Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsen risikerer 12 års fængsel for millionsvindel i Socialstyrelsen

Den 65-årige kvinde er tiltalt for at have bedraget sig til knap 117 millioner kroner.

I sagen mod den svindelmistænkte Britta Nielsen vil anklagemyndigheden forsøge at sprænge strafferammen for bedrageri, der normalt giver op til otte års fængsel.

Det viser anklageskriftet i sagen, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Anklagemyndigheden har derfor tiltalt den 65-årige kvinde efter paragraf 88 i straffeloven, der i særligt grove tilfælde kan øge strafferammen med 50 procent.

Dermed risikerer hun op til 12 års fængsel.

Bedrageri for 117 millioner kroner

Fredag i sidste uge kunne Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) oplyse, at Britta Nielsen er tiltalt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk.

Hun var ansat i Socialstyrelsen i 40 år, hvor hun varetog satspuljemidler. Ifølge tiltalen indtastede hun sine egne kontonumre i Socialstyrelsens systemer og overførte 116.915.658 kroner til sig selv. Det skete i perioden 1993 til 2018.

25. september 2018 indgav Socialstyrelsen en anmeldelse til politiet om uregelmæssigheder i forvaltningen af satspuljemidlerne. Det kom hurtigt frem, at Britta Nielsen var den hovedmistænkte i sagen. Få måneder senere - 5. november 2018 - blev hun anholdt i Sydafrika efter anmodning fra de danske myndigheder. I november blev hun udleveret til Danmark, hvor hun siden da har været varetægtsfængslet i sagen.

Ifølge anklageskriftet har Britta Nielsen overført offentlige tilskudsmidler til sig selv 298 gange. Alene fra 4. juni 2007 og et halvt år frem overførte Britta Nielsen angiveligt 500.000 kroner til sig selv 12 gange - det vil sige syv millioner kroner i alt.

Tre børn og svigersøn tiltalt for hæleri

I sidste uge udtalte SØIK, at man forventer at konfiskere mere end 113 millioner kroner.

- Om samfundet nogensinde får alle pengene tilbage, kan jeg desværre ikke love, men vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at så mange penge som overhovedet muligt kommer retur til statskassen, lød det fra statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår sagen kommer for retten.

Også Britta Nielsens tre børn - Karina Jamilla Hayat, Nadia Samina Hayat og Jimmy Jamil Hayat - samt svigersønnen Kian Omid Mirzadaer er sigtet for hæleri. Alle fire nægter sig skyldige.