Tesfaye: Beboerne på Sjælsmark kan spise måltider på egne værelser

Forholdene for beboerne på Sjælsmark har længe været til debat og var et centralt omdrejningspunkt i udlændingedebatten under valgkampen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har besluttet, at beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark kan indtage måltider på deres egne værelser.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Beboerne på Sjælsmark får dermed mulighed for at spise uden for cafeteriets område, hvilket ikke tidligere har været tilladt.

Det er dog kun mad fra cafeteriaet på Udrejse Sjælsmark, der må indtages på værelserne, fremgår det af skrivelsen fra ministeriet. Dermed er det ikke tilladt for familierne at tilberede deres egen mad på værelserne.

Desuden er åbningstiderne i cafeteriet udvidet, hvilket skal give den enkelte familie bedre mulighed for at spise sammen.

Et mere normalt liv

Udlændinge- og integrationsministeren ønsker, at regeringen skal have stort fokus på trivslen for børn på landets udrejsecentre.

Derfor ønsker regeringen at forbedre forholdene for de børn, der er indkvarteret på Udrejsecenter Sjælsmark, men udlændinge- og integrationsministeren slår samtidig fast at:

- Det er regeringens klare holdning, at personer, der får afslag på asyl, skal følge myndighedernes afgørelse og rejse ud af Danmark. Det ændrer de nævnte tiltag ikke på, understreger Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.

Regeringen vil i den kommende tid vurdere, om der kan iværksættes yderligere initiativer for at understøtte, at børnene får et mere normalt hverdagsliv, lyder det.

Omdrejningspunkt i udlændingedebat

Forholdene for beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark var et centralt omdrejningspunkt i udlændingedebatten under den netop overståede valgkamp.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mente i april i år, at det "var udelukket, at afviste asylfamilier på Udrejsecenter Sjælsmark selv kan få lov at lave mad".

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undsagde sin minister og åbnede op for, at familierne på Sjælsmark skulle have mulighed for at lave deres egen mad, mens de venter på at blive sendt ud af landet.

Nyt udrejsecenter

Bekæmpelse af børnefattigdom er et centralt tema i den regeringsaftale, der i slutningen af juni blev indgået mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

De fire partier blev enige om en fælles politisk aftale, som blandt andet indeholder, at børnefamilierne på sigt ikke længere skal bo på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland.

Af aftalepapiret fremgår det, at "det nye udrejsecenter skal indrettes efter anbefalingerne fra Røde Kors og Ombudsmandens rapport vedrørende forholdene på Sjælsmark".

Men der står intet om placeringen af et nyt udrejsecenter.

Ifølge de seneste tal fra Hørsholm Kommune opholdt der sig i slutningen af maj 141 børn på Udrejsecenter Sjælsmark.