19-årig i kritisk tilstand efter fald på 15 meter

16x9
Han falder 15 meter ned og lander på et fladt underlag, siger politikommisær. Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Manden arbejder som håndværker på en byggeplads i Viborg.

En 19-årig polsk mand er i kritisk tilstand efter et fald på 15 meter i Viborg. Det oplyser politikommissær Peter Søndergård fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den unge mand arbejder som håndværker på en byggeplads i Viborg. I den forbindelse skulle han træde ud på en platform ved et vindue. Men i stedet røg han ud over.

- Han falder 15 meter ned og lander på et fladt underlag, fortæller Peter Søndergård.

Politiet og Arbejdstilsynet er dog ikke helt færdige med at få klarlagt hændelsesforløbet.

Arbejdsulykken skete klokken 16.47 tirsdag ved en byggeplads på Vilhelm Ehlerts Allé.

Efterfølgende blev manden fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Onsdag eftermiddag er der endnu ikke yderligere informationer om den unge mands tilstand, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2.