Væske og skygge er alfa og omega, hvis du skal på ferie i de sydeuropæiske lande, hvor temperaturen i disse dage slår varmerekorder.
Er du en af de danskere, som har sat kursen mod syd eller gør det de kommende dage, skal du tage dig i agt for de glohede temperaturer.
Europa er nemlig ramt af hedebølge, hvilket for eksempel førte temperaturen op på rekordhøje 45 grader i Frankrig fredag eftermiddag. Og det ser ud til at fortsætte de kommende dage, viser prognoser fra TV 2 Vejret.
Prognose af temperaturer for Europa lørdag Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Meldingerne fra danskere i Frankrig er, at varmen føles ekstrem.
- Selve luften er brandvarm, så det nytter ikke at søge ly i skyggen. Eneste middel er shoppingcentre eller en kold pool, hvilket efterhånden også er svær at finde, da pools er blevet godt og grundigt varmet igennem, lyder det eksempelvis fra Jesper Gandløse, der befinder sig i Vaison-la-Romaine i det sydøstlige Frankrig.
Lisa Metz sidder omvendt i Disneyland i Paris, hvor hun drikker masser af vand og er blevet godt solbrændt.
- Vejret er så lækkert, men det er svært at holde varmen ud i længere tid, skriver hun til TV 2.
Skygge, væske, luft og en solhat
Men hvordan forholder man sig til så høje temperaturer på sommerferien? Vi har spurgt læge og centerchef Henrik Stig Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen, og hans råd er klart:
- Det, man normalt skal være opmærksom på i varmen, skal man være endnu mere opmærksom på, hvis man er et sted, hvor temperaturen ligger omkring 40 grader. Det drejer sig om helt simple ting som at søge skygge, dække sig til, bruge hovedbeklædning og få væske, siger han.
Derudover påpeger lægen, at det særligt er ældre mennesker, folk med kroniske sygdomme, små børn og spædbørn, der kan risikere at blive dårlige i varmen – og at rådene om skygge og væske særligt gælder dem.
I listen neden for kan du se lægens do's and don'ts i hedebølgen.
GUIDE: Hvad skal du gøre i en hedebølge?
Drik masser af væske - især hvis du tager daglig medicin
Vand er vigtigt i varmen. Foto: Shutterstock
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man drikker rigeligt med væske. Især hvis man er kronisk syg og/eller tager daglig medicin.
Ved temperaturer omkring 30 grader anbefales det, at man drikker halvanden gang så meget, som man plejer per dag.
Er temperaturen endnu højere som i Frankrig, skal du derfor drikke endnu mere, lyder det fra læge ved Sundhedsstyrelsen Henrik Stig Jørgensen.
Tjek farven på dit tis
(ARKIV) Pilsner øl fra Harboe fotograferet onsdag 20. juni 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Du kender den sikkert: Farven på vores urin er en god målestok for, om man har fået nok at drikke.
Derfor er det en god idé at være særligt opmærksom på farven og mængden af tis, hvis man befinder sig i en hedebølge.
- Når først urinen bliver mørk og sparsom, så er man dehydreret. Den skal være lysegul og klar, siger Henrik Stig Jørgensen.
Spædbørn og småbørn skal tilbydes rigeligt at drikke, når det er varmt – også selvom de ikke beder om det. Spædbørn, som kun ammes, kan lægges til brystet oftere. Og så skal du holde øje med, om bleen bliver våd som forventet. Ellers mangler barnet væske.
Derudover må du aldrig efterlade børn i en parkeret bil eller dække barnevognen til med en stofble, da temperaturerne hurtigt bliver høje og farlige.
Tag på stranden med parasol
Foto: Markus Scholz / Scanpix Denmark
Det er vigtigt at søge skygge. Men stranden er også et godt sted at opholde sig.
- Man kan godt tage på stranden, for der lufter det som regel mere. Men så er det vigtigt, at man tager en parasol med, så man kan søge skygge og få rigeligt med væske. Og så man kan jo gå ud i vandet og afkøle sig, hvis man er mobil til det, siger Henrik Stig Jørgensen.
Drop den lange tur i bil, på cykel eller på gåben
(ARKIV) Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Man skal tilpasse sine aktiviteter efter forholdene.
Derfor er rådet fra Henrik Stig Jørgensen, at man lader være med at køre lange strækninger i bil eller på cykel på det allervarmeste tidspunkt af dagen, hvor solen brager ned.
Undgå køen i forlystelsesparker
Foto: Flemming Krogh
Hvis det er over 40 grader, og man har børn under tre år, skal man måske genoverveje turen til forlystelsesparker.
- Problemet med sådan et sted er, at man kan komme til at stå i kø lang tid, hvor man ikke kan være i skyggen. Så det er ikke hensigtsmæssigt. Det er bedre at være nogle steder, hvor man selv kan tilpasse den tid, man er ude i solen, siger Henrik Stig Jørgensen.
Spar på alkoholen
Foto: Shutterstock / Shutterstock
Alkohol dehydrerer og sløver sanserne. Derfor skal du spare på procenterne, hvis temperaturen er rigtig høj.
- Hvis man får for meget alkohol, er man måske ikke opmærksom på, at man er i varmen og glemmer at få væske, siger Henrik Stig Jørgensen.
Skær ned på motionen
Foto: Shutterstock / Shutterstock
Hvis du er typen, som gerne løber en tur på din ferie, så behøver du ikke lade være, fordi det er varmt.
- Hvis man er i god form, er det ikke sådan, at vi fraråder at dyrke motion, men man skal nok skære lidt ned på det og træne i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, siger Henrik Stig Jørgensen.
Bagefter skal du igen sørge for at drikke rigeligt med væske, da du mister endnu mere væske på en løbetur i syden, end man tror.