1,5 millioner blå sygesikringskort er snart ugyldige - se her, hvor det kan bruges

16x9
Det blå sygesikringskort gælder i de 28 EU-lande samt Norge, Schweiz, Liechtenstein og Island. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

1,5 millioner blå sygesikringskort udløber snart, hvis de ikke bliver fornyet. Her kan du se, hvordan du er dækket i forskellige lande i Europa.

Det blå sygesikringskort sikrer, at du har ret til lægebehandling på ferien mange steder i Europa.

Men mange danskere har et blåt kort liggende i pungen, der udløber i år. Derfor er det godt tidspunkt at fiske det frem og tjekke udløbsdatoen - ellers kan det give bøvl på rejsen.

I 2014 bestilte over to millioner danskere det blå kort, da det gule sundhedskort blev ugyldigt uden for Skandinavien.

Kun omkring 550.000 af de kort er blevet fornyet, oplyser Udbetaling Danmark. Resten udløber altså til nytår.

Læs her, hvordan du skal forholde dig, hvis dit blå sygesikringskort udløber, og du snart rejser på ferie i Europa.

Hvad dækker det blå kort?

Kan du fremvise et gyldigt blåt sygesikringskort, har du ret til nødvendig tandlæge-, læge- og hospitalsbehandling i EØS-landene - det vil sige de 28 EU-lande samt Norge, Schweiz, Liechtenstein og Island.

Kortet giver dig ret til behandling på samme vilkår som personer, der er offentligt sygesikrede i det land, du besøger. Det betyder, at hvis landets egne borgere skal betale for behandling, skal du også betale.

Der kan være en høj egenbetaling, hvis du ikke viser det blå sygesikringskort, eller hvis du opsøger en privat læge.

Hvad dækker det blå kort ikke?

Det blå sygesikringskort giver dig kun adgang til det offentlige sundhedssystem. Du kan altså ikke bruge det til behandling hos private læger eller privathospitaler.

Det blå kort giver dig heller ikke adgang til hjemtransport i tilfælde af sygdom eller død. Du kan heller ikke bruge det blå kort, hvis du tager til udlandet med det formål at få behandling.

Vær opmærksom på, at det blå kort ikke er et alternativ til rejseforsikring. Overvej derfor altid også at tegne en privat rejseforsikring, så du er dækket på din rejse.

Her dækker det blå sygesikringskort