Fire ud af ti unge overvejer at droppe sociale medier: - En falsk verden
En spørgeundersøgelse blandt mere end 16.000 unge fra hele verden viser, at deres holdning til sociale medier er anstrengt.
- Jeg ville være lykkeligere, hvis jeg brugte mindre tid på sociale medier.
Dette udsagn er 60 procent af deltagerne i en stor spørgeundersøgelse blandt unge fra 42 forskellige lande enige i.
Fire ud af ti svarer desuden bekræftende, at de "gerne vil stoppe helt med at bruge sociale medier", og det kan 26-årige Ilona Miettinen Langgård fra København nikke genkendende til:
- Jeg har selv overvejet at droppe nogle af de sociale medier, fordi de begynder at være overflødige. For eksempel synes jeg, at Facebook har mistet meget af sin indholdsmæssige værdi. Foreløbig har jeg slettet app'en for at slippe for de mange notifikationer, siger Ilona Langgård til TV 2.
Hun bruger omkring to timer dagligt på sociale medier, udover den tid hun bruger i arbejdsmæssig sammenhæng. Men når hun her i sommerferien rejser til Kilimanjaro i Tanzania, vil hun være offline.
- Noget af det, jeg glæder mig allermest til, udover at bestige bjerget, er, at jeg ikke har min mobil med, så jeg kan få en pause fra internettet og de sociale medier, siger hun.
Flere af vennerne melder sig ud
Undersøgelsen, 'The Deloitte Global Millennial Survey 2019', er foretaget blandt mere end 16.000 unge mellem 17 og 36 år. Aldersgruppen omfatter de to generationer, der kaldes "Millennials" og "Gen Z".
Som 26-årig tilhører Ilona Miettinen Langgård Millennials-generationen, som repræsenterer langt størstedelen af besvarelserne i spørgeundersøgelsen.
Selvom hun glæder sig til en feriepause fra alle opdateringerne fra netmedierne, har hun dog ikke tænkt sig at stoppe helt med at bruge sociale medier.
Som halvt dansker-halvt finne og med en opvækst i flere forskellige lande har hun brug for at holde sig i kontakt med familie og venner rundt omkring i verden, blandt andre kæresten, der bor i Amsterdam. I den sammenhæng er samtale-app'en Messenger uundværlig, synes hun.
Men hun oplever samtidig, at stadig flere af hendes venner melder sig ud af de sociale medier.
- Mine udenlandske venner var hurtigst til at begynde at slette deres profiler på sociale medier. For tre-fire år siden fik jeg de første beskeder af den her slags: "Kære alle, jeg har valgt at slette mine profiler, fordi jeg ikke tror, de gør os godt", siger hun og fortsætter:
- Nu ser jeg flere af mine danske venner gøre det samme. Men i mindre grad. For det er stadig en stor beslutning at tage, siger hun.
På det seneste har hun skåret en del ned på især sin private brug af Facebook, som hun mener er blevet for clickbait-agtigt i sit indhold.
- Folk smider alt for mange ting op, som ikke rigtig gavner nogen. Tidligere var de mere aktive til at kommunikere og opdatere fra store begivenheder i deres liv. Nu er det interessante indhold rykket over på andre sociale medier. Hvis folk har fået nyt job, slår de det op på LinkedIn, og hvis de er ude at rejse, uploader de billeder på Instagram, lyder det fra den 26-årige.
Unge lider af 'skærmskam'
Ifølge danske eksperter i unges brug af sociale medier er der ikke noget overraskende ved de svar, der fremgår af den nye, internationale undersøgelse.
Malene Charlotte Larsen, der har lavet ph.d.-afhandlingen "Unge og online sociale netværk", mener, at besvarelserne er et udtryk for de unges meget ambivalente forhold til sociale medier.
- På den ene side bruger de dem, fordi de giver dem noget, blandt andet en kontakt med deres netværk. På den anden side får de, hvad man kunne kalde et redigeret indblik i andres liv, og de bliver irriterede over blandt andet influencers og kommercielt indhold, som mange unge er skeptiske overfor, siger Malene Charlotte Larsen.
Netop Millennial-generationen, altså de 25-36-årige, som undersøgelsen retter særligt fokus på, er samtidig nogle af dem, der har allermest travlt i livet. Derfor er det efter hendes vurdering meget forståeligt, hvis de ønsker at bruge tiden på noget andet.
Medieforsker Stine Liv Johansen er lidt mere skarp i tonen. Hun mener, at undersøgelsen bare bekræfter en tendens, som har hersket i et godt stykke tid blandt de unge, og som hun kalder for "skærmskam".
- Når vi taler med børn og unge om deres liv med sociale medier, så er de faktisk meget skamfulde omkring det og synes, at de bruger dem for meget. De bliver jo gang på gang, blandt andet gennem medierne, tudet ørerne fulde af, at det er forkert. Så derfor overrasker det mig ikke, at de svarer, som de gør, siger Stine Liv Johansen og tilføjer.
- Man kunne lige så godt have spurgt dem, om de ville tabe sig fem kilo, og så ville de nok også svare ja til det. Det skal ses i den sammenhæng, tror jeg.
Stine Liv Johansen håber dog samtidig på, at undersøgelsens resultat også er et udtryk for, at der blandt de unge er en gryende bevidsthed om, hvad det egentlig er, de sociale medier bruger vores data til, og hvordan de får os til at bruge mere tid, end vi har lyst til.
Har droppet sociale medier: - Jeg følte, at jeg spildte mit liv
20-årige Alia Svensson fra København tilhører den såkaldte Generation Z, de 17-24-årige, der er vokset op som forbrugere af nettet og de sociale medier.
Hun er samtidig en af dem, som ikke bare har overvejet at droppe de sociale medier, men som for næsten to år siden, i oktober 2017, traf beslutningen om at gøre det.
- Jeg opdagede, hvor meget tid jeg brugte på at kigge på ligegyldige ting, især på Facebook. Jeg begyndte at tænke over, hvordan sociale medier er et sted, hvor folk kan fremstille deres liv, som de vil. En falsk verden. Og så gik det op for mig, at det faktisk var mit livs tid, jeg spildte på det, siger Alia Svensson.
Da hun havde besluttet at vende den virtuelle verden ryggen, tog hun det første skridt ved at slette de forskellige apps på sin mobiltelefon. En efter en. Efterhånden gik hun videre til at lukke sine profiler. For et halvt år siden slettede hun sin private Facebook-profil.
Og hun har ikke fortrudt det.
- I dag er jeg blevet meget mere nærværende i mit eget liv og over for andre mennesker. Jeg er blevet gladere, og jeg er nok også blevet mere bevidst om, hvad jeg gerne vil, og hvem jeg er, nu hvor jeg ikke længere får andres liv kastet i hovedet på mig hele tiden, siger hun.
Alia Svensson erkender samtidig, at det indimellem har krævet en del af hende at holde fast i sin beslutning. For eksempel i situationer, hvor alle andre har siddet med deres mobiler, og hun selv bare har kigget ud af vinduet og tænkt over sin dag. Der har hun indimellem følt sig lidt mærkelig.
Efterhånden er der dog flere af hendes venner, der har valgt at gøre som hende. Og nu håber hun bare på, at det fremover vil blive mere acceptabelt, også i den brede omgangskreds, at man vælger at leve uden sociale medier.
- Jeg synes, det kunne være rart, hvis man ikke længere skulle føle, at man nærmest skal stille sig op ved middagsbordet og slå på glasset for at deklarere: "Jeg har droppet de sociale medier". Det burde være helt normalt, at enten er man på dem, eller også er man det ikke.
Unges brug er vidt forskellig
Ifølge de to danske eksperter i unge og sociale medier er der stor forskel på, hvordan de unge bruger de sociale medier, og hvilke medier de bruger mest.
De yngste fra Generation Z bruger generelt stort set ikke Facebook, men er konstant i kontakt med hinanden via blandt andet Messenger og andre samtale-apps. De kan også godt finde på at lave stories fra deres liv, for eksempel hvis de er på Roskilde Festival. Men så foregår det typisk via Instagram eller Snapchat.
Derfor giver det heller ingen mening, ifølge Malene Charlotte Larsen, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, at sammenligne de forskellige generationers brug af sociale medier alene ud fra tidsforbruget, da det mere handler om, hvad man egentlig får ud af det.
- Forskningen viser, at hvis du har en aktiv brug, altså hvis du selv deler noget, laver opslag og kommenterer på andres opslag, påvirker det dig positivt, siger hun.
Derimod kan en mere passiv brug kobles med, at man føler sig udenfor og bare er vidne til andres sociale liv.
- For så kan man jo let føle, at det her bidrager ikke med noget positivt i mit liv, forklarer Malene Charlotte Larsen.
Hun og medieforsker Stine Liv Johansen medgiver dog, at udsagnet: "Jeg ville være fysisk sundere, hvis jeg ikke brugte så meget tid på de sociale medier", som 64 procent af de unge fra Millennial-undersøgelsen svarer ja til, er en helt relevant problemstilling at tage op.
- Lige præcis her giver det god mening at kigge på sine vaner. Kommer jeg simpelthen til at sidde stille for længe? For der er jo god evidens for, at vi skal være fysisk aktive hver dag og dyrke motion i et vist antal timer i løbet af ugen, siger Stine Liv Johansen og slutter af med en opfordring:
- Så det kan være en god idé at tage nogle samtaler i familien, på uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne om, hvor meget tid vi bruger foran skærmene.