22-årig kan ikke huske sit liv: - Jeg bliver bare opbevaret her i verden
22-årige Fredrik Borelli fik slettet sin hukommelse efter en hjerneskade. Vi tog med ham tilbage til hans folkeskole i håbet om at vække minderne.
Husk kvinden på fortovet.
En kvinde med mørkt, krøllet hår. Klædt i en hvid t-shirt.
Hun stod og talte med Fredrik, da vi rullede op på parkeringspladsen bag hans lejlighed i Næstved. Fredrik viftede hende farvel med den ene arm, da han fik øje på bilen.
Vi var nu fuldtallige og satte kursen vest ud af Næstved.
Fredrik sad på passagersædet i sine moderigtige Nike-sko og en dybblå denimjakke med ærmerne smøget op til albuerne. Han rømmede sig flere gange. Et levn fra slangerne. Lægerne havde gravet i hans hals.
På bagsædet sad Mie Gerber. En blond, ung kvinde med sydsjællandsk accent.
Hun og Fredrik havde været tætte venner siden barndommen. En tid, Mie husker, men som er blevet slettet fra Fredriks hukommelse efter en trafikulykke for to år siden.
Grunden til, at vi sad sammen i bilen denne gråskyede eftermiddag, var egentlig ret simpel.
Vi skulle besøge deres gamle folkeskole for at se, om gensynet kunne bringe Fredriks minder tilbage.
Ulykken
Tidligt om morgenen 26. maj 2017 kørte Fredrik gennem Næstved. Han var efter et par fridage i fødebyen på vej mod København, hvor han var i Livgarden.
Det var en varm dag. Vinden blafrede i t-shirten, mens hans sorte Kawasaki-motorcykel brummede ham ud mod motorvejen.
Da vejen krydsede med Østre Ringvej, bragede han ind i en venstresvingende bilist.
Han fløj med hovedet først direkte ind i stolpen mellem bilens to sideruder.
Slaget fik hans hjerne til at hoppe rundt i kraniet. Nervetråde blev revet over. Der var blødninger i hjernen.
Ulykken efterlod Fredrik med, hvad der skulle vise sig at være en svær hjerneskade. Den har i særlig grad ramt hans hukommelse, og han har i dag ingen minder fra sit liv før ulykken pånær små fragmenter.
- Jeg kan ikke som sådan huske, hvem jeg var før ulykken. Min familie og venner ved mere end mig selv, siger han.
Livet står stille
Stort set alt, jeg ved om Fredriks liv før ulykken, ved jeg fra hans mor.
Han voksede op i Næstved som storebror til to brødre og en søster, som han havde et nært forhold til. Han var en nysgerrig dreng. Brugte timevis på at se Discovery Channel, og senere fik han gode karakterer i skolen.
Efter folkeskolen kom han på efterskole. Han fik hurtigt en bred skare af venner, som han rejste land og rige rundt for at besøge. Han var vellidt. Havde humor. Og han var en aktiv mountainbikerytter med hænderne skruet så godt på, at han byggede sin egen cykel fra bunden.
Alt det har Fredrik glemt i dag, hvor han bor i sin egen lejlighed i Næstved. Så tæt på sin mor, at han kan vinke til hende fra sit stuevindue.
Og der er meget i Fredriks liv, der er forandret. Hans fysiske skader holder ham fra at cykle på mountainbike. Og hjerneskaden gør, at han i det daglige har store huller i sin hukommelse. Han har svært ved at huske, hvad han har lavet få timer tidligere.
Ifølge Fredrik selv står hans liv stille. Han har indtil videre ikke kunnet arbejde eller starte på en uddannelse. Fra tid til anden ser han de venner, der har hængt ved efter ulykken. Men hans hverdag er ikke længere spækket med aktiviteter, der tidligere gav ham en stor vennekreds.
- Det, jeg tænker mest over, er det med, at man tilegner sig bekendtskaber i sit liv gennem de forskellige ting, man laver. Men jeg laver jo ikke rigtig noget. Bruger ikke tid på noget. Jeg er bare til stede. Jeg bliver bare opbevaret her i verden, siger han.
