deres skader er blevet minimeret af, at de har haft sikkerhedsudstyr og hjelme på, siger han videre.

Var alle om bord på samme båd

Tidligere lød det fra politiet, at ulykken involverede to både, der var kollideret. Men efter nærmere undersøgelser er meldingen nu en anden.

- Efter gennemsyn af en række videooptagelser kan vi konstatere, at der er tale om en soloulykke. Vi kan se, at ulykken sker, da båden laver en manøvre, hvor den rammer en bølge skævt, siger Jesper Frandsen.

Alle ni personer var dermed om bord på samme båd, bekræfter politiet.

De ni personers skader er blevet minimeret af, at de har haft sikkerhedsudstyr og hjelme på.
De ni personers skader er blevet minimeret af, at de har haft sikkerhedsudstyr og hjelme på. Foto: Presse-fotoS.dk / Ritzau Scanpix

Ulykken er sket under det årlige Copenhagen Poker Run på Dragør Fort, hvor nogle af Europas hurtigste racerbåde - såkaldte powerboats - samles. Under løbet skal bådene indsamle spillekort på forskellige lokationer i Øresund.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken kort efter klokken 16.

- To ambulancer er afgået mod Rigshospitalet, én patient på vej mod Amager og Hvidovre Hospital. Vores akutlæge er fortsat på stedet, skriver Region Hovedstaden på Twitter.