Samfund

Fremover skal kommunes medarbejdere kun på job fire dage om ugen

Arkivfoto Claus Bech Andersen / Scanpix Denmark

I Odsherred Kommune kan 300 administrative medarbejdere se frem til at få fri hver fredag. Til gengæld skal de arbejde længere de øvrige fire dage.

Fra september skal 300 administrativt ansatte kun arbejde fire dage om ugen, skriver A4 Nu.

De administrative medarbejdere på rådhuset slipper dermed for at tage på job om fredagen, men skal til gengæld arbejde længere fra mandag til torsdag. Forventningen er, at de stadig arbejder 37 timer om ugen, heraf to timers kompetenceudvikling.

Ideen med firedages ugen er ifølge kommunaldirektør Claus Steen Madsen at give de ansatte mere fleksible muligheder for at strukturere deres arbejdstid, samtidig med at borgerne får mulighed for at booke møder med kommunens folk uden for almindelig arbejdstid.

- Det er et spørgsmål om mere fleksibel arbejdstid. De ansatte vil have mulighed for at arbejde hjemme, men det skal også give en øget tilgængelighed for borgerne. Det skal nemlig være muligt at booke en tid så sent som klokken 19 med en sagsbehandler, siger Claus Steen Madsen.

Nye arbejdstider har været på vej i to år

Arbejdstidsaftalen har været næsten to år undervejs og mangler nu blot den endelige godkendelse af kommunens økonomiudvalg og de involverede fagforeninger. De nye arbejdstider iværksættes som et tre-årig forsøg.

Aftale betyder, at medarbejderne skal arbejde en halv time længere tre dage om ugen, fortæller Eva Haupt-Jørgensen, som er fællestillidsrepræsentant for HK´erne i kommunen. De kommunalt ansatte har i dag en lang arbejdsdag torsdag, hvor de arbejder omkring 10 timer. Fremover kan selv bestemme, hvilken ugedag de vil arbejde 10 timer. De resterende tre arbejdsdage bliver dermed på godt otte timer, forklarer hun.

- Borgerne kommer til at få en bedre service, for vi vil kunne træffes på langt flere tidspunkter, end vi kan i dag

Eva Haupt-Jørgensen, Fællestillidsrepræsentant for HK´erne i kommunen

De to timers kompetenceudvikling, som også er på programmet, kan medarbejderne selv placere i løbet af ugen, men indholdet skal godkendes af en leder. Det kan være alt fra læsning af lovstof til at gå en tur.

Håber på at borgerne kan mærke forskellen

Eva Haupt-Jørgensen regner med, at også borgerne kommer til at mærke en forskel, når de nye arbejdstider er realiseret.

- Borgerne kommer til at få en bedre service, for vi vil kunne træffes på langt flere tidspunkter, end vi kan i dag. Den fredag, der bliver sløjfet, vil blive fordelt ud over resten af ugen, så det vil være lettere at få møder, når borgerne har fri, siger Eva Haupt-Jørgensen, der har forhandlet aftalen på plads med kommunen.

Pernille Garder Abildgaard, der er forfatter til flere bøger om nytænkning af arbejdsmetoder, roser Odsherred Kommune for modet til at ændre arbejdstiden, men hun er ikke sikker på, at der venter optimale resultater - blandt andet i form af stigende effektivitet.

- Hvis man vil høste alle fordelene, handler det om at gentænke måden, man arbejder på. Man kan ikke bare beslutte sig for at udføre fem dages arbejde på fire dage, siger Pernille Garder Abildgaard til A4 Nu.