Går med halskrave og korset: Skal alligevel samle skodder op med gribetang

I samarbejde med TV 2 Lorry

Udover adskillige invaliderende fysiske skavanker har Annette Slivsgaard også flere psykiatriske diagnoser.

Annette Slivsgaard lever et liv med konstante stærke smerter. Hun er nødt til at gå med både korset og halskrave for at hænge sammen.

- Jeg har tredobbelt diskusprolaps. Så nogle gange føles det, som om jeg har brækket nakken og ikke kan holde på mit eget hovedet, siger Annette Slivsgaard til TV 2 Lorry.

Det er spild af ressourcer, og det er komplet meningsløst

Annette Slivsgaard, Brønshøj

Hun ønsker selv en førtidspension, men Københavns Kommune mener ikke, at hendes sag er oplyst nok.

Derfor bliver hun hver torsdag i tre måneder hentet af en taxi ved sit hjem i Brønshøj og kørt hen til jobprøvning i Emdrup. Turen koster 124 kroner, som det offentlige betaler.

- Det er spild af ressourcer, og det er komplet meningsløst. For min sag er fuldt oplyst. Den er faktisk overbelyst. Så der er ingen grund til at trække det hele i langdrag, siger Annette Slivsgaard.

17 invaliderende fysiske skavanker

Annette Slivsgaard var i 2008 udsat for en voldsom faldulykke som postbud, hvor hun blandt andet fik slået sin hofte skæv og mistede hørelsen på det ene øre.

- Hele min venstre side af kroppen blev helt smadret, siger hun.

Udviklingen i tildeling af førtidspensioner og fleksjob i Københavns Kommune

Førtidspensioner:

Fra 2017 til 2018 blev der tilkendt 100 pct. flere førtidspensioner. I 2017 fik 420 borgere en førtidspension, mens 894 borgere fik en førtidspension i 2018.

1. kvartal for 2019:  357 tildelte førtidspensioner.

Fleksjob:

Fra 2017 til 2018 blev der tilkendt 50 pct. flere fleksjob. I 2017 fik 263 borgere et fleksjob, mens 394 fik et fleksjob i 2018.

1. kvartal for 2019: 112 tildelte fleksjob.

Kilde: Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Københavns Kommune

Efter arbejdsulykken er lidelserne væltet ned over Annette Slivsgaard. Udover adskillige invaliderende fysiske skavanker har hun også flere psykiatriske diagnoser.

Annette Slivsgaard lider af:

  • Depression
  • Social angst
  • Panikangst
  • Migræneanfald
  • Diskusprolapser
  • Døvt øre
  • Seneskedehindebetændelse
  • Slidgigt
  • Tinnitus
  • Infralydsensivitet
  • Divertikulitis
  • Nyrestensanfald
  • Hjerteinfarkt
  • Von Willebrand
  • Højt blodtryk
  • Seneknuder
  • Delprotese

Ringer til taxa efter ti minutter

Flere læger har i løbet af årene konstateret, at hun har en meget lav og varig nedsat funktionsevne.

Blandt andet skriver en læge i 2017 i en psykiatrisk udredning:

- Ud fra den aktuelle beskrevne situation, der har stået på igennem mange år, kan man ikke pege på beskæftigelsesfremmende tilbud, ej heller skånebehov, som ville kunne bedre AS’ tilknytning til arbejdsmarkedet.

Flere læger har i løbet af årene konstateret, at Annette Slivsgaard har en meget lav og varig nedsat funktionsevne.
Flere læger har i løbet af årene konstateret, at Annette Slivsgaard har en meget lav og varig nedsat funktionsevne. Foto: Espen Slavensky / TV 2 Lorry

Annette Slivsgaards jobprøvning varer som regel heller ikke mere end cirka ti minutter, så ringer hun efter en taxi og bliver kørt hjem igen.

Tidligere er hun blevet sat til at samle cigaretskodder op med en gribetang. En øvelse, som er svær at udføre, når man ikke kan kigge ned på sine egne fødder.

Enhedslisten: - Fuldstændig uanstændigt

Beskæftigelsesborgmester fra Venstre Cecilia Lonning Skovgaard har tirsdag ikke mulighed for at deltage i et interview og ønsker yderligere ikke at udtale sig om konkrete sager, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

Men Enhedslisten vil gerne kommentere Annette Slivsgaards sag.

- Det er fuldstændig uanstændigt at arbejdsprøve en kvinde, som ikke kan arbejde. Det giver ingen mening, siger Enhedslistens medlem af kommunens Beskæftigelses- og Integrationsudvalg, Gyda Heding, til TV 2 Lorry.

Tidligere kritiseret

Københavns Kommune er tidligere blevet kritiseret for deres restriktive tolkning af loven om førtidspension. Men de seneste år er antallet af tildelte førtidspensioner og fleksjob steget markant.

Men mange syge og svage borgere bliver stadig klemt i systemet, mener Enhedslisten, som dog anerkender, at statistikkerne viser, at det overordnet går bedre i kommunen.

- Men der er også en disharmoni mellem alle de henvendelser, som jeg får fra syge borgere og udmeldingen fra beskæftigelsesforvaltningen, siger Gyda Heding og fortsætter:

- Forvaltningen siger, at det går godt, men jeg har bare rigtig mange borgere, som er kommet i klemme, og som ikke er raske nok til nogensinde at komme tilbage på arbejdsmarkedet.