Sen tropenat venter - sådan får du en god søvn

Varm luft over Danmark giver udfordringer, hvis du vil i drømmeland. Søvnekspert og friluftsleder guider dig på vej.

Den danske sensommer har for alvor pustet sig op med varme de seneste dage, og natten til tirsdag kan blive en tropenat - den seneste i 22 år, oplyser TV 2 Vejret.

Sidste gang, der blev målt en tropenat så sent på året, var i 1997, da målestationen på Christiansø ved Bornholm aldrig kom under 23,0 grader. Det er også den varmeste nat målt i dansk vejrhistorie.

Kroppen vænner sig til varmen

Lidt forberedelse og omtanke er en god idé, hvis man vil sikre sig en søvn uden afbrydelser.

Det siger søvnekspert Mikael Rasmussen til TV 2.

- Hvis man sveder mere, eller kroppen har problemer med at termoregulere, så påvirker det også automatisk søvnen eller kvaliteten af den, siger han.

Mikael Rasmussen fremhæver, at kroppen vænner sig til varmen. Derfor er de første rigtig varme tropenætter også dem, hvor man er mest udfordret.

Sammen med søvnekspert Mikael Rasmussen og Dieter Toftkær fra Dansk Spejderkorps har TV 2 lavet en 'overlevelsespakke', som kan sikre søvnen i de varme nætter - om man så vælger at sove inde eller ude under åben himmel.

10 gode råd til at sikre nattesøvnen

Find et køligt sted

Soveværelset skal være så køligt som muligt. Begræns opvarmning med solafskærmning eller gardiner. Ryk eventuelt ned i husets kælder, hvis du har sådan en.

Drop dynen

Sov med dynebetræk eller lagen. Gerne af silke, som køler bedre end bomuld. Drop nattøjet.

Lad være at forcere søvnen frem

Stå op, hvis du ikke kan sove. Undgå at vende dig og blive vågen og irritabel, hvis ikke søvnen indfinder sig med det første.

Et varmt bad kan køle ned

Tag et varmt bad tre kvarter før du skal sove. Det får kroppen til at modregulere varmen og sænke temperaturen.

En god madras er grundlag for en god søvn

Hav en god madras, der kan svedabsorbere og ånde. 

Omfavn eventyret i at sove ude

Det skal ikke være skræmmende at sove ude og er det heller ikke i den danske natur. Men det er noget med, at man spiller med i stedet for imod, når man er i det fri. Gå ind til det med åbent sind.

Der er et shelter i nærheden af dig

Naturstyrelsen har masser af anvisninger til sheltere, hvor man kan overnatte landet over. Tjek deres hjemmeside. Husk at rydde op efter dig. Telt i naturen eller haven er også en mulighed, men husk at finde et sted, hvor teltet er i skygge fra solopgang, hvis ikke varmen skal vække dig.

Hængekøjen er in

En hængekøje kan være god. Især hvis den er udstyret med myggenet. En moderne hængekøje giver mere komfort end den klassiske "banan" og kan rumme to-tre voksne i de store modeller.

Luk forstyrrende lyde ude

Tænk på ørepropper. Der er mange fremmede og søvnforstyrrende lyde ude i sommernatten. I det hele taget vil dine sanser nok være skærpede, både over for lyde og lys. Også det kan man vænne sig til.

Ild og røg er myggenes fjende nummer et

Et bål og røgen kan holde insekter på afstand. Men hold øje med afbrændingsforbud.

Under åben himmel

Hvis man gerne vil skifte soveværelsets lummerhed ud med en overnatning under åben himmel, er der efterhånden oprettet flere hundrede sheltere i den danske natur.

Du kan finde en oversigt på Naturstyrelsens hjemmeside her.

I Halsnæs Kommune har man placeret to sheltere på vandet som et spektakulært sted at sove.
I Halsnæs Kommune har man placeret to sheltere på vandet som et spektakulært sted at sove. Foto: TV 2 LORRY

En anden mulighed er at banke på hos de mere end 600 haveejere, der har meldt sig i Facebook-gruppen 'Brug min baghave', og som gæstfrit anviser overnattende et sted at slå sig ned.

De tidligste tropenætter, vi har oplevet i Danmark i nyere tid, var natten til 3. juli i 2010 samt natten til 4. juli i 2009. Tilbage i 2000 målte man 20,6 grader som laveste temperatur natten til 21. juni.