Ufrivillig abort: 50 kvinder åbner op om sorgen, frygten og tabuet

Hver fjerde ønskede graviditet ender med en ufrivillig abort.

Det starter med to streger på en pind. Forældrene er lykkelige. De kysser, krammer, køber barnevogn og bleer. Og ni måneder senere kommer et barn til verden.

Sådan kunne en historie om en graviditet lyde.

Men det er langt fra alle graviditeter, der passer på det billede.

Hver fjerde graviditet ender med en ufrivillig abort inden uge 22.

TV 2 ECHO har talt med 50 kvinder, der har mistet deres graviditet tidligt. De åbner i denne artikel op og fortæller om de svære følelser, der kan ramme, når drømmen om et barn går i stykker. Om frygten for ikke at kunne sætte et barn i verden. Og om en sorg, som ikke bliver anerkendt.

Camilla Warncke Nielsen, 26

Aborterede i uge 18

Jordemoderen sagde, det så pænt ud. Ingen store plamager eller forrådnelse.

Jeg fik det lille foster op til mig. Det var opsvulmet og alienagtigt. Der var næse, mund, fingre og øjne. Man kunne se, det var på vej til at blive et menneske. Jeg var egentlig lidt fascineret af, at min krop havde skabt det her. Også selvom det ikke var blevet færdigt.

Jeg valgte kun at se barnet lige efter fødslen. Det var en rar oplevelse.

Camilla Warncke Nielsen har oplevet ufrivillig abort to gange.
Camilla Warncke Nielsen har oplevet ufrivillig abort to gange. Foto: TV 2 Echo

Det ramte mig en uges tid efter. Nu var der ikke længere en masse beslutninger, der skulle tages. Om begravelse og obduktion. Det var slut.

Jeg kunne ikke sætte ord på sorgen, og hvad jeg følte. Det var jo et afsavn til noget, jeg ikke vidste, hvad var. Jeg har mødt folk, der ikke har lagt skjul på, at de opfattede, at jeg kun havde ét barn. Vores datter på halvandet år. Men jeg havde jo født to. Nummer to var bare ikke hos mig.

Jeg havde et behov for at tale om det, men folk bagatelliserede det lidt. ”Det var jo ikke et rigtigt barn”. Den mødte jeg meget. Juridisk var det et foster, men for mig var det et barn.

Jeg har også oplevet at stå ansigt til ansigt med folk, som vidste, jeg var gravid. De kunne se, jeg ikke var det længere. Og alligevel spurgte de ikke ind til det. De lod som ingenting. Når jeg spurgte, om de ikke havde hørt, jeg havde aborteret, blev de nærmest skræmte og indrømmede, at det vidste de godt. De turde bare ikke spørge.

Det understreger, at det er et tabu.

Nikoline Skov, 30

Aborterede i uge seks

Vi havde kun vidst, at jeg var gravid, i en uge, da jeg aborterede. Det var i uge ni. Jeg havde lige besluttet mig for at fortælle det til en af mine veninder. Jeg var meget nervøs, men havde sagt til mig selv, at nu skulle jeg være glad og nyde det.

Det skete om aftenen, mens jeg var på arbejde. Jeg fik smerter og begyndte at bløde. Jeg tog hjem fra arbejde og fik en tid på Rigshospitalet dagen efter.

I 2017 havde Nikoline Skov en ufrivillig abort i uge seks, som blev opdaget i uge 9. Hun har senere fået et barn.
I 2017 havde Nikoline Skov en ufrivillig abort i uge seks, som blev opdaget i uge 9. Hun har senere fået et barn. Foto: Privatfoto

Da vi kom på hospitalet, fik vi at vide, at der ikke var noget at se. Så enten var fostret helt dødt, eller også var det en graviditet uden for livmoderen.

Jeg blev tom og ked af det. Jeg havde det fysisk dårligt, og vi tog bare hjem og rullede gardinerne ned og lå der i mørke.

Lægerne havde sagt, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne blive gravid, men jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre en graviditet. Men det var faktisk mest min kæreste, der ikke havde forestillet sig, at vi kunne miste barnet. Så han var mere påvirket, end jeg var. Han var decideret ulykkelig.

Jeg synes selv, jeg havde let ved at tale med andre om det, men folk havde svært ved at relatere til det. Mange havde en holdning til, at fostret ikke var blevet til noget endnu. Men lige så snart man ser to streger på testen, føler man, at man har et barn i maven.

Først tager man en beslutning om, at nu vil man gerne lave et barn, og når man så bliver gravid, bliver det en realitet. Og når man lige pludselig får taget det fra sig, så forsvinder den realitet. Du har lige skullet forholde dig til en ny virkelighed, der viser sig at være en stor, fed løgn, og det er hårdt.

Elitha Thorup, 29

Aborterede i uge otte (graviditet uden for livmoderen)

I vinter slog det mig, at nu ville barnet have været født. Og så vendte sorgen tilbage.

Jeg blev gravid i sommeren 2018. På det tidspunkt havde vi prøvet at få børn i over et år. Men i uge otte aborterede jeg, fordi graviditeten var uden for livmoderen, og jeg fik fjernet den ene æggeleder.

