Samfund

Efter TV 2-dokumentar - forældre og børn hylder pædagoger

Forældre og børn bruger balloner, skilte og hjerte til at vise glæde over pædagoger.

Der gik formentlig et sug gennem mange forældres maver tirsdag aften.

TV 2 viste dokumentarfilmen 'Daginstitutioner bag facaden' som dokumenterede omsorgssvigt i en københavnsk institution, hvor grædende børn ikke blev trøstet og urolige børn flere gange have negativ kontakt med voksne.

I alt har 22 institutioner fået røde anmærkninger.

Men det billede genkender forældre og børn ikke på andre institutioner. Det er steder, hvor forældrene føler, at der bliver taget hånd om deres børn og altså ikke forhold, som blev vist i 'Daginstitutioner bag facaden'.

De synes, at pædagoger skal vide, at de er påskønnet og at deres arbejde er værdsat af både børn og forældre. Derfor blev flere af landets pædagoger mødt af et nyt syn ved indgangen til deres institutioner.

Balloner, farverige tegninger, søde beskeder og flag.

Christina Brinks fra Vejle er en af dem, som har lavet et velkomstskilt med sine børn til sin datter Signe-Maries børnehave.

- Vi lavede skiltet, fordi det er vigtigt at vise vores opbakning til de pædagoger, som gør en kæmpe forskel hver dag, siger hun til TV 2.

Sammen med fireårige Signe-Marie insisterede de på at uddele kram til ansatte i deres børnehave i går og i dag.

Hun er glad for, at hendes datter går i en institution, hvor forholdene er bedre, end de forhold 'Dagsinstitutioner bag facaden' dokumenterede. Men hun føler, at filmen gør noget ved alle pædagoger - også de dygtige.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de er kede af den dårlige opmærksomhed og at der bliver tvivlet på deres faglighed. Nu skal de bruge tid og energi på at retfærdiggøre, at virkeligheden er en anden hos dem, siger Christina Brinks og fortsætter:

- Når det er sagt, så er det godt, at dokumentaren skaber fokus på normeringer. Det er rigtig vigtigt!

Andre institutioner oplever også, at forældre og børn viser deres påskønnelse.

Herunder er et udpluk.

- Når man møder ind til denne her velkomst fra forældre, så bliver man rørt ind i sit hjerte, skriver Morten Christiansen i gruppen 'Pædagog' på Facebook med 42.000 medlemmer.

Til TV 2 fortæller siger han, at han er rystet over det, han oplever i dokumentaren.

- Det berører os dybt! Der går meget snak om det. Det er desværre den virkelighed, der er i nogle institutioner, hvor nogle er nødt til at løbe så hurtigt, at de ikke kan finde ud af at arbejde.