Samfund

SkoleIntras afløser udskudt igen

Aula, der skal afløse skolernes intranet, er udsat for tredje gang. Sara Gangsted / Scanpix

Aula, der skal afløse Skoleintra, er nu udsat indtil efterårsferien.

Alle skoler skulle efter planen have taget Skoleintras afløser, Aula, i brug efter sommerferien. Men det er nu udskudt til uge 43, og skolerne skal dermed fortsætte med at bruge Skoleintra indtil efterårsferien, skriver Folkeskolen.dk.

Ifølge en pressemeddelelse fra kommunernes udbudsfællesskab Kombit, som Folkeskolen.dk citerer, er beslutningen om udsættelsen taget i samråd med Kommuners Landsforening (KL).

Det er blevet besluttet at udsætte Aula, efter man har fået tilbagemeldinger fra et pilotforløb, hvor forældre, skolelederne og medarbejdere har givet input til funktionaliteten og brugeroplevelsen af Aula.

- De seneste input, vi har modtaget, er ved at blive indarbejdet, men de er endnu ikke testet i et pilotforløb. Derfor ønsker projektet lidt mere tid til at afprøve de forbedringer, som er tilføjet Aula efter tilbagemeldingerne fra pilotforløbet, siger markedsdirektør Poul Ditlev Christiansen, Kombit, i pressemeddelelsen.

Det er tredje gang, Aula udskydes. Tidligere er det blevet udsat, fordi man med den tidsplan, der eksisterede, ikke kunne garantere for datasikkerheden, skriver Folkeskolen.dk.

Det er også meningen, børnehaver og vuggestuer på et tidspunkt skal kobles på Aula.