Gensynet
Gedebjerg Skole dukkede op som en lille klynge gule murstensbygninger, da vi nærmede os. Skolen lå ensomt placeret mellem markerne, omkranset af fodboldbaner og et smalt hegn af træer. De lænede sig op mod brisen og hvæste som et tørt åndedrag. Da Fredrik og Mie gik i folkeskole her, hed den Margretheskolen.
Vi steg ud af bilen, og den nuværende skoleleder låste os ind.
Vi gik ad en lille gang og endte foran to døre. Det var her, Fredrik og Mie havde klasselokale, da de gik i tredje. Dengang var det ét stort lokale, fortalte skolelederen. Ikke spaltet i to af en væg, som det var nu.
- Det her siger mig ikke noget, konstaterede Fredrik.
Skolelederen låste døren til højre op. Fredrik gik ind efterfulgt af Mie.
Rummet var lyst. I midten var et bord med skamler stablet ovenpå. Bag bordet i det fjerneste hjørne var et lille køkken. Blå skabe, komfur og en håndvask.
- Nårh ja. Lige præcis, lige præcis, udbrød Fredrik.
Hans stemme lød et kort øjeblik ivrig.
- Her var et stort lokale, og herovre var der sådan noget køkkenagtigt noget, sagde han og pegede rundt.
- Det er rigtigt. Der var noget derovre, nikkede Mie.
- Du kan godt huske det her rum, spurgte jeg Fredrik.
Han lod sine øjne feje rundt i rummet.
- Det fortæller jeg mig selv, svarede han.
- Hvordan skulle jeg ellers vide det, kan man sige.
Skaden i hjernen
Fredrik plejer at sige, at alt, han ved om, hvem han var før, er noget, han har fået at vide af andre.
Han ved, han blev født i Næstved. Han ved, han har gået i gymnasiet, og at han senere var i Livgarden. Fordi han har fået det fortalt.
På den måde kan han stykke en form for livsforløb sammen. Ikke af minder, men af fakta.
Fredriks hjerneskade har blandt andet ramt nogle områder i hjernen, der er vigtige for hukommelsen. Men hukommelsen er ikke bare én størrelse. En del af hukommelsen kaldes semantisk hukommelse. Den knytter sig til den viden, vi har om verden, eksempelvis vores paratviden og ordforråd. Hos Fredrik er den semantiske hukommelse intakt. Han kan både tale dansk og engelsk og tæske sine venner i quizspil.
Fredriks hjerneskade har til gengæld ramt hans såkaldt episodiske hukommelse hårdt. Den episodiske hukommelse er det, vi i stor udstrækning kan kalde erindring - det at huske egne oplevelser.
I Fredriks tilfælde ved man ikke, om hans minder fra før ulykken er væk, eller om han bare ikke har adgang til dem. Minderne kan nogle gange komme tilbage gennem sanserne. For eksempel hvis man genser et sted, man har været før.
Da vi stod i klasselokalet, tænkte jeg på noget, Fredrik havde fortalt. At han ikke altid kan være sikker på, om det, han ved om sig selv, er hans egne genskabte minder, eller om det er en rekonstruktion formet af noget, nogen har sagt, eller billeder, han har set.
Var det det, han gjorde nu? Tog han skolelederens oplysning om den opsatte væg, parrede den med synet af køkkenet og lynhurtigt sammentømrede en erindring?
Genkendelse eller gætværk?
Fredrik og Mie gik rundt fra klasselokale til klasselokale. Gennem den øde skolegård og videre ind i gymnastiksalen.
En gang imellem stoppede Mie op og huskede en mur, hun havde spillet bold op ad. Eller et varmeskab, de plejede at gemme sig i. Fredrik huskede enkelte små detaljer, men ikke hele episoder.
Efter at have set gymnastiksalen gik vi forbi en brun dør. Fredrik pegede på den og spurgte:
- Var der ikke også nogle ting derinde?
- Jo, svarede Mie.
Der havde været et depotrum.
Jeg så på døren. Der hang et skilt. Det forestillede nogle bolde og kegler. Jeg tænkte ved mig selv, om Fredrik nu gættede sig lidt frem.
Men så skete der noget.
Fredrik førte an ind i et stort fællesrum med en scene med tæppe for. Han gik roligt mellem bordene, men stoppede så pludseligt op.
Han drejede sit hoved svagt til siden. Som om nogen havde kaldt på ham fra et sted fjernt bag ham.
Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra sit sædvanlige ubekymrede smil, og han rynkede på øjenbrynene. Læberne bevægede sig lydløst. Som om han talte til sig selv.
Hans øjne vandrede over gulvet, derefter loftet. Til sidst fæstnede han sit blik sig på endevæggen.
Komaet
Fredrik var bevidstløs, da helikopteren landede på taget af Rigshospitalet den morgen i maj i 2017.
Lægerne bragte ham direkte til operationsstuen.
Timerne gik. Hans forældre sad i venteværelset og vidste ikke, om deres søn ville overleve.
Op ad eftermiddagen var operationen slut, og han blev bragt til en stue, hvor de kunne se ham.
Han lå i hospitalssengen. Hans nøgne overkrop var plastret til med ledninger, og der stak slanger ud fra hans ansigt. En pose holdt trykket i hans hoved i balance.
De næste dage var kritiske. Det var ikke kun hans hoved, der var blevet ramt i ulykken. Hans bækken var knust, og en kollapset lunge var tæt på at tage livet af ham.
Der gik tre uger, før Fredrik var uden for livsfare. Men det var bare begyndelsen.
Lægerne havde lagt ham i koma, så hjernen kunne restituere efter slaget.
Først flere måneder senere begyndte han langsomt at vågne op.
En dag i efteråret 2017 ringede Fredrik til sin far og sagde:
- Hej, jeg hedder Fredrik Borelli, og jeg vil gerne hjem nu.
Det var første gang siden ulykken, at familien hørte hans stemme.
Genoptræningen
Det stod klart, at han var hårdt ramt på hukommelsen. Men noget kunne han genkende. Da han fik sin mobiltelefon, kunne han koden. Og han var i stand til at nævne navnene på sine gymnasiekammerater, når han sad med den blå bog. Men han kunne ikke huske episoder fra sit liv.
Knap et år efter ulykken begyndte han på et neurorehabiliteringscenter i Ølstykke.
Han startede fysisk genoptræning og øvede dagligdagsting som eksempelvis madlavning og rengøring. Personalet på stedet hjalp ham med at forstå hans situation og ikke mindst at acceptere, at der er ting, der er forsvundet fra hans hukommelse.
Det umulige spørgsmål
Det er svært at sætte sig ind i. At være 22 år og ikke kunne huske sin fortid. Men der er noget andet ved Fredrik, der har undret mig dybt, lige siden jeg mødte ham første gang.
Når jeg har spurgt ham, hvad han håber for sin egen fremtid, har hans svar været underligt vage.
Jeg har spurgt ham direkte:
- Hvad drømmer du om på længere sigt, Fredrik?
Han ventede nogle sekunder, før han svarede:
- Normale ting. Jeg ved det ikke. At flytte i eget hus, sagde han og tilføjede med en sarkastisk, næsten barnlig tone:
- Og få en familie.
Det var næsten som om, han ikke forstod, hvorfor jeg spurgte. Som om han ikke anerkendte præmissen for spørgsmålet.
Hvad er fremtiden uden fortiden?
I noget tid tænkte jeg, at det måske skyldtes, at han var et sted i sit liv, hvor det var umuligt at forudse, hvad der ville ske. Men så fandt jeg ud af, at der kunne være en anden forklaring.
I 1981 var en 30-årig canadisk mand ude for en ulykke, der minder om Fredriks.
Han kørte galt på sin motorcykel og pådrog sig en svær hjerneskade.
Ligesom Fredrik kunne han ikke længere huske oplevelser fra sit tidligere liv. Men den viden, han havde samlet op gennem sit liv, var ikke gået tabt.
Neurologerne, der undersøgte patient KC, som han senere er blevet kendt som, fandt også ud af, at han var ude af stand til at planlægge og gøre sig tanker om, hvordan hans liv ville se ud i fremtiden. Siden har forskningen set talrige eksempler på fænomenet.
Tesen er, at evnen til at se sig selv ind i et fremtidigt scenarie hænger sammen med evnen til at gøre det samme den anden vej. Altså at se sig selv i tidligere oplevede episoder.
Personer, der ikke kan huske oplevelser i deres fortid, har simpelthen problemer med at forestille sig fremtiden.
Det samme gælder for Fredrik, og det kan være derfor, at Fredrik svarer, som han gør. Han ved, at det er normalt at købe hus og få familie. Men han har svært ved at ønske sig noget mere detaljeret end det.
