TV 2 ECHO

Ufrivillig abort: 50 kvinder åbner op om sorgen, frygten og tabuet

Hver fjerde ønskede graviditet ender med en ufrivillig abort.

Det starter med to streger på en pind. Forældrene er lykkelige. De kysser, krammer, køber barnevogn og bleer. Og ni måneder senere kommer et barn til verden.

Sådan kunne en historie om en graviditet lyde.

Men det er langt fra alle graviditeter, der passer på det billede.

Hver fjerde graviditet ender med en ufrivillig abort inden uge 22.

TV 2 ECHO har talt med 50 kvinder, der har mistet deres graviditet tidligt. De åbner i denne artikel op og fortæller om de svære følelser, der kan ramme, når drømmen om et barn går i stykker. Om frygten for ikke at kunne sætte et barn i verden. Og om en sorg, som ikke bliver anerkendt.

Camilla Warncke Nielsen, 26

Aborterede i uge 18

Jordemoderen sagde, det så pænt ud. Ingen store plamager eller forrådnelse.

Jeg fik det lille foster op til mig. Det var opsvulmet og alienagtigt. Der var næse, mund, fingre og øjne. Man kunne se, det var på vej til at blive et menneske. Jeg var egentlig lidt fascineret af, at min krop havde skabt det her. Også selvom det ikke var blevet færdigt.

Jeg valgte kun at se barnet lige efter fødslen. Det var en rar oplevelse.

Det ramte mig en uges tid efter. Nu var der ikke længere en masse beslutninger, der skulle tages. Om begravelse og obduktion. Det var slut.

Jeg kunne ikke sætte ord på sorgen, og hvad jeg følte. Det var jo et afsavn til noget, jeg ikke vidste, hvad var. Jeg har mødt folk, der ikke har lagt skjul på, at de opfattede, at jeg kun havde ét barn. Vores datter på halvandet år. Men jeg havde jo født to. Nummer to var bare ikke hos mig.

Jeg havde et behov for at tale om det, men folk bagatelliserede det lidt. ”Det var jo ikke et rigtigt barn”. Den mødte jeg meget. Juridisk var det et foster, men for mig var det et barn.

Jeg har også oplevet at stå ansigt til ansigt med folk, som vidste, jeg var gravid. De kunne se, jeg ikke var det længere. Og alligevel spurgte de ikke ind til det. De lod som ingenting. Når jeg spurgte, om de ikke havde hørt, jeg havde aborteret, blev de nærmest skræmte og indrømmede, at det vidste de godt. De turde bare ikke spørge.

Det understreger, at det er et tabu.

Louise

Louise Skov, 32

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Da jeg fandt ud af det, blev jeg meget tom indeni. Selv om vi fik at vide, at det var normalt, var jeg så bange for, at aborten betød, at det ikke ville lykkes for os at blive gravide igen.

Det var virkelig ikke sjovt at møde babyer og gravide maver, for jeg blev misundelig. Og misundelsen gjorde sig endda gældende for egne familiemedlemmer, der fik barn. Jeg havde ikke lyst til at besøge dem, for det var snyd, at de havde fået en baby, når vi havde oplevet en abort.

Jeg blev gravid igen tre måneder efter aborten, og da jeg kom i mødregruppe, mødte jeg nogle, der havde oplevet det samme. Når først det bliver bragt på banen, sker der en kædereaktion, og folk åbner op. Netop derfor synes jeg, det er så vigtigt at få frem, så vi ikke føler os så alene.

 

Foto: Privatfoto

Julie

Julie Cato Thomsen, 35

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 7

- Første gang blev jeg enormt ked af det og følte mig ensom med oplevelsen. Jeg sørgede i flere dage og græd og var meget ulykkelig, og så prøvede jeg tage afstand fra det og starte på en frisk.

Jeg spurgte mig selv, om jeg var den eneste, det skete for. Da jeg åbnede op over for andre, fandt jeg ud af, at nogle af mine nærmeste veninder også havde prøvet det.

Jeg synes, det er et tabu, for det er ikke noget, der bliver oplyst særlig meget om. Der er ikke mange, man kan spejle sig i derude. Når man fortæller om det til dem, der ikke er de allernærmeste, så går det op for en, hvor mange det faktisk er sket for. Men man har jo ikke talt om det. Misforholdet mellem hvor ofte det sker, og hvor lidt man taler om det, bekræfter bare tabuet.

 

Foto: Privatfoto

Lena

Lena Nørreskov, 26

Antal aborter: 1

Aborterede i uge: 9

Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, og i starten var der en risiko for, at de skulle fjerne min livmoder. Det kunne jeg ikke rumme. Det endte de ikke med at gøre, men frygten var enormt stor.

Da jeg stod i det, følte jeg mig ret alene, for de mennesker, jeg havde tæt på, havde ikke prøvet det. Så der var ikke den der ægte forståelse.

Nogle bliver helt forskrækkede og undvigende, når jeg bringer min oplevelse på banen, og de er meget hurtige til at skifte samtaleemne. Måske er det, fordi man er bange for at få mig til at græde, og hvad skal de så gøre? Så for andre kan det være tabubelagt, men heldigvis ikke for mig.

 

 

Foto: Privatfoto

Trine

Trine Lerche Barfold Høxbroe, 26

Antal aborter: 1

Aborterede i uge: 8

Da jeg aborterede, var det et kæmpe nederlag for mig, for jeg havde ønsket at blive gravid så længe. Men folk kunne ikke forstå min sorg.  Jeg har været meget alene med det, for folk har ikke vidst, hvad de skulle sige. 

Enten tog de meget let på det, når jeg talte om det, eller også klogede de sig på os: “I passer sikkert ikke sammen genetisk” eller “det er, fordi din mor var misbruger, da hun var gravid med dig”. Folk havde 'løsningen' på, hvorfor det var galt.

Det gjorde det svært, at jeg blev mødt med så meget lort. Folk påvirker en til en opfatte det som et tabu, for de bliver tavse, når man tager emnet op. Så man føler, at man sidder og snakker om noget, der er forkert.

 

Foto: Privatfoto

Maria

Maria Mouridsen, 43

Antal ufrivillige aborter: 4

Aborterede i uge: 20 (de tre første var tidligere)

- Jeg har følt dyb sorg over det. Jeg gik ned i et sort hul, for jeg troede ikke, at det ville lykkes at få flere børn. Og jeg følte ikke, at min sorg blev anerkendt. Én sagde til mig: “Han var garanteret handicappet, så det var da godt, at du aborterede ham”. Der knækkede jeg sammen, for det var ikke barnet, den var gal med. Det var min krop.

Min omgangskreds havde ikke lyst til at snakke om det, så de skiftede emne, men man har så meget brug for at tale om det.

Jeg følte ikke, at det blev anerkendt som en sorg, der kunne blive ved og ved. Og mine første tre aborter blev slet ikke anerkendt.

