Skuespiller Jesper Langberg er død

Han blev 78 år gammel.

Den danske skuespiller Jesper Langberg er lørdag formiddag død efter kort tids sygdom, 78 år gammel.

Det oplyser hans datter, Kristina Langberg, til Ritzau.

Jesper Langberg i rollen som Kristen Skjern i 'Matador' sammen med Helle Virkner, der portrætterede Elisabeth Friis.
Jesper Langberg i rollen som Kristen Skjern i 'Matador' sammen med Helle Virkner, der portrætterede Elisabeth Friis. Foto: Erik Holmberg / Scanpix Denmark

Jesper Langberg døde hjemme omgivet af sine tre ekskoner, skuespillerinderne Susanne Heinrich og Eva Jensen og designeren Hanne Mørup.

Gennem sin mere end 50-årige karriere nåede skuespilleren at medvirke i mere end 40 film.

Jesper Langberg og Lisbeth Dahl fotograferet i en omfavnelse under optagelserne til DR-serien 'Sommer'.
Jesper Langberg og Lisbeth Dahl fotograferet i en omfavnelse under optagelserne til DR-serien 'Sommer'. Foto: Jan Jørgensen / Scanpix Denmark

Blå bog: Jesper Langberg

  • Født 20. oktober 1940.
  • Uddannet fra Det Kongelige Teaters Elevskole i 1965. 
  • Har medvirket i 44 danske film og 12 tv-serier. 
  • Har blandt andet været med i 'Matador', Olsen Banden-filmene, 'Det forsømte forår', 'Kongekabale' og 'Sommer'.
  • Var gift tre gange og døde med alle tr eekskoner omkring sig.
  • Efterlader sig tre børn.

Han fik sit gennembrud i 1965, da han på bare et år spillede med i både 'Flådens friske fyre', 'Pigen og millionæren' og 'Een pige og 39 sømænd'.

Det er dog især rollen som Omegnsbankens direktør, Kristen Skjern, i 'Matador', mange vil huske ham for.

Tre Bodil-statuetter

Undervejs i sin karriere blev Jesper Langberg tildelt en række priser for sine præstationer.

I 1968 fik han en Bodil-statuette for sin hovedrolle i 'Sådan er vi alle'.

I 1993 fik han endnu en for sin birolle i filmatiseringen af bogen 'Det forsømte forår', og i 2014 modtog han en Æres-Bodil for sin karrieres lange bidrag til dansk film.

Den sidste film, Jesper Langberg medvirkede i, var familiefilmen 'Fuglejagten' fra 2012.

Det var dog først i 2014, at den dengang 73-årige skuespiller trak sig tilbage fra skuespilfaget efter sin 50-årsjubilæumsforestilling 'Kærestebreve' på Folketeatret.

Jesper Langberg var søn af skuespillerne Sigurd og Karna Langberg, mens hans storebror var den kendte skuespiller og instruktør Ebbe Langberg, som døde i 1989.

Ebbe Langberg (tv) og Jesper Langberg fotograferet sammen med deres mor Karna i 1969.
Ebbe Langberg (tv) og Jesper Langberg fotograferet sammen med deres mor Karna i 1969. Foto: Ukendt / Scanpix Denmark