Samfund

Planet skal have et navn - og Danmark får lov at navngive

Danskerne får lov til at byde ind med navn til både en planet og en stjerne. Indtil videre hedder exoplaneten HAT-P-29b. TYCHO BRAHE PLANETARIET / Scanpix Danmark

Danmark skal finde på et navn til en exoplanet. Alle danskere kan sende et bud, men det må ikke være uartigt eller navne på kæledyr.

Hvad skal en 1150 grader varm exoplanet bestående af gasarter og på størrelse med Jupiter hedde?

Det er spørgsmålet, som Den Internationale Astronomiske Union (IAU) i Danmark stiller.

For Danmark har ligesom en række andre medlemslande af organisationen IAU fået muligheden for at navngive en af de mere end 4000 identificerede exoplaneter, der findes.

Hedder indtil videre HAT-P-29b

Alle danskere kan sende deres bud på et navn, oplyser den danske repræsentant for IAU, Ole Knudsen.

- Idéen er, at Danmark får lov til at give navn til en af de planeter, der er i verdensrummet, i forbindelse med unionens 100 års jubilæum, siger han.

Indtil videre hedder Danmarks planet HAT-P-29b, og her kunne man godt tænke sig et bedre og mere mundret navn.

- Et godt navn til en exoplanet er kort, i et-ord og kan udtales på dansk. Det må ikke være uartigt, og navne på kæledyr og sovedyr vil vi helst ikke have.

- Man skal føle noget for det som dansker, og det må ikke være kommercielt eller navnet på nulevende personer, siger Ole Knudsen.

Også stjerne skal navngives

En exoplanet er en planet, der kredser om en anden stjerne end solen.

Udover exoplaneten skal der også findes et navn til den stjerne, som den kredser om.

- Stjernens navn er frit, men det må meget gerne hænge sammen med planetens navn, siger Ole Knudsen.

Hverken stjerne eller planet kan ses fra jorden med det blotte øje.

- Men den er i stjernebilledet, og den kan ses i efteråret med en mellemstor stjernekikkert, siger Ole Knudsen.

Tre forslag skal udvælges

Bud på navne kan indsendes på hjemmesiden danmarksplaneten.dk fra 6. juni. Man må gerne indsende flere forslag, og flere kan deltage sammen, herunder skoler, klubber, firmaer og institutioner.

En komité af personer med relation til dansk astronomi udvælger de tre bedste forslag, og dem kan alle stemme om til efteråret. Det endelige resultat offentliggøres i starten af december.

- Navnet kommer til at fremgå i fremtidige stjernekataloger sammen med de andre exoplaneter, siger Ole Knudsen.