 

Foto: Privatfoto

Julie

Julie Stjernholm, 30

Antal ufrivillige aborter: 3

Aborterede i uge: 6, 8 og 12

Første gang jeg aborterede, brød jeg helt sammen. Når man har taget en positiv graviditetstest og har set de to streger, så føler man, at man skal have en baby. Man begynder at tænker navne og termin. Jeg blev også ked af det anden gang. Jeg tænkte: “Hvorfor skulle det være så svært at blive gravid?”. Det var ubærligt.

Nogle siger, at man bare skal op på hesten igen, og det er så hårdt at få at vide. Jeg havde brug for, at folk så alvoren i min situation og ikke jokede med det eller negligerede det.

Selv om jeg har mange, jeg har kunnet tale med, har jeg følt mig alene. For dem jeg kunne tale med, havde ikke selv stået i samme situation. Dem, der har oplevet det, skylder hinanden at tale åbent om det. Det er et enormt sårbart emne, men det ville være bedre at italesætte det, for kun sådan føler man sig mindre ensom og forkert. 

 

 

Foto: Privatfoto

Majken

Majken Larsen, 30

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

Jeg opdagede det til nakkefoldsscanningen. Fosteret var gået til. Det var en drøm, der blev knust der. 

Vi havde fortalt folk, at vi var gravide, så de fleste blev kede af det på vores vegne. Jeg valgte også at fortælle det til kollegaer, og at blive sygemeldt bagefter. Alle var virkelig medfølende. Og der fandt jeg ud af, hvor mange, der havde været igennem det samme. Det havde jeg ikke vidst, hvis jeg ikke åbnede op om det. Det hjalp meget.

Det er frygteligt, at folk ikke er mere åbne omkring det. Jeg oplevede selv at have meget brug for at fortælle folk omkring mig, hvorfor jeg var ked af det.

 

Foto: Privatfoto

Line

Line Virenfeldt Møller, 32

Antal ufrvillige aborter: 3

Aborterede i uge: 8, 10 og 14

- Jeg kunne slet ikke overskue at tale om aborten, for jeg var så ked af det. Jeg græd bare i en måned. Jeg ville beskrive følelserne som sorg, hvilket jeg selv synes var vildt langt ude, for det havde jo ikke været noget. Det var ikke et rigtigt barn endnu.

Måske sørgede jeg mest over de håb og drømme, der brast sammen med det foster. Når man ser den positive graviditetstest begynder ens tanker jo allerede at spinde, og det bliver identitets- og tankeændrende. Ens prioriteringer ændrer sig med det samme, og ens tanker kredser kun om det. Det føltes helt instinktivt, og det blev jeg så revet ud af, da jeg aborterede.

Men jeg var også bare meget i tvivl, om min reaktion overhovedet var okay. Og sådan havde det egentlig både ved første og anden abort. 

 

 

Foto: Privatfoto

Majbrit

Majbrit Gensch, 24

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 9

- Da jeg aborterede, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg ikke kunne finde ud af at fuldføre en graviditet. Jeg blev bange og mistede helt troen på, at jeg kunne blive gravid på normalvis igen. Jeg følte mig utilstrækkelig og som en taber. Jeg tror, jeg sammenlignede mig selv med andre, der havde fået børn. Hvorfor skulle jeg lige blive ramt af det?

Men jeg følte fra start af, at det var ikke noget, som skulle være tabubelagt eller være farligt at tale om, fordi det er et følsomt emne. Man skal turde tale om det i stedet for at gå rundt og føle sig forkert og føle, at det kun sker for en selv. For det er ikke sandt. For mig har det hjulpet at kunne tale frit om det, og at min familie har turdet spørge ind til det. Det har hjulpet mig at tale med dem og medvirket til, at jeg ikke føler mig forkert længere.

 

Foto: Privatfoto

Nikoline Skov, 30

Aborterede i uge seks

Vi havde kun vidst, at jeg var gravid, i en uge, da jeg aborterede. Det var i uge ni. Jeg havde lige besluttet mig for at fortælle det til en af mine veninder. Jeg var meget nervøs, men havde sagt til mig selv, at nu skulle jeg være glad og nyde det.

Det skete om aftenen, mens jeg var på arbejde. Jeg fik smerter og begyndte at bløde. Jeg tog hjem fra arbejde og fik en tid på Rigshospitalet dagen efter.

Da vi kom på hospitalet, fik vi at vide, at der ikke var noget at se. Så enten var fostret helt dødt, eller også var det en graviditet uden for livmoderen.

Jeg blev tom og ked af det. Jeg havde det fysisk dårligt, og vi tog bare hjem og rullede gardinerne ned og lå der i mørke.

Lægerne havde sagt, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne blive gravid, men jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre en graviditet. Men det var faktisk mest min kæreste, der ikke havde forestillet sig, at vi kunne miste barnet. Så han var mere påvirket, end jeg var. Han var decideret ulykkelig.

Jeg synes selv, jeg havde let ved at tale med andre om det, men folk havde svært ved at relatere til det. Mange havde en holdning til, at fostret ikke var blevet til noget endnu. Men lige så snart man ser to streger på testen, føler man, at man har et barn i maven.

Først tager man en beslutning om, at nu vil man gerne lave et barn, og når man så bliver gravid, bliver det en realitet. Og når man lige pludselig får taget det fra sig, så forsvinder den realitet. Du har lige skullet forholde dig til en ny virkelighed, der viser sig at være en stor, fed løgn, og det er hårdt.

Tine

Tine Berg Nielsen, 26

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 8

- Vi havde prøvet at blive gravide i mere end tre år og var i fertilitetsbehandling. Til scanningen i uge syv kunne vi se hjerteblink, men fosteret var lidt for lille. Da jeg blev scannet igen ugen efter, var der ikke noget hjerteblink. Jeg var frustreret, vred og ked af det. Senere, da sorgen var lettet, følte jeg også lettelse, for nu vidste jeg, at jeg faktisk kunne blive gravid. Jeg prøvede at være positiv. Men jeg følte mig tom. Det var, som om der var noget, der havde forladt mig.

Jeg er nu gravid i uge 28. Jeg oplevede at bløde i uge seks, og der blev jeg så bange. Det rev op i traumet. Men jeg har virkelig prøvet ikke at gå og være bange i min graviditet. Det lykkes de fleste dage, men jeg bliver nogle gange grebet af frygt, når jeg skal scannes.

 

 

Foto: Privatfoto

Maria

Maria Holm-Hagen, 31

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 8

- Både min kone og jeg var fuldstændig ødelagte. Fra man står med testen med to streger, har man allerede forestillet sig første skoledag med det her lille barn.

Det var helt forfærdeligt at skulle ringe rundt og gøre familie og venner så kede af det. Mange sagde:  “Det var godt du ikke var længere henne” eller “Op på hesten igen”. Det er velment, men det gav mig følelsen af, at min oplevelse blev negligeret. For mig var det en baby, og for dem var det noget, der heldigvis ikke var længere henne. Det var hårdt. Det har været svært at tale med folk om, men det har ikke stoppet mig. Og det kom bag på mig, at det først var, når jeg delte min historie, at andre turde dele deres.

