Samfund

Radio24syv tvunget til flere måneders pause - truer nu selv med lukning

Efter et valg og en efterfølgende regeringsdannelse er ny DAB-kanal udskudt.

Da tilladelsen til at sende radio på FM4-kanalen torsdag gik til selskabet Radio FM4 A/S, betød det også, at Radio24syv endegyldigt mister sin nuværende sendetilladelse til kanalen 31. oktober. En konsekvens af VLAK-regeringen og Dansk Folkepartis udbud, som betød, at radioen skulle placeres væk fra København.

Senere i forløbet kom dog en lille redningsplanke fra politikerne: Radio24syv kunne i stedet søge om at sende på DAB i stedet. Nu viser det sig, at redningsplanken først vil komme med et par måneders forsinkelse:

Kulturministeriet har nemlig oplyst, at den nye digitale tilladelse tidligst vil gælde fra 1. januar, og 24syv vil dermed blive tørlagt i to måneder, hvis radiokanalen vinder DAB-udbuddet.

Det kan den ikke overleve.

Det mener i hvert fald Jakob Kvist, bestyrelsesmedlem i selskabet bag Radio24syv og kreativ direktør hos People Group, der er minoritetsejer af Radio24syv.

- Hvis ikke udbuddet bliver lavet om meget hurtigt, kommer vi ikke til at søge. Så lukker vi, siger han.

- Det sidste lysegrønne, spinkle håb er, at man i 11. time indser, at det er en helt vanvittig beslutning.

Vil koste et tocifret millionbeløb

Oprindeligt kunne tilladelsen opnås mellem 1. november og 1. maj næste år, men ansøgningsprocessen blev skubbet på grund af valget og en medfølgende regeringsdannelse. Det er derfor først muligt at gøre den gældende fra det nye år, hvis alle skal have en rimelig chance for at søge, oplyser Kulturministeriet til TV 2.

Af flere årsager betyder det, at bestyrelsesmedlemmet ikke kan se nogen vej udenom en lukning af kanalen.

- Vi er i forvejen tvunget til en plan b og gå en fremtid i møde på en DAB-kanal med færre lyttere. Hvis vi så først skal lukke og slukke, bliver det umuligt at få lytterne med. Det har været et vanvittigt politisk forløb, og nu er bægeret fuldt, siger Jakob Kvist.

- Det vil koste os et tocifret millionbeløb, hvis vi skal holde pause i to måneder.

Radio24syv har ifølge Gallups Radiometer gennemsnitligt over 500.000 lyttere om ugen, der blandt andet tuner ind på populære programmer som 'Den Korte Radioavis', 'Det, vi taler om' og 'AK 24syv'.

Krav fik kanal til ikke at søge

Afgørelsen af FM4-kanalens fremtid skulle egentlig være faldet mandag 1. juli, men den blev udskudt, da der kun var kommet to ansøgninger. Heraf var den ene blevet afvist, fordi den ikke opfyldte kriterierne.

Kravene lød blandt andet på, at radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være lokaliseret i en afstand af mindst 110 kilometer fra centrum af København.

Det var også grunden til, at Radio24syv, der har hovedsæde i København og med succes har startet og drevet kanalen, ikke søgte. I stedet satsede den på det lovede DAB-udbud.

Derfor håber Jakob Kvist stadig på, at udbuddet i stedet bliver skruet sammen, så det er muligt at sende fra 1. november.

- Mit forslag vil være, at man tog den oprindelige formulering. Det ville betyde, at vi kunne søge og eventuelt fortsætte, og at andre konkurrenter kunne byde ind og have tid til at blive klar, siger han.