Kræftsyg kvinde mister sygedagpenge tre dage efter operation
Ringkøbing-Skjern Kommune har torsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver, at der må ”foreligge en misforståelse”.
- Jeg græd den aften og sagde, at jeg ikke ville mere. Jeg ville ikke opereres, jeg ville ikke stråles.
Sådan lyder 42-årige Hilde-Kristin Reed Mogensens beskrivelse af aftenen 28. maj 2019, dagen inden hun skulle igennem en brystkræftoperation, hvor hendes ene bryst skulle fjernes.
Men det var ikke operationen, der fik tårerne frem. Det var et brev fra kommunen. Her fremgik det, at hun fra 1. juni - tre dage efter operationen - ville miste sin ret til sygedagpenge og i stedet få en lavere ydelse.
- I forbindelse med revurdering af din situation i henhold til sygedagpengelovens § 24 har jobcenteret truffet afgørelse om, at du ikke opfylder forlængelsesreglerne. Du vil således ikke være berettiget til sygedagpenge efter den 31.05.2019, stod der på de første linjer i det otte sider lange brev.
I stedet skulle hun overgå til et jobafklaringsforløb fra 1. juni, fordi hun havde været sygemeldt fra sit arbejde som dyrlæge, siden hun i november blev diagnosticeret med en særlig aggressiv form for brystkræft, der havde spredt sig til lymfekirtlerne i armhulen.
Dermed havde hun opbrugt de uger, hun kunne modtage sygedagpenge, selv om hun henover sommeren skal modtage strålebehandling fem-seks gange om ugen, stod der i brevet fra jobcenteret.
Kommune genåbner sag efter ”shitstorm”
Onsdag aften skrev Hilde-Kristin Reed Mogensen, der bor alene med sine fire børn i Tim i Vestjylland, et opslag på sin Facebook-profil om sin situation. Klokken 21.43 trykkede hun ”del”. I løbet af onsdagens sidste timer og torsdagen blev opslaget delt vidt og bredt. Knap 20 timer efter opslaget var blevet skrevet, var der kommet næsten 5500 kommentar, mere end 11.000 interaktioner og over 15.000 delinger.
På et tidspunkt faldt de også over det i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Torsdag eftermiddag udsendte kommunen en pressemeddelelse, hvor kristendemokraten Kristian Andersen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, udtalte sig, efter at ”en regulær shitstorm torsdag morgen tog fart,” som kommunen skrev.
- Reglerne er hårde, men det er åbenlyst, at der må foreligge en misforståelse, og at sagen skal undersøges nærmere. Selvfølgelig skal man ikke begynde i et jobafklaringsforløb få dage efter en operation og midt i et sygdomsforløb, siger Kristian Andersen i pressemeddelelsen.
Han forstår godt, at folk har reageret på Hilde-Kristin Reed Mogensens opslag, siger han, ”for det lyder da urimeligt”. I pressemeddelelsen oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune også, at Hilde-Kristin Reed Mogensen ikke skal møde op på jobcenteret på mandag.
Mangler lægelig vurdering
Årsagen til, at Hilde-Kristin Reed Mogensen står til at overgå fra sygedagpenge til et jobafklaringsforløb, skal findes i loven om sygedagpenge.
Tidligere havde man ret til at modtage sygedagpenge i 52 uger, men i 2014 blev reglerne ændret, så man som udgangspunkt kun kan modtage ydelsen i 22 uger. I visse tilfælde kan kommunen dog forlænge denne frist.
Det gælder eksempelvis, hvis man lider af en livstruende, alvorlig sygdom. I så fald har forlængelsen ingen tidsbegrænsning.
Hvis man derimod er under eller venter på lægebehandling, kan fristen blive forlænget til op mod 134 uger, hvis den lægelige vurdering er, at man kan blive arbejdsdygtig inden for perioden.
Men for Hilde-Kristin Reed Mogensen er problemet, at ingen læge kan fortælle hende, hvad senfølgerne af hendes brystkræft bliver. Derfor kan en læge heller ikke skrive under på, at hun bliver sygdomsfri i løbet af perioden på 134 uger.
- Vi lægger vægt på, at der ikke er en sikker lægelig prognose for, hvornår eller om du kan genoptage dit arbejde i samme omfang som før sygemeldingen, står der i brevet, hun modtog 28. maj.
Lavere ydelse
Heller ikke delen om, at hun lider af en alvorlig, livstruende sygdom, kan bruges til at forlænge sygedagpengene, skriver kommunen i brevet.
- Der foreligger ikke en lægelig vurdering af, at du har en alvorlig, livstruende sygdom, lyder det.
Når en borger går fra sygedagpenge til jobafklaringsforløb, ændres ydelsen til ressourceforløbsydelse. Det betyder, at ydelsen falder fra 4355 kroner per uge til maksimalt 15.180 kroner per måned, hvis man har børn. Det svarer til en ydelse på niveau med kontanthjælp.
Ydelsen er dog ikke afhængig af hverken formue eller en eventuel ægtefælles eller samlevers indkomst og formue.
Sygdomsramte kommer i klemme
I pressemeddelelsen fra Ringkøbing-Skjern Kommune fortæller Kristian Andersen, at spørgsmålet er, om det er reglerne eller fortolkningen af dem, der er for stram. Han siger til TV 2, at ”hvis loven er blevet fulgt, så er loven uhensigtsmæssig”.
- Det kan godt være, at der har været nogle gode intentioner, da loven blev til, og at den hjælper nogle, men der er nogle sygdomsramte, der kommer i klemme, og det skal vi se på. Det er ikke i orden, siger Kristian Andersen.
Hilde-Kristin Reed Mogensen siger, at det ikke var hendes hensigt med opslaget at få kommunen til at genoptage hendes egen sag. Formålet var at gøre opmærksom på, at der, efter hendes mening, er en brist i lovgivningen. Hun håber derfor på, at der nu vil blive ændret i lovgivningen.
- Jeg havde ikke regnet med, at det ville påvirke min sag. Jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe andre alvorligt syge, så de ikke kommer i samme situation som mig.
Hun får først at vide i slutningen af juni, om det lykkedes lægerne at fjerne alle kræftcellerne.