Elitha Thorup havde i 2018 en graviditet uden for livmoderen og aborterede.
Elitha Thorup havde i 2018 en graviditet uden for livmoderen og aborterede. Foto: Privatfoto

Jeg var ulykkelig, men jeg tror ikke, at jeg gav mig selv tid til at bearbejde mit tab.

Jeg bebrejdede mig selv. Det gør jeg stadig.

Min kæreste har jo gjort det, han skulle, men min krop fungerer ikke. Det er kvindekroppen, der skal kunne det her, og min er forkert. Det er en hård følelse at gå med.

Jeg fortalte det ikke til mange, for jeg synes, det er en meget privat ting.

Derfor har jeg også følt mig meget alene med det. For det er svært både for mig selv og andre at tale om det. Især dem, der ikke forstår det. De siger ting som, “det skal nok lykkes”, og “du kan jo godt blive gravid”. Men det ved de jo ikke. For vi kan faktisk ikke få børn selv, har det vist sig. Min ene æggeleder er jo væk, og den anden virker ikke. Så de prøver at trøste, men det falder til jorden.

Jeg havde også en kammerat, der spurgte, om det var mig eller min kæreste, der havde et problem. Der blev jeg sur.

Det var en fejl ikke at være mere åben omkring det, men jeg var meget flov, for jeg følte jo, at det var min skyld.

Men på et tidspunkt fandt jeg modet og lavede et offentligt opslag på Facebook, og så kom der faktisk en masse opbakning.

Om lidt skal vi starte i reagensglasbehandling. Jeg føler en dyb afmagt over, at det er så svært for os at få børn. Så for at beskytte mig selv, undgår jeg så vidt muligt babyer og gravide. For jeg føler misundelse. Dyb misundelse over andres strutmaver. Og man ser dem bare overalt!

Karin Elisabeth Ipsen, 31

Aborterede i uge 5, 9 og 12 (tre aborter)

Første gang jeg aborterede, blev jeg meget ked af det. Men jeg prøvede også at lukke af for mine følelser.

Min mand og jeg tog på en lang rejse, for vi kunne ikke holde ud at være i vores hverdag. Problemet var, at hverdagen fortsatte, som om intet var sket. Men hele vores verden var ændret. Og det var svært at dele med andre. Vores omgangskreds havde jo ikke mistet det barn, vi havde mistet.

31-årige Karin Elisabeth Ipsen har haft tre spontane aborter mellem 2016 og 2018.
31-årige Karin Elisabeth Ipsen har haft tre spontane aborter mellem 2016 og 2018. Foto: Privatfoto

Folk har håndteret vores sorg meget forskelligt. Der var kvinder i mine nære omgangskreds, der pludselig sagde, at de selv havde oplevet det. Men der har også været nogle, der ikke har formået at være i det og ikke har turdet tale med os om det.

Min mand og jeg har til gengæld været gode til at rumme det med hinanden. Men vi har ikke sørget på samme tidspunkt eller på samme måde. Jeg ved egentlig ikke, om jeg har fået bearbejdet det ordentligt endnu.

Jeg ville have meget gavn af at tale med en psykolog eller tilsvarende om det. Det er bare ikke noget, vores økonomi tillader.

Det er en ting, jeg har svært ved at forstå. Hvorfor der ikke bliver taget hånd om den psykiske del. Man kommer ind som krop. Og det er kun den, der bliver set.

Vi begynder at blive i tvivl om, hvorvidt det nogensinde vil lykkes.

Vi kan se, at jeg kan blive gravid, men jeg har ikke kunnet holde på nogle af dem. Det har frataget mig glæden ved at skulle være gravid. Første gang var det fantastisk, det er det ikke længere.

Nu er jeg bare bange. Bange for ikke at blive gravid, men også for at blive det.

Line Stützer, 32

Aborterede i uge syv

I mange år havde det været mit værste mareridt, at jeg skulle blive gravid, før jeg ville. For jeg tænkte på graviditet som noget, der bare skete. En garanti på et barn. Det var det ikke for mig og min mand.

Jeg blev gravid i sommeren 2018. Kort tid efter vi havde besluttet, at vi ville have et barn. Vi bestilte tid til en privat scanning i uge syv, og vi sagde til vores nærmeste venner, at vi skulle være forældre.

På dagen, hvor jeg skulle til scanning, begyndte jeg at bløde og fik at vide, at jeg ikke længere var gravid.

32-årige Line Stützer havde i 2018 en spontan abort.
32-årige Line Stützer havde i 2018 en spontan abort. Foto: Privatfoto

Jeg var så bange i min næste graviditet, og i starten var jeg sindssyg. Jeg kiggede hele tiden på alle mine graviditets-apps, og jeg talte dage mellem scanningerne og betalte mig til flere private scanninger. Jeg var blevet meget bevidst om, at en graviditet ikke er det samme som en baby.

Jeg var så glad, da jeg begyndte at få kvalme og kaste op, for så var der jo liv.

Jeg læste også alle abortstatistikker for alle ugerne i graviditeten. For der er jo de her statistikker, men der mangler ansigter på tallene.

Den ufrivillige abort mangler i fortællingen om det at blive gravid. Vi ved en masse om, at der kan findes ubehagelige ting til en nakkefoldsscanning, men vi hører nærmest aldrig om dem, der aldrig når så langt.

At være gravid er ikke nødvendigvis det samme som at få et barn.

Jeg har siden fået en datter. Hun er tre måneder nu.