Her efter syv forsøg er det stadig ikke lykkes for mig. Vi har i dag lille datter, som min kone har født, men jeg har ikke givet op.

 

Foto: Privatfoto

Jill

Jill Mee Lyme, 38

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 6 eller 7

- Min mand græd af glæde, da jeg fortalte ham, at jeg var gravid. Men få dage efter begyndte jeg at pletbløde. 

Det var forfærdeligt at komme ud på hospitalet og se alle de gravide maver og få den endelige besked. Vi havde allerede fortalt vores familie, at vi skulle have en baby. Og nu skulle vi ringe og sige, at det skulle vi ikke. Det var hårdt for mig, for så snart man ser de to streger, er man mor. Sådan er kvinder. Jeg blev heldigvis gravid hurtigt efter, så der var ikke så meget sorg.

Men anden graviditet var præget af enormt meget frygt. Og min mand kunne først slappe af, da min søn kom ud. Vi var meget bange til alle scanninger.

 

 

Foto: Privatfoto

Julie

Julie Fiel Holse Andersen, 31

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Da jeg blev gravid igen efter aborten, gik der enormt lang tid, før min kæreste og jeg turde glæde os. Jeg havde mange katastrofetanker, og jeg turde ikke købe noget til babyen. Så aborten satte en stopper for glæden. Jeg var også meget forsigtig med min træning. For hvad hvis det var min træning, der havde været årsag til aborten?

Først var jeg lettet over, at jeg kunne blive gravid, men så tvivlede jeg på, om det var mig og min krop, der ikke var god nok til at være gravid.

Da jeg begyndte at fortælle folk om det, gik det jo pludselig op for mig, hvor mange, der havde oplevet det samme, men ikke havde fortalt om det. Jeg ville ønske, at jeg kendte til nogen, der havde prøvet det, inden det skete for mig.

 

 

Foto: Privatfoto

Sidsel

Sidsel Flørnæs Husby, 26

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 10

- Det startede med blødninger og krampe. Min mand og jeg tog på sygehuset. På det tidspunkt havde jeg godt tænkt, at det var det, der var ved at ske, men selvfølgelig håber man til det sidste, at fosteret stadig er der. Da scanningen ikke viste noget hjerteslag, brød min verden mildest talt sammen. Jeg blev så ked af det. Min første tanke var, om jeg havde gjort noget, som kunne have medvirket til aborten.

I starten havde jeg svært ved at tale med andre om det, da jeg stadig var enormt ked af det. Det var ikke noget, jeg selv bragte op i samtaler, men når nogen spurgte, var jeg åben omkring det. Jeg tror, mange har svært ved at tale om det og svært ved at tro på, at andre ville kunne sætte sig ind i det. Jeg tror nu heller ikke, at mange forstår det, medmindre man selv har oplevet det.

 

 

Foto: Privatfoto

Matilde

Matilde Trobeck, 31

Antal ufrivillige aborter: 3

Aborterede i uge: 6, 13 og 14

- Da jeg aborterede tredje gang, tænkte jeg: "Ikke igen”. Og så skulle jeg sige det til min kæreste, og han vil så gerne have børn, og hvad hvis jeg ikke kan få børn? Efterfølgende var jeg skamfuld. Og jeg følte mig som en fiasko. Og så er det ikke sjovt at gå og bløde i flere dage, fordi jeg var ved at abortere.

Det føltes meget ensomt, for jeg skulle sidde derude og bløde alene. Det “rum” tager man jo ikke sin kæreste med ind i. Når man sidder der og bløder og føler sig alene.

Og jeg så bare gravide overalt! Jeg følte næsten, at de her gravide kvinder i 5C (buslinje i København, red.) udgjorde et personligt angreb på mig. Jeg var vred og bitter. Det er svært at sige højt, for det er så ensomt at gå og være jaloux. Jeg har følt mig som en fiasko. Som en nulbon. Jeg kan ikke det, jeg er sat på jorden for at gøre. Jeg skal kunne bære et barn!

 

 

Foto: Privatfoto

Michelle

Michelle Krøner Reedtz, 28

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 7

- Jeg var ude og købe blomster med min lille dreng, da jeg begyndte at bløde. Jeg kunne ikke holde sammen på mig selv og græd. Men jeg måtte tage mig sammen for min søn. Dagen efter skulle jeg scannes. Det var tortur at gå og vente på. Lægen fortalte, at den ene fostersæk var tom. Men der var en mere, og der var liv. Vi skulle have haft tvillinger. Jeg var ulykkelig og lettet på samme tid. Jeg mistede den ene, men vidste ikke, der var to. Så jeg var jo også glad.  Senere var jeg taknemmelig for, at naturen klarede det for mig. Der var jo nok noget galt med den ene tvilling.

Jeg havde let ved at tale med andre om aborten. Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig vil holde en graviditet hemmelig for min omgangskreds indtil uge 12. For hvad hvis det går galt? Så skal jeg jo bruge dem. 

 

Foto: Privatfoto

Rikke

Rikke Høyer, 27

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Da jeg aborterede, blev jeg helt enormt tom og opgivende. Jeg følte, at en del af mig var blevet taget fra mig og revet itu. Samtidig virkede det så forkert og absurd at sidde og skulle tage stilling til, om man ville have fostret fjernet medicinsk eller ved udskrabning. Jeg husker også, at tanken om, at det jo ”bare” var et lille foster, og ikke en baby endnu, gjorde mig en smule skamfuld over at være så nedtrykt og i sorg. Bare tænk på dem, der mister meget længere henne. Sandheden er bare, at lige meget hvornår man mister, så er det et tab.

Jeg blev gravid få måneder efter igen, men gennemgik en graviditet fyldt med angst og ingen tro på, at det ville lykkedes at få hende i mine arme. Det turde jeg simpelthen ikke tænke til ende, for tænk, hvis jeg mistede igen. Min sidste graviditet for små fire måneder siden var dog en hel anden slags. Der oplevede jeg, hvor fantastisk det er at turde tro på, at det lille barn, man bærer på, faktisk kommer til verden.

 

Foto: Privatfoto

Marie Louise

Marie Louise W. Eriksen, 34

Antal ufrivillige aborter: 2

Aborterede i uge: 6 og 9

- Jeg gik og blødte, men havde ikke troet, at jeg var ved at abortere i starten. Da jeg så gik på toilettet, aborterede jeg. Jeg fik en meget tom følelse og blev meget ked af det. Selv om min graviditet var et uheld, havde jeg allerede indstillet mig på, at jeg skulle have et barn. Og jeg havde allerede købt en graviditetsbog og var gået fuldt ud ind i det. Jeg havde ikke lyst til at tale om det. Det er ikke sådan noget, man taler om, så jeg brød mig ikke om stå i sådan en situation.

