Nyheder

600 danskere tilbyder gratis overnatning i deres baghave

Initiativet er kun lidt over en måned gammel, men danskere i hele landet har allerede meldt sig til.

Hundredevis af danskere har den seneste tid valgt at åbne deres haver for fremmede rejsende.

Det sker i forbindelse med et nyt koncept under navnet 'Brug min baghave', hvor man gratis kan få lov til at slå et telt op og overnatte hos private. På under fem uger har mere end 8000 rejsende og haveejere tilmeldt sig Facebook-gruppen. Og det er kommet bag på initiativtageren, Pernille Kaas.

- Det er meget overvældende og har overgået min vildeste fantasi. Jeg havde regnet med, at vi ville blive 100 vandrere uden en eneste baghave at overnatte i, siger hun til TV 2.

Over 600 haver at vælge mellem

I København bor John Svendsen, der er en af de 600 haveejere, som har valgt at stille sin baghave til rådighed for trængende friluftsmennesker. Han ser meget frem til kommende besøg, fortæller han.

- Da jeg hørte om det her initiativ, så var jeg ikke fem sekunder i tvivl om, at jeg gerne ville være med. Det var vi faktisk enige om i hele familien. Vi kunne godt tænke os at få nogle ind her, høre hvor de er på vej hen, og hvor de kommer fra. Måske man kommer til at møde nogle af dem igen, siger han.

Et opdateret billede af kortet. Der er lige kommet et par enkle svenskere med 💚💚

Posted by Brug min baghave on Wednesday, May 22, 2019

På Fyn ligger Mikkel Bach-Rasmussens hus med tilhørende baghave. Han har allerede haft en overnattende gæst natten til onsdag. Og han gør det gerne igen.

- Det er noget med at åbne og give hjælp til dem, der har brug for det. Det gør jeg gerne. Jeg synes, vi mangler at åbne for fremmede i vores hverdag og møde mennesker, vi ikke kender - give dem noget hjælp og hjertevarme, siger han.

Nicolai overnattede i fremmeds have

Den overnattende vandrer, der benyttede sig af Mikkel Bach-Rasmussens gæstfrihed og brugte natten under teltdugen i hans have, hedder Nicolai Bangsgaard.

Mikkel Bach-Rasmussen og Nicolai Bangsgaard er ved at finde ud af, hvor teltet kan stå for natten.
Nicolai Bangsgaard har fået lov til at slå sit telt op ved siden af hønsehuset. Han havde heldigvis medbragt ørepropper.

Han er netop på rundrejse i Danmark og har indtil videre slået sit telt op i fire flinke fremmedes baghaver, fortæller han.

Konceptet 'Brug min baghave'

Man kan som rejsende eller haveejer tilmelde sig den lukkede Facebook-gruppe 'Brug min baghave', hvorfra der er adgang til en oversigt over 'åbne' haver.

Initiativet beskriver sig selv som et landsdækkende netværk af flinke folk, der frivilligt - og uden betaling - åbner deres baghaver for rejsende, som mangler et sted at overnatte.

Udover overnatning foreskriver konceptet, at der ikke er krav til faciliteter. Det eneste, man som gæst kan forvente, er et stykke græs - resten er bonus.

- Det har været fantastisk og overvældende på alle måder. Folk er ufattelig søde og hjertelige. Det er det fede ved det her koncept, at det åbner op for al den venlighed og kærlighed, jeg ved er derude et sted, siger han.

Nicolai Bangsgaard håber udover et sted for natten at få skabt nogle nye relationer og bogstaveligt talt møde folk på deres egen hjemmebane. Han er sikker på, at det er et koncept, der er kommet for at blive.

En unik oplevelse

Der findes allerede over 1500 muligheder for overnatning i det fri - herunder shelters og skovpladser, hvor man kan slå sit telt op. Men ifølge direktør for Friluftsrådet Jan Ejlsted er det så populært, at der næsten altid er optaget, og han hilser derfor 'Brug min baghave' velkommen.

- Her i Friluftsrådet kan vi ikke få armene ned, for vi synes, det er et virkelig smukt initiativ. Det giver friluftbrugerne nogle flere muligheder og bringer folk i kontakt med hinanden. Jeg synes grundlæggende, det er et tegn på, at danskerne gerne vil hinanden det godt, siger han.

Derudover er det også en mulighed for at opleve noget anderledes end et hotelværelse, mener Jan Ejlsted.

- Vi har alle sammen prøvet det standardiserede med hotelværelser, der ligner hinanden. Her får du en helt unik oplevelse, siger han.

Vil ikke tjene penge på initiativ

Som næste skridt har initiativtager Pernille Kaas fået lavet et logo, der består af nogle fodspor i et hjerte. Det kan folk, der har lyst til at stille deres baghave til rådighed, klistre på postkassen, så vandrere kan se, at

Logoet med fodspor i et hjerte skal vise, at her er det okay at banke på og forhøre sig om at låne et stykke græs.

Selvom interessen har været overvældende, og der allerede er sendt klistermærker ud til en stor gruppe danskere, så er det ikke et initiativ, der skal tjenes penge på, understreger Pernille Kaas.

- Tanken er, at det er baseret på ren gæstfrihed, og der er ikke nogen, der skal spinde guld på andres gæstfrihed. Vi kører det non profit, siger hun.