BUPL kalder billeder 'fuldstændig horrible': Det må aldrig ske – uanset hvad
Pædagogernes formand vil ikke bruge TV 2-dokumentar som løftestang til at tale om dårlige normeringer.
I kølvandet på TV 2s dokumentar 'Daginstitutioner bag Facaden' har en lang række politikere krævet mere tilsyn og bedre normeringer i institutionerne.
Men nu melder pædagogernes egen formand, Elisa Rimpler, sig i debatten med et budskab om, at problemerne i dokumentaren ikke har noget med normeringer at gøre:
- Jeg bliver selvfølgelig spurgt, om det vi ser i TV 2-dokumentaren ikke blot er udtryk for den pressede hverdag i daginstitutionerne med alt for dårlige normeringer og for få hænder og tid til børnene. Men optagelserne fra tv-dokumentaren skal ikke bruges som løftestang for kravet om bedre normeringer, skriver hun i et indlæg på BUPL's hjemmeside.
BUPL står for Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund
Uenig med røde partier
Det er vel at mærke ikke fordi, BUPL ikke længere ønsker flere pædagoger i institutionerne. Fagforeningens mål er én pædagog per tre vuggestuebørn og én pædagog per seks børnehavebørn. Og det er det stadig. Men man skal skille tingene ad, skriver Elisa Rimpler.
- Uanset, om normeringerne er gode eller dårlige, kan det ikke forsvare svigt af børn. Når vi kæmper for bedre normeringer, handler det om at skabe de bedste betingelser for omsorg, trivsel og børnenes udvikling – IKKE om at forhindre situationer som denne. For det må aldrig ske – uanset hvad, fastslår hun.
Mange partier på især den røde fløj har ellers brugt anledningen til at tale om både minimumsnormeringer og flere pædagoger.
- Har set klip fra TV 2s program om børn og daginstitutioner. Vi har brug for at ansætte flere pædagoger til vores børn. Det vil vi fortsat kæmpe for, lød det for eksempel fra Mette Frederiksen (S) på Facebook tirsdag.
Løkke: Københavns problem
Omvendt mener statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen ikke, at problemerne fra dokumentaren skal løses på nationalt niveau. Eftersom optagelserne er fra København, mener han, at der må være tale om et københavnsk problem.
- Jeg har set nogle af klippene, og jeg har set rigeligt til, at jeg bliver oprigtig ked af det. Jeg synes, det er nogle hjerteskærende scener, der bliver bragt, som jo et eller andet sted er et vidnesbyrd om et kolossalt ledelsesmæssigt svigt i Københavns Kommune, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.
Han understreger, at sagen i hans optik ikke har noget med normeringer at gøre, og så henviser han til den politisk ansvarlige - Københavns overborgmester, socialdemokratiske Frank Jensen.
- Det er jo Københavns Kommune, der har et kæmpe problem her, siger Løkke. TV 2 har ikke været i stand til at få en kommentar fra Frank Jensen.
Afslører grove forsømmelser
I dokumentaren ser man flere eksempler på alvorligt svigt fra personalets side i københavnske daginstitutioner. Blandt andet kvælertag på børn, grædende børn, der bliver ignoreret, og løgne over for forældrene.
- Jeg har nu set flere rystende klip og føler både vrede og vantro. Men det gør mig også utrolig ked af det. Først og fremmest, fordi børnene har oplevet et sådan svigt. Men også på vegne af forældrene. Faget. Og de tusindvis af pædagoger og andet personale, der hver dag går på arbejde med faglig stolthed og med hjertet – og som gør en fantastisk forskel, skriver Elisa Rimpler.
På TV 2 NEWS uddybede hun onsdag morgen sine synspunkter og understregede, at forslag om både minimumsnormeringer og bedre tilsyn med institutionerne kan være gode ideer, selvom forløbene fra dokumentaren altså ikke må ske uanset hvad.
- Optagelserne er fuldstændig horrible. Vi kan sagtens skrue op for tilsynet, vi skal bare passe på, at det ikke bliver sådan nogle automatreaktioner, understregede hun.