Jeg tror selv, at jeg har været med til gøre det tabubelagt, for jeg ville ikke tale om det.

Men jeg tror, at det er altafgørende, at vi kan tale om det. Ikke dvæle ved sorgen, men at kunne tale om den.

Foto: Privatfoto

Elisa

Elisa Kidde Jønsby, 26

Antal ufrivillige aborter: 2 og en dødfødsel

Aborterede i uge: uge 9 (dødfødsel i uge 24)

- Min oplevelse er, at det var nemmere for folk at reagere på dødfødslen end de spontane aborter, fordi der ligesom ikke var et barn der. Ved dødfødslen kunne man se kisten og se, hvor stort barnet var. Det er sværere at forstå, at det også var børn, jeg mistede i de spontane aborter, fordi man ikke kunne se det endnu.

Der er et meget større net at falde ned i efter en dødfødsel end efter en abort. Jeg synes egentlig godt, at jeg kunne have brugt noget af det samme med den spontane abort. Der skal man fx selv putte de der abortpiller op, der sætter fødslen i gang, hvorimod det bliver gjort på hospitalet ved en dødfødsel, og det var meget rarere. Det var forfærdeligt selv at skulle putte dem op derhjemme. Og mere opfølgning ved den spontane abort ville også have været rart. Det kan være en lige så stor sorg at miste i uge 12 som at miste i uge 24.

 

 

Foto: Privatfoto

Elitha Thorup, 29

Aborterede i uge otte (graviditet uden for livmoderen)

I vinter slog det mig, at nu ville barnet have været født. Og så vendte sorgen tilbage.

Jeg blev gravid i sommeren 2018. På det tidspunkt havde vi prøvet at få børn i over et år. Men i uge otte aborterede jeg, fordi graviditeten var uden for livmoderen, og jeg fik fjernet den ene æggeleder.

Jeg var ulykkelig, men jeg tror ikke, at jeg gav mig selv tid til at bearbejde mit tab.

Jeg bebrejdede mig selv. Det gør jeg stadig.

Min kæreste har jo gjort det, han skulle, men min krop fungerer ikke. Det er kvindekroppen, der skal kunne det her, og min er forkert. Det er en hård følelse at gå med.

Jeg fortalte det ikke til mange, for jeg synes, det er en meget privat ting.

Derfor har jeg også følt mig meget alene med det. For det er svært både for mig selv og andre at tale om det. Især dem, der ikke forstår det. De siger ting som, “det skal nok lykkes”, og “du kan jo godt blive gravid”. Men det ved de jo ikke. For vi kan faktisk ikke få børn selv, har det vist sig. Min ene æggeleder er jo væk, og den anden virker ikke. Så de prøver at trøste, men det falder til jorden.

Jeg havde også en kammerat, der spurgte, om det var mig eller min kæreste, der havde et problem. Der blev jeg sur.

Det var en fejl ikke at være mere åben omkring det, men jeg var meget flov, for jeg følte jo, at det var min skyld.

Men på et tidspunkt fandt jeg modet og lavede et offentligt opslag på Facebook, og så kom der faktisk en masse opbakning.

Om lidt skal vi starte i reagensglasbehandling. Jeg føler en dyb afmagt over, at det er så svært for os at få børn. Så for at beskytte mig selv, undgår jeg så vidt muligt babyer og gravide. For jeg føler misundelse. Dyb misundelse over andres strutmaver. Og man ser dem bare overalt!

Salli

Salli Mortensen, 51

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Jeg troede, jeg var sikker. Man ved jo godt, der er en øget risiko de første uger, men fordi jeg var så langt henne, var jeg sikker på, der ikke var noget galt. Men moderkagebiopsien viste, at fosteret var stået af i uge syv. Men jeg havde havde en læge, som sagde, at det barn, kroppen havde udstødt, kunne været blevet født med svære handicap og ikke var det barn, jeg havde ønsket mig. Det gjorde, at jeg havde det mere okay. Men nu havde jeg også et barn i forvejen, så jeg vidste, at jeg godt kunne få børn.

Det er jo så fjollet, at det ikke er noget, man taler så meget om. Men når man så åbner op om det, viser det sig, at folk har prøvet det eller kender nogen, der har. Langt de fleste af dem, jeg kendte, der havde prøvet det, havde også efterfølgende fået barn. 

 

Foto: Privatfoto

Camilla

Camilla Søgaard Lønberg, 28

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 11

- Jeg havde en følelse af, at der var noget galt fra starten af graviditeten. Det var en anden følelse end første gang, jeg var gravid. Jeg var ikke ked af det. Jeg ser det meget som, at der var en grund til det. Måske har det noget at gøre med, at jeg har et barn i forvejen. Men jeg følte mig forkert. Selvom jeg faktuelt godt vidste, der ikke var noget galt med mig, fordi jeg havde et barn i forvejen.

Jeg havde ikke fortalt så mange, at jeg var gravid. Da jeg fortalte min mor, at jeg havde aborteret, sagde hun, at det skulle jeg ikke være ked af, for det havde hun også oplevet. Det samme skete, da jeg talte med min tante og mine veninder. Der var flere af mine tætte venner og familie, som havde haft aborter, uden jeg havde vidst det. Jeg ved ikke, i hvilken sammenhæng de skulle have fortalt det, men det er underligt, at man ikke taler om det.

 

Foto: Privatfoto

Trine

Trine Werner Oue, 37

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 7

- Efter aborten var jeg super usikker på, om jeg kunne blive gravid. Jeg aborterede meget tidligt i graviditeten, og det gav en masse usikkerhed om, hvorvidt jeg kunne få et barn. For mig var det ikke aborten, der var det hårdeste, men forløbet bagefter, hvor der gik halvandet år, før jeg blev gravid igen. Og i det forløb følte jeg mig vildt alene.

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig hver måned, når jeg fik min menstruation og blev mindet om, at jeg ikke var gravid.  Så det var mere at være ked af det over drømmen, der brast, og det var nok lidt en oplevelse af, at folk ikke rigtig anerkender det. Folk talte hele tiden om, at jeg nok hurtig ville blive gravid igen. Men det gav mig ikke håb. Det gjorde mig bare utryg, for jeg vidste jo ikke, om det overhovedet kunne lade sig gøre. 

Jeg brugte meget at være åben, og det hjalp mig. Så finder man jo ud af, at man ikke er den eneste.

 

Foto: Privatfoto

Kitte

Kitte Schou Nielsen, 30

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 11

- Jeg begyndte at græde, da jeg fik det at vide. På en måde var det fint nok at få at vide, for jeg havde været i tvivl i ugen op til. Men det var enormt hårdt, og jeg blev meget ked af det. På den anden side var jeg glad for, at det skete så tidligt i graviditeten.

