Flere problemer med el-løbehjul - politiet indfører kontroller
En Netto i Odense har haft besøg af en ubuden gæst på to hjul syv gange samme dag.
De orange og grønne løbehjul er efterhånden blevet fast inventar i bybilledet i flere af Danmarks større byer. Men det er ikke uden problemer.
I Odense er politiet blevet kimet ned af borgere, der gerne vil klage over de elektriske løbehjul. Derfor har politiet også gennemført flere kontroller de seneste dage, fortæller vicepolitiinspektør hos Fyns Politi Sten Sørensen.
- Vi delte en masse påtaler ud og har tænkt os at fortsatte kontrollerne målrettet el-løbehjul, siger han til TV 2.
Det var dog ikke alle, der slap så let. 7 ud af de 20 personer, der blev stoppet på de få timer, som kontrollerne strakte sig over, fik en bøde på 700 kroner.
Skal opfattes som en cykel
I Odense har de indtil videre 250 af de elektriske løbehjul, der kan køre 20 kilometer i timen og låses op ved hjælp af en app. De blev lovlige på de danske cykelstier tilbage i januar, men kom til Odense for under en uge siden.
- Det er tydeligt, at folk ikke kender reglerne. Det er lidt for nemt bare at dreje et håndtag, og så kører du 20 kilometer i timen, siger Sten Sørensen.
Folk lignede da også nogen, "der var faldet ned fra månen", når de blev stoppet, fortæller han. Heriblandt var en håndfuld unge, der ikke levede op til aldersgrænsen på 15 år, mens alle havde kørt på gågaden - og det må man ikke.
- Det er nemmeste, hvis man tænker på det som en cykel. Når der er cykling forbudt, er der også løbehjul forbudt, siger vicepolitiinspektøren.
Kørte ind i Netto syv gange
I en af byens Netto-butikker er man flere gange blevet generet af en tohjulet-plageånd, der heller ikke overholder reglerne for el-løbehjul.
Melissa Askerud, der er servicemedarbejder i butikken, fortæller til TV2/Fyn, at den samme person har kørt rundt på et el-løbehjul i butikken syv gange på én dag.
Her forskrækkede han flere handlende med en tur ned langs brødhylderne, lyder det.
- Jeg siger til ham, at han gerne må have el-løbehjulet med i forretningen, men han skal bare ikke køre på det, siger servicemedarbejderen.
København indfører kontrol
Hos Københavns Politi kan de også genkende udfordringerne, der er fulgt med løbehjulets indtog i hovedstaden i januar. Her er der lavet et loft på 200 løbehjul i Indre By og 3000 i brokvarterene.
Indtil videre har de været en del af den løbende færdselskontrol, men fremover kommer der også til at være kontroller målrettet el-løbehjulene, oplyser Københavns Politi.
I april kom de elektriske løbehjul også til Aarhus. Her findes der 150 løbehjul, der indtil videre ikke har været årsag til de store problemer, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi har fået nogle anmeldelser om unge mennesker, der kører lidt for vildt på dem, men ikke i et omfang, der gør, at vi i øjeblikket planlægger større indsatser på området, lyder det fra kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen.
Han tilføjer dog, at politiet holder nøje øje med udviklingen og løbende vil overveje, om der er behov for en indsats.