Fredrik kan ikke erindre sin fortid, han kan ikke forestille sig sin fremtid. Fredrik er låst i nuet.
Peger stederne ud
Fredrik pegede på en undseelig, grå dør ved siden af scenen, der udgjorde endevæggen i den store sal.
- Mie, derovre…
- Der er ikke en kælder eller sådan noget, sagde han.
- Jo, der var et eller andet, sagde Mie.
Fredrik og Mie gik nærmere. Skolelederen låste døren op. Toppen af en trappe førte ned i et lavloftet kælderrum. Det blev tydeligvis ikke brugt ret meget længere. Langs listerne vogtede et par velvoksne edderkopper deres spindelvæv.
Fredrik gik ned gennem rummet med hænderne i lommerne. Forbi en række af spejle og en garderobe med blomstrede kjoler og rekvisitter.
- Jeg husker lokalet som meget længere. Men sådan er det, når man bliver større, sagde Fredrik.
Vi gik ovenpå igen. Fortsatte gennem salen og ned ad en gang. Nu virkede det, som om Fredrik kunne genkende det hele. Først pegede han på en dør.
- Der lå biblioteket, sagde han henkastet.
Han kunne forklare, hvor fysiklokalet lå, og hvor der havde været et bordfodboldbord.
Kort efter traskede vi op ad en trappe til førstesalen. Vi fortsatte ind i et lyst rum med ikeabogreoler, der havde været lærerværelse. Fredrik så sig omkring. En anelse ukoncentreret.
- Jeg husker det som… Og det ér hukommelse… at der var et bord i midten af rummet. Sådan et langt bord, hvor de sad og holdt møde, sagde han.
Ingen erindring
Fredrik huskede visse steder på skolen. Ikke på den måde, at han pludselig kunne genkalde sig konkrete begivenheder. Men stederne kunne han pege ud.
Det var ting, han ikke havde vidst, før vi tog ud på skolen, sagde han.
Når han genkendte stederne, var han underligt uimponeret.
I virkeligheden overraskede det mig ikke.
Når jeg tidligere har talt med Fredrik om hans fortid, har han virket uinteresseret i den. Han har fået fortalt nogle ting, nok til at have en fornemmelse af, hvordan hans liv har set ud. Og det er, som om det er tilstrækkeligt for ham. Som om han er kommet til en accept af, at han er, hvad han er nu. Og at det er det, der betyder noget.
- Jeg ved ikke, hvad jeg ikke ved, siger han uden det mindste strejf af tristesse.
Alligevel havde jeg forventet, at det ville være en lille sejr for ham at opleve genkendelsen af sin gamle skole.
Da vi sluttede vores besøg med en slentretur over fodboldbanerne udenfor, talte vi om, hvordan det havde været at gense skolen.
Mie havde haft en fest med at mindes ungdomsdagene, men da jeg spurgte Fredrik, om han kunne bruge gensynet til noget, svarede han:
- Jeg ved ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Men det har været underholdende. Jeg kan ikke sige så meget andet end det.
Kvinden på fortovet
Vi satte os tilbage i bilen og kørte tilbage mod Næstved.
Vi snoede os ad vejene mellem de grønne marker. Kragerne løftede sig fra asfalten foran bilen og flygtede op mod den grå himmel, der var tungere og mørkere nu og duftede af snarlig torden.
Fredrik trak sin telefon frem. Han var i gang med et quizspil mod en af sine venner og læste spørgsmålene højt.
- Hvilken af disse sukkerformer kommer ikke fra planter? Laktose, sakkarose, frugtose, glukose. Det er laktose, sagde han.
Tilbage i Næstved parkerede jeg bilen bag hans opgang, hvor vi havde samlet ham op et par timer tidligere. Da vi steg ud af bilen for at sige farvel, spurgte Mie:
- Hvem snakkede du med, da vi hentede dig her, Fred?
Jeg så hende for mig. Kvinden på fortovet. Den hvide t-shirt og det mørke hår.
Fredrik steg ud.
- Snakkede med…, sagde han.
- Stod jeg og snakkede med nogen?
TV 2 ECHO har fulgt Fredrik gennem nogle måneder. Se minidokumentaren på TV 2 Play her.