Hver gang jeg snakkede om det, græd jeg. Da jeg fortalte det på arbejdet, var der mange andre, der også havde prøvet det, og det hjalp mig meget at snakke med andre kvinder, der havde prøvet det samme.

Vi forsøgte hurtigt at blive gravide igen, og det gik fint. Jeg besluttede mig for ikke at være bekymret og tænke positivt. Jeg har faktisk to veninder, der havde ufrivillige aborter kort tid efter. Jeg var den første af os, der mistede og havde snakket med dem om det, så jeg tror, at det var en hjælp for dem at vide, at jeg også havde været der. 

 

Foto: Privatfoto

Katrine

Katrine Hoe Bruhn, 30

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: Fandt ud af det i uge 10

Min første tanke var: "Hvad er der galt med mig? Hvad er der galt med min krop?".

Jeg følte mig meget forkert. Jeg vidste ikke, det kunne ske. Jeg havde ikke hørt om det før. Jeg blev vildt ked af det. Man har en hel masse drømme, så snart man ser de to streger på testen. Det hele blev hevet væk under mig som et tæppe. Det kom så pludseligt fra det ene øjeblik, hvor man tror, man er gravid, til at man ikke var det længere. 

Det viste sig, at vi havde en del venner, der havde været udsat for det samme, som ikke havde fortalt det. Det gjorde, at jeg følte mig mindre alene. Fire ud af en vennegruppe på ti havde oplevet det her. Det er bare ikke noget, folk går og snakker om. Men da jeg selv åbnede op, fandt jeg ud af, at der var mange, der havde oplevet det samme.

 

 

Foto: Privatfoto

Anette

Anette Bang Troelsen, 39

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 10

- Følelsesmæssigt var det en ret voldsom oplevelse, da de fortalte, at fosteret var dødt. Lige så snart man tester positiv, begynder man jo at langtidsplanlægge, og jeg havde ligesom set det hele for mig. Man når at gå utrolig meget igennem i starten af graviditeten.

Min kæreste havde det slet ikke på samme måde. Han forstod ikke, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Det er bare noget andet, når det er din krop.

Ved min anden graviditet, tror jeg, at min kæreste nåede at blive lidt irriteret på mig først, fordi jeg rendte rundt og tog ægløsningstest og alt muligt, hvor han nok mere tænkte, at det kom af sig selv, at vi ville blive gravide igen. Det syntes jeg ikke. Det er nok en kvindeting. Vi får tudet ørene fulde af, at vi skal få børn tidligt, og det havde jeg ikke gjort. Jeg var 35, da vi fik vores første barn, så det indre ur tikkede virkelig for mig.

 

Foto: Privatfoto

Julie

Julie Strøyer, 35

Antal ufrivillige aborter: 4

Aborterede i uge: 8, 10 og 14

- Den sidste abort var i januar, og jeg kan sagtens stadig føle mig meget alene. Jeg kan bedre tale om det nu, men der er stadig en sorg, som jeg ikke føler, at jeg kan tale med særligt mange mennesker om. Det værste er de af mine veninder, der bliver gravide nu, og frygter at sige det til mig, fordi de synes, det er synd for mig. Det er ret ubehageligt.

Jeg kender godt statistikken, og det hjalp nok lidt ved den første abort at vide, at det var meget normalt. Men ikke anden, tredje og fjerde gang. Og efter tredje abort siger de, at der er 60 procent chance for, at du aborterer igen, hvis ikke du får hjælp, og så er det jo ligesom dig, der er noget galt med. Så følelsen af, at min krop ikke kunne det, den skulle, blev værre efter tredje abort.

 

 

 

Foto: Privatfoto

Christine

Christine Poulsen, 32

Antal ufrivillige aborter: 4

Aborterede i uge: Alle i uge 6

- Jeg begyndte at bløde, og det tog til. Vi ventede i tre timer på hospitalet, mens jeg var bange og havde ondt. Imens vi sad der, kunne jeg høre andre kvinder, der skreg i sorg. Det var en voldsom oplevelse at sidde der. Man kunne også høre babygråd. 

De kunne ikke finde hjerteblink. Mine bange anelser blev bekræftet, og jeg blev rigtig ked af det. Jeg prøvede at være i sorgen og ikke skubbe den væk.

Det kom meget bag på mig, at det er så normalt at miste. Jeg forsøger, når jeg taler med veninder, der lige har mistet, at fortælle dem, at det er normalt. Så de ikke føler sig forkerte. I starten følte jeg mig forkert. Men så fandt jeg ud, at jeg jo godt kan få børn. Og det hjalp. Jeg kan faktisk godt føde sunde og raske børn. Man skal turde sige højt, at det er sket. Det har hjulpet mig. For så åbner andre også pludselig op.

 

Foto: Privatfoto

Ditte

Ditte Astrid Hammersholt Turchi, 31

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Vi havde prøvet i et par år, da jeg blev gravid. Jeg var blevet scannet to gange, og alt var fint. Men så en dag begyndte jeg at bløde. Ved scanningen fik jeg at vide, at der ikke var liv længere. Jeg faldt sammen på gulvet og skreg. Mit drømmebarn var væk. Dagen efter blev jeg sat i gang, fik veer, kom i narkose og fik en udskrabning. Det var en rigtig hård oplevelse.

Bagefter lukkede jeg mig helt inde, fordi det var svært at rumme. For mig var det en baby. Og den havde et navn. Bedsteforældre havde strikket tøj til den. Og pludselig var den væk.

Hele min omgangskreds havde det svært med det, og de tog afstand fra mig. Mine veninder tog afstand fra min sorg, for de vidste ikke, hvad de skulle sige. De sagde, at de var bange for at gøre mig ked af det, hvis de bragte det op. Man er jo allerede ked det, så andre kan ikke gøre en mere ked af det.  

 

 

Foto: Privatfoto

Karin Elisabeth Ipsen, 31

Aborterede i uge 5, 9 og 12 (tre aborter)

Første gang jeg aborterede, blev jeg meget ked af det. Men jeg prøvede også at lukke af for mine følelser.

Min mand og jeg tog på en lang rejse, for vi kunne ikke holde ud at være i vores hverdag. Problemet var, at hverdagen fortsatte, som om intet var sket. Men hele vores verden var ændret. Og det var svært at dele med andre. Vores omgangskreds havde jo ikke mistet det barn, vi havde mistet.

Folk har håndteret vores sorg meget forskelligt. Der var kvinder i mine nære omgangskreds, der pludselig sagde, at de selv havde oplevet det. Men der har også været nogle, der ikke har formået at være i det og ikke har turdet tale med os om det.

Min mand og jeg har til gengæld været gode til at rumme det med hinanden. Men vi har ikke sørget på samme tidspunkt eller på samme måde. Jeg ved egentlig ikke, om jeg har fået bearbejdet det ordentligt endnu.

Jeg ville have meget gavn af at tale med en psykolog eller tilsvarende om det. Det er bare ikke noget, vores økonomi tillader.

Det er en ting, jeg har svært ved at forstå. Hvorfor der ikke bliver taget hånd om den psykiske del. Man kommer ind som krop. Og det er kun den, der bliver set.

Vi begynder at blive i tvivl om, hvorvidt det nogensinde vil lykkes.

Vi kan se, at jeg kan blive gravid, men jeg har ikke kunnet holde på nogle af dem. Det har frataget mig glæden ved at skulle være gravid. Første gang var det fantastisk, det er det ikke længere.

Nu er jeg bare bange. Bange for ikke at blive gravid, men også for at blive det.

Anne Sofie

Anne Sofie Skovgaard Høj, 28

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 8

- Det var et drømmebarn, vi mistede. Min mand blev også meget ked af det. Det var næsten det værste. For det var jo min skyld. Min krops skyld. Sådan følte jeg det, selv om min sunde fornuft sagde andet.

Min mand var så klar til at blive far. Han havde ventet længe på det her barn, og han var så lykkelig, da han så de to streger. Han tænkte: “Nu bliver vi en familie”. Det var også hans drøm, der brast der.

Siden har jeg nærmest snakket det ihjel. Jeg har talt og talt og talt om det. Når folk i dag spørger, hvor mange børn jeg har, så svarer jeg altid: “Jeg har været gravid tre gange, men har kun to børn”. Min egen mor aborterede, da hun var ung, og det har hun aldrig skjult for mig, så jeg vidste, at det var noget, der kunne ske.

 

Foto: Privatfoto

Trine

Trine Simonsen, 35

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 12

- Jeg blev vred på min krop, for jeg følte, at den havde svigtet mig. Den havde fortalt mig, at jeg var gravid, selv om jeg ikke var det. Jeg tror primært, at jeg var vred over, at jeg ikke havde opdaget det, og så får man jo beskeden om, at det sker ret tit. Så jeg fik hurtigt følelsen af, at jeg skulle hurtigt videre. Men det var jeg ikke klar til lige med det samme. Jeg følte virkelig, at min krop ikke gjorde, hvad den skulle. 

Udover min egen familie synes jeg egentlig, at folk var gode til at snakke med mig om det. Men jeg oplevede stadig den der “ja, ja, det sker jo for så mange”-holdning. Det er ment som en trøst, men det er det ikke. Man får ikke lov til at være i tabet og i sorgen over at have mistet et barn. Og det gjorde mig vred, fordi det føltes, som om folk negligerede det. 

 

Foto: Privatfoto

Louise

Louise Damkjær Søndergaard, 38

Antal ufrivillige aborter: 2

Aborterede i uge: 7 og 9

Da jeg aborterede, blev jeg først ked af det og følte sorg over, at den drøm, jeg havde gået med - den fremtid jeg havde drømt om - forsvandt. Bagefter tænkte jeg, om folk ville kunne forstå min sorg. Jeg har heldigvis et rigtig godt netværk, så mine bekymringer blev lidt gjort til skamme. Men der kom også kommentarer som “op på hesten igen”, og det er vitterligt det sidste, man har lyst til at høre. For bare tanken om at blive gravid igen og måske abortere igen var ubærlig. 

Jeg tror, at folk tænker: “Det var ikke et barn. Det var bare et foster”. Men det er uheldigt, fordi for en gravid kvinde er det irrelevant. Man skelner ikke på den måde, for uanset hvad var jeg jo gravid. Man har nået at bygge så mange drømme og forestillinger op omkring det her lille liv. Og når sorgen ikke bliver anerkendt, bliver det for svært at tale om.

 

Foto: Privatfoto

Frederikke

Frederikke Windeballe Schneider Andersen, 27

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 13

- Jeg kom hjem og sad bare med et dødt foster inde i mig. Og det var enormt ubehageligt. Jeg snakkede med alle mine veninder og græd hver gang. Jeg sov ikke. Mine drømme var knust.

Der var en kollega, der sagde: "Det kan da være, at du skulle vente lidt længere med at sige det næste gang, hva?”. Og så sagde jeg: “Nej. For så ville folk jo ikke forstå, at jeg er så ked af det”. Nogle sagde også, at det var godt, det skete så tidligt i graviditeten, og det er mega upassende, for jeg følte, at jeg var mor allerede. Jeg havde en termin og et navn.

Et halvt år efter testede jeg positiv. I det halve år gik jeg ned med stres. Det føltes som de længste seks måneder i mit liv. Jeg var et krater indeni. Det hele forsvandt, da jeg blev gravid igen. Der kom jeg ovenpå igen. “Min krop kan jo godt”, tænkte jeg.

 

Foto: Privatfoto

Mia

Mia Vad, 31

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 8

- Jeg brød sammen. Mine drømme blev smadret med 180 i timen. Min kæreste græd også. Jeg tænkte, “hvad har jeg gjort?”. Jeg var jo allerede mor, så det måtte betyde, at jeg den her gang havde gjort noget forkert. Måske presset mig selv fysisk. Jeg kunne ikke gå på arbejde i en hel uge. Jeg var for ked af det. Det påvirkede mig mere, end jeg troede.

Men det er ikke et foster, man mister. Det er drømme, håb og ideen om det her lille menneske, der bliver taget fra en. 

Vi havde ikke fortalt til nogen, at vi var gravide. Vi ville vente til senere. Men det blev paradoksalt, for det blev endnu sværere at fortælle om min sorg, når folk ikke havde forstået min glæde. Hvis vi skal have et barn mere, siger jeg det fra dag et!

 

Foto: Privatfoto

Amalie

Amalie Kusk Kreutzmann, 25

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 9

Da jordemoderen fortalte, at fosteret var dødt og havde været det en uges tid, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg var helt ødelagt, og min mand begyndte også at græde. Og jeg blev ved at undskylde min reaktion over for jordemoderen, fordi jeg græd så højlydt.

Jeg tror, at det kom bag på min mand, at vi mistede barnet. For vi havde slet ikke set det som en mulighed. Vi er unge, og jeg var blevet gravid lynhurtigt. Vi havde glædet os så meget. Og det havde bare været så hyggeligt og dejligt at være gravid. Jeg havde købt tøj, og jeg havde gjort mig enormt mange tanker. Pludselig var det væk.

Der var nogle, som syntes, at jeg skulle have ventet med at fortælle, at jeg var gravid. Det var meget hårdt at skulle sige fra over for dem, der kom med uheldige kommentarer. Min far sagde for eksempel, at næste gang, jeg blev gravid, så ville han først høre om det, når jeg var efter 12. uge. Det, synes jeg, var pisse egoistisk sagt. Der blev jeg meget vred.

 

Foto: Privatfoto

Trine

Trine Rigmor Schmidt Pedersen, 38

Antal ufrivillige aborter: 5

Aborterede i uge: 12

- Efter jeg havde født min første datter, havde jeg fem missed abortions i træk. Hver gang følte jeg chok og magtesløshed. Og uretfærdighed. Hvorfor skulle det ske for os? Da jeg blev gravid for sjette gang, havde vi snakket om, at det var sidste gang, for der kunne vi ikke mere. Der lykkedes det så, men det var ni måneder i helvede. Der gik ikke et sekund, hvor jeg ikke tænkte, at nu går det galt.

Jeg synes, jeg har mistet mange bekendtskaber i den periode, for jeg kunne næsten ikke snakke om andet. Det fyldte bare så meget, og folk der selv planlægger at få børn kunne jo ikke rigtig rumme det og de havde heller ikke lyst til at høre på mig og mine aborter. På samme måde kunne jeg heller ikke tåle at se på en gravid mave, så det er der røget mange venskaber på.

 

 

Foto: Privatfoto

Camilla

Camilla Baun Winther, 31

Antal ufrivillige aborter: 2

Aborterede i uge: 6 og 12

- Efter anden abort troede jeg aldrig, det ville lykkes. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tænke på, at vi skulle blive ved med at prøve, så jeg skubbede det lidt væk i mit hoved. Det var rigtig hårdt, og jeg gik nok lidt ned med flaget, men jeg snakkede ikke så meget om det. 

Jeg kunne godt mærke, at det gik min mand rigtig meget på. Han havde ikke forestillet sig, at det kunne ske, tror jeg. Jeg blev nok mere ked af det, hvor han blev chokeret.

Folk vidste ikke rigtig, hvordan de skulle forholde sig til, hvordan jeg havde det. De fleste vil helst ikke snakke om døden, ligegyldigt hvilken form den kommer i, så de tager lidt afstand fra en. Jeg havde det egentlig nogenlunde med at snakke om det, for det havde jeg brug for, for at komme videre. Måske jeg var lidt mere åben, end folk havde lyst til.  

 

 

Foto: Privatfoto

Katrine

Katrine Lund Løje, 29

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: Vides ikke, men tidligt i graviditeten

- Jeg havde lige nået at glæde mig til at få et sommerbarn, så jeg blev selvfølgelig utrolig ked af det og frustreret, da jeg aborterede. Jeg har haft svært ved at blive gravid, så det fyldte meget for mig ikke at være sikker på, at jeg kunne blive gravid igen. 

Jeg arbejder som selvstændig, og det var utrolig svært at skulle passe mit arbejde og passe det barn, jeg havde i forvejen. Verden går ligesom videre, og det var svært i starten. Jeg havde lyst til bare at ligge på sofaen, men det kunne jeg ikke i den situation, jeg stod i.

Dem der ikke havde prøvet det, var sådan lidt “du skal også være glad for at det lykkedes, og at du kunne blive gravid”. Folk vidste ikke rigtig, hvordan de skulle reagere på det. Det var ikke for at være ondskabsfulde, men de vidste bare ikke, hvad de skulle sige. 

 

Foto: Privatfoto

Line Stützer, 32

Aborterede i uge syv

I mange år havde det været mit værste mareridt, at jeg skulle blive gravid, før jeg ville. For jeg tænkte på graviditet som noget, der bare skete. En garanti på et barn. Det var det ikke for mig og min mand.

Jeg blev gravid i sommeren 2018. Kort tid efter vi havde besluttet, at vi ville have et barn. Vi bestilte tid til en privat scanning i uge syv, og vi sagde til vores nærmeste venner, at vi skulle være forældre.

På dagen, hvor jeg skulle til scanning, begyndte jeg at bløde og fik at vide, at jeg ikke længere var gravid.

Jeg var så bange i min næste graviditet, og i starten var jeg sindssyg. Jeg kiggede hele tiden på alle mine graviditets-apps, og jeg talte dage mellem scanningerne og betalte mig til flere private scanninger. Jeg var blevet meget bevidst om, at en graviditet ikke er det samme som en baby.

Jeg var så glad, da jeg begyndte at få kvalme og kaste op, for så var der jo liv.

Jeg læste også alle abortstatistikker for alle ugerne i graviditeten. For der er jo de her statistikker, men der mangler ansigter på tallene.

Den ufrivillige abort mangler i fortællingen om det at blive gravid. Vi ved en masse om, at der kan findes ubehagelige ting til en nakkefoldsscanning, men vi hører nærmest aldrig om dem, der aldrig når så langt.

At være gravid er ikke nødvendigvis det samme som at få et barn.

Jeg har siden fået en datter. Hun er tre måneder nu.

Anna

Anna Palgaard-Hindberg, 32

Antal ufrivillige aborter: 4

Aborterede i uge: 7

- Min mand var meget stolt, og da jeg så aborterede, var det, som om der gik en gnist af ham. Han kunne ikke håbe længere. Mine senere graviditeter har haft en skyggeside. Vi har holdt vejret lidt mere. Når man har haft én positiv test, er det der, man tænker, nu er det nu. Og det er hårdt, når det så viser sig ikke at holde stik. Efter den tredje spontane abort, fandt lægerne ud af, at mit stofskifte ikke stiger, når jeg bliver gravid. Det kan nemt fikses, og nu har jeg to børn.

Jeg har stået meget med følelser og tanker, jeg gerne ville dele, men ikke kunne. Jeg har kunnet tale med min mand, men han havde også en sorg. Han havde en uspoleret glæde omkring at blive far, som han mistede ved første abort. Han var bange for at glæde sig for meget, og at det så ville blive taget fra ham igen. 

 

Foto: Privatfoto

Julie

Julie Lund Petersen, 25

Antal ufrivillige aborter: 5

Aborterede i uge: senest i uge 8

- Jeg har været ekstremt ked af det og skuffet over min egen krop. Det er jo det, man skal. Man skal vokse op og få børn. Og alle andre kan, så hvorfor kan jeg ikke?

Min kæreste har jeg ikke kunnet snakke med. Det var ikke for at være ond, han ville bare gerne videre. Det har været hårdt, at han reagerede sådan. Han syntes også, vi skulle lade være at sige det til for mange. Men jeg har haft et behov for at tale om det, for så kunne det være, det blev lettere.

Jeg har lidt følt, jeg ikke havde ret til at være ked af. Det er ikke kun barnet, men ønsket om at være gravid, der går til. Man er jo nærmest mor, når man ser de to streger. De siger, at spontane aborter mere end tre gange i træk er ekstremt sjældent. Og så sidder jeg her med den femte og spørger, om det nogensinde kommer til at ske.

 

Foto: Privatfoto

Sameena

Sameena Ahmed, 41

Antal ufrivillige aborter: 4

Aborterede i uge: 9, 11 og 15

- Da jeg aborterede første gang, var jeg chokeret og meget ked af det. Jeg var også flov, for hele min familie havde jo glædet sig til det her barn. Jeg havde kørt en stemning op. Jeg følte, at jeg havde været for hurtig til at fortælle om min graviditet. Hvis jeg ikke havde sagt noget, så var de ikke blevet så skuffede.

Med de andre aborter var det længere henne, og jeg blev mere og mere modløs. Jeg savnede empati fra mine læger, når de scannede og undersøgte mig. Jeg blev ved med at miste, men jeg synes ikke, at jeg blev trøstet. Det hele blev meget klinisk. Jeg synes ikke, at der var forståelse for, hvor psykisk hårdt det er, at man ved, der er liv og hjerteslag, og så pludselig dør det. Først i 2014 fik jeg svar på, hvorfor jeg havde så svært ved at holde på dem. På grund af endometriose.

 

 

Foto: Privatfoto

Cecilie

Cecilie Kaas Christoffersen, 32

Antal ufrivillige aborter: 5

Aborterede i uge: 5,6 og 10

- Relativt hurtigt efter den første abort skubbede jeg det ind under gulvtæppet. Jeg troede, at min sorg var forkert. Jeg fik at vide, at det var normalt og at det bare var et embryon, så jeg lukkede simpelthen af for mine følelser. Og det gjorde jeg faktisk hver gang, for der var ikke nogen, der rigtig anerkendte min sorg. Kun min mand og nære veninder.

Efter fjerde abort fik jeg et sammenbrud, og jeg gik jeg psykisk ned. Men så fik jeg psykologhjælp, og det skulle jeg have gjort tidligere. Efter tredje abort må man komme til udredning, og her var en læge, der faktisk tog hånd om det. De fandt frem til, at jeg har for lavt stofskifte. Da jeg kom i behandling, kunne min krop beholde fosteret, og så fik jeg en datter. Jeg vil anbefale andre at fortælle det. Når folk ved, hvorfor du er ked af det, så bliver din sorg nemmere at være i.

 

Foto: Privatfoto

Annika

Annika Thorn Pedersen, 28

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 8

- Det var et ønskebarn. Vi havde prøvet at blive gravid i ni måneder. Og jeg havde været så glad for endelig at fortælle min mand, at han skulle være far. Det startede med en smule blod. Senere på ugen fik jeg ondt i maven. Ude på toilettet tabte jeg mit barn med et 'plop'. Jeg gik i panik, og kiggede ned i toilettet og samlede faktisk fosteret op, sagde farvel og gav slip på det.

Jeg var dybt chokeret og ked af det. Da jeg sagde det til min mand om aftenen, stortudede jeg. Dengang vidste jeg ikke, at det var så normalt. Derfor følte jeg mig meget alene. Ikke engang læger og sygeplejersker havde fortalt mig, at det var naturligt. Tænk, hvis lægen kunne sætte kvinder som mig i kontakt med andre kvinder, som har oplevet det samme. Det tror jeg, at vi alle ville havde stor gavn af.

 

Foto: Privatfoto

Signe

Signe Ræbild Therp Jeppesen, 29

Antal ufrivillige aborter: 2

Aborterede i uge: 5 og 9

- Da der ikke var hjerteblink, blev jeg meget ked af det. Jeg følte mig tom, og tårerne trillede. Og så tænkte jeg: “Fuck. Jeg skal igennem det her igen”. 

Jeg skulle ringe på min svigermors fødselsdag og fortælle hende, at der ikke var gode nyheder. Hele vores familie vidste, at vi endelig var blevet gravide. For jeg er meget åben om vores kamp. Jeg arbejder selv som sygeplejerske og er vant til at stå på den anden side og selv tage svære samtaler med patienter. Jeg har valgt at være åben hele vejen igennem.

Jeg er gået i gruppeterapi med andre kvinder, som også har prøvet at miste, og det har hjulpet.

Det er ikke min krop, der er problemet, og det har været vigtigt for mig at få en læges ord på. Min krop er fertil.

 

Foto: Privatfoto

Linda

Linda Eskehøj Jessen, 35

Antal ufrivillige aborter: 8

Aborterede i uge: senest i uge 15

- Jeg følte, mit hjerte var revet i tusind stykker. Jeg var i sorg, og hver gang føltes det, som om drømmen endnu en gang blev knust. Mange bliver desværre sindssygt berøringsangste og det er faktisk sygt hårdt at stå midt i en kæmpe sorg, og at folk så bare lader, som om ingenting er sket.

Jeg kan godt forstå, det kan være svært at tale om, men omvendt er det også bare møghårdt, når folk ikke tør at spørge ind til det. Jeg har været utroligt åben omkring det hver eneste gang, fordi jeg føler, det hjælper mig at tale om det. Det er en sorg hver eneste gang, og det skal bearbejdes, og det gør jeg nemmest ved at italesætte det.

Men de fleste gange har jeg virkelig følt mig ret alene. Jeg kender ikke andre, der har oplevet så mange tab, så mine tanker og følelser er svære for andre at sætte sig ind i. 

Foto: Privatfoto

Benedikte

Benedikte Kiær, 49

Antal ufrivillige aborter: 6 (måske flere)

Aborterede i uge: 5 og 6

- Jeg røg ned i kulkælderen gang på gang. Efterhånden turde jeg ikke glæde mig. Og da jeg blev gravid med Lauge, var min graviditet præget af, at jeg passede ekstremt meget på mig selv. Jeg turde heller ikke købe babyting. Jeg holdt nærmest vejret i ni måneder. Jeg turde heller ikke sige det til for mange før sent. 

Det er en urkraft, der driver os, og når man er ufrivilligt barnløs, så er det en kæmpe sorg. Jeg tror, at det er lige så voldsomt at miste tidligt i en graviditet som at miste sent. Jeg tror, det er svært for andre at forstå, når man ikke kan se det. Eller når der ikke er fysiske mén.

Jeg blev konfronteret med min barnløshed i mit politiske virke. Som minister fik jeg kritik for at udtale mig om livet i de danske daginstitutioner, når jeg ikke selv havde børn. Folk antog, at jeg havde fravalgt børn.

Foto: Privatfoto

Daniella

Daniella Schmidt-Wojtynka

Antal ufrivillige aborter: 1

Aborterede i uge: 11

- Jeg vågnede med en kæmpe smerte i mit korsben og løb ud på toilettet og aborterede lige der. Min kvindelige intuition var virkelig til stede den nat. Jeg kunne bare mærke, at det skulle ud. Jeg var sørgmodig over at miste barnet, men også indstillet på det. Men det gjorde fysisk virkelig ondt.

Da de fysiske reaktioner havde lagt sig, så gik der faktisk noget tid, før jeg kom hen i min sorg. Jeg havde to børn allerede, så jeg vidste jo godt, hvad jeg havde i vente med det tredje barn, så på den måde mistede jeg noget meget konkret. 

Der var en alenefølelse i at skulle bære mig selv og min sorg og de bekymringer, der fulgte i kølvandet på aborten. Men jeg følte mig også holdt om og mødt. Det er sjældent, at man er på kram med en læge eller sygeplejerske, men det var jeg der.

 

 

Foto: Privatfoto