Juli er højsæson for indbrud - sådan ser det ud i dit område

16x9
Hovedstaden er den region, hvor flest har tilmeldt sig nabohjælp. Foto: Anders Debel Hansen / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2 Lorry

Klip hækken og lås dit værktøj inde, når du tager på ferie, lyder opfordringen fra Det Kriminalpræventive Råd.

Når du tager på ferie, tager tyvene på arbejde.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der sidste år i gennemsnit blev begået 82,2 indbrud om dagen landet over i juli måned.

Det er 15,4 procent flere indbrud end gennemsnittet for årets andre lyse måneder.

Derfor er det vigtigt, at du sikrer dig mod tyvene - og det gør du ifølge Det Kriminalpræventive Råd bedst ved at holde dine naboer tæt.

- Opmærksomme naboer er noget af det, der stresser indbrudstyven allermest, og aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert fjerde indbrud, siger Christina Tang Sørensen, kriminolog i Nabohjælp, som TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd står bag.

Gode råd: Sådan snyder du tyven i ferien

Synlighed

Tænk over, hvor synlige dine særligt værdifulde genstande er fra gaden.
Undgå, at man kan se dine designermøbler, smykker eller lignende gennem vinduerne ude fra gaden.

Er der nogen hjemme?

Efterlad lidt opvask, vasketøj eller måske børnenes legetøj fremme, så det ser ud, som om det lige er blevet brugt.
Det signalerer, at der er nogen hjemme i huset.

Sæt timer på

Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et såkaldt fake-tv.
Det får det til at se ud, som om dit tv er tændt, og at der er nogle hjemme.

Brug lås

Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret. Det skal ikke ligge frit tilgængeligt.
På den måde kan værktøjet ikke bruges til at bryde ind i din bolig.

Udryd gemmesteder

Find hækkesaksen frem og klip din hæk, så den højest er 1,6 meter høj.
Dermed minimerer du de gode gemmesteder omkring boligen, som kan give tyven ”arbejdsro”. 

Mange nabohjælpere i Hovedstaden

Hovedstaden er den region, hvor flest har tilmeldt sig Nabohjælp.

En opgørelse fra Nabohjælp viser, at hele 81.459 har meldt sig til ordningen i regionen, og tilmeldingen vokser stødt, lyder det.

- Vi ser det som en indikation på, at folk gerne vil handle, de vil gerne tage skeen i egen hånd. De vil ikke være hjælpeløse overfor indbrud, men tage affære og passe på hinanden, deres huse og deres nabolag, siger Christina Tang Sørensen.

På landsplan er der over 280.000 personer tilmeldt Nabohjælp.

Her kan du se fordelingen mellem de forskellige regioner:

  • Region Hovedstaden: 81.459 personer
  • Region Syddanmark: 65.588 personer
  • Region Midtjylland: 61.815 personer
  • Region Nordjylland: 30.605 personer
  • Region Sjælland: 41.461 personer

Nabohjælp gør en forskel

Et af de steder, der har nabohjælp, er Klosterhaven i Rudersdal Kommune, hvor 19 huse holder øje med ubudne gæster.

- Det har vi fået, fordi vi tror på, at det har en præventiv virkning, og vi tror på, at det har en effekt, siger Karsten Olsson, der selv gør brug af ordningen.

Forskning viser også, at aktiv nabohjælp faktisk kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, oplyser TrygFonden. Men det er ikke det eneste, en opmærksom nabo kan.

- Vi ved, at når vi har aktiv nabohjælp, hvor man deler sin viden, så bliver vi opmærksomme. Det gør, at to ud af tre tyve har oplevet at blive afbrudt af en opmærksom nabo, forklarer Christina Tang Sørensen.

Her kan du blive en del af nabohjælpordningen.

På kortet kan du se det gennemsnitlige antal indbrud per dag i juli måned fordelt på regionerne i 2018.

Indbrud om dagen i juli måned

Tal er fra 2018