Samfund

Ny regering stopper Radio24syvs FM-håb

Radio24syv får ikke genåbnet sit FM-udbud (Arkivfoto).

Kulturminister Joy Mogensen (S) oplyser, at regeringen ikke genåbner FM-udbud, så Radio24syv kan søge.

Den nyslåede kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) genåbner ikke udbud af FM4-kanalen.

Det betyder, at Radio24syv ikke får mulighed for at byde og altså endegyldigt ikke kommer til at fortsætte som FM-kanal.

Det oplyser Kulturministeriet torsdag.

- Vi har valgt ikke at genåbne udbuddet, fordi man også skal kunne regne med, hvad der bliver meldt ud fra staten.

- Men der er ingen tvivl om, at hvis vi havde siddet ved bordenden fra starten, havde vi gjort mange ting anderledes. Og det har været et dilemma, siger Joy Mogensen.

Kun én ansøger til fjerde FM-kanal

For præcis en uge siden valgte Radio- og tv-nævnet at udskyde beslutningen om den fremtidige sendetilladelse til den fjerde FM-radiokanal, som Radio24syv sidder på i dag.

Ifølge planen for udbuddet skulle afgørelsen være faldet mandag 1. juli.

Radio- og tv-nævnet havde ved ansøgningsfristen 20. maj klokken 12.00 modtaget to ansøgninger om tilladelse til den fjerde jordbaserede FM-radiokanal.

Den ene ansøgning blev afvist, da den ikke opfylder de formelle krav.

Derfor er Radio FM4 A/S den eneste godkendte ansøger til sendetilladelsen til FM4.

Radio FM4 A/S er et konsortium bestående af Jysk Fynske Medier, Sjællandske Medier samt flere lokale medier.

Sendetilladelsen fra Radio24syv udløber 31. oktober i år.

Radio24syv er med dagens udmelding fra kulturministeren endnu ikke lagt i graven.

Radiostationen har stadig mulighed for at byde ind på udbuddet om at drive en DAB-kanal, der vil blive støttet med 70 millioner kroner om året.

Udflytning fra hovedstaden

Udbuddet af radiokanalen var en omdiskuteret del af det medieforlig, som VLAK-regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti i april 2018.

Den tidligere regering og kulturminister Mette Bock (LA) tilrettelagde udbuddet for FM4-kanalen således, at der var et krav om, at hovedparten af aktiviteterne skulle lægges væk fra København.

Radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være lokaliseret i en afstand af mindst 110 kilometer fra centrum af København.

Det betød, at Radio 24syv, der har hovedsæde i København og med succes har startet og drevet kanalen, ikke ønskede at søge.

Det medførte kritik af regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti, der var kommet med kravet, fra den